65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer

Den 8. juni fejrer Aarhus Universitet i samarbejde med bl.a. Region Midt, Aarhus Kommune og Uddannelsesministeriet 65-året for diplomatiske relationer mellem Danmark og Kina.

02.06.2015 | Ulrik Albert Vosgerau

Danmark var blandt de første lande i verden, som i begyndelsen af 1950’erne anerkendte Folkerepublikken Kina og indgik diplomatiske relationer med den nyudråbte regering. Det bliver fejret ved et stort arrangement på Moesgaard Museum mandag den 8. juni, der samler dansk og kinesisk kultur- og erhvervsliv samt forsknings- og uddannelsesinstitutioner.

 

”Med arrangementet vil vi gerne markere de dansk-kinesiske relationer og styrke samspillet mellem erhvervsliv, myndigheder og uddannelses- og forskningsinstitutioner fra begge lande,” fortæller Mette Thunø, der er lektor i kinastudier på Aarhus Universitet og initiativtager til og arrangør af fejringen. 

 

I en universitetskontekst kommer samspillet eksempelvis til udtryk gennem udveksling af danske og kinesisk forskere og uddannelsessamarbejder. ”Sino-Danish Centre” er et eksempel på sidstnævnte, hvor Aarhus Universitet sammen med 8 danske universiteter har indgået en aftale med Graduate University of Chinese Academy of Sciences (GUCAS) om etableringen af et dansk-kinesisk universitetscenter i Beijing.

 

Stor opbakning

Hovedtalere ved arrangementet er Kinas ambassadør til Danmark, Liu Biwei, regionsrådsformand Bent Hansen, departementschef fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, Uffe Toudal Pedersen og borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard.

 

”Der har været meget stor opbakning til at lave et fælles arrangement i Aarhus og så støtter Uddannelsesministeriet rigtig godt op sammen med den kinesiske ambassade. Endnu mere glædeligt er det, at over 500 har tilmeldt sig dagens faglige del og den mere folkeoplysende del om aftenen – den overvældende interesse viser, at Kina er et land, som optager mange. Vi vil gerne forstå landet og befolkningen bedre samtidig med, at der stor interesse for mere erhvervs- og kultursamarbejde mellem vore lande. Det er jo rigtig positivt, men forpligter også AU til at levere mere forskning og uddannelse på Kina for at imødekomme behovet, som nok kun vil blive ved med at stige,” siger Mette Thunø.

 


Fakta

Fejringen af 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer er arrangeret i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Region Midtjylland, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Aarhus Kommune, VIA University College, Moesgaard Museum, Sino-Danish Center for Education and Research, Folkeuniversitetet i Aarhus, Danish-Chinese Business Forum og venskabsforeningen Danmark-Kina.

 

Arrangementet omfatter ud over de officielle taler fire workshops med særligt indbudte kinesiske gæster om emnerne uddannelse, fødevaresikkerhed, leg og læring samt fremtidens sundhedsteknologi.

 

Kontakt

Mette Thunø, lektor i Kinastudier
Aarhus Universitet, Institut for Kultur og Samfund
Telefon: 2979 9330 
Mail: mettethunoe@au.dk

 

Videnudveksling