Mindeord

Mindeord om professor, dr.phil Erik Ulsig.

08.04.2013 | Kolleger på AU

Erik Ulsig døde langfredag, den 29. marts, ikke længe efter sin 85-års fødselsdag.  Dermed er et langvarigt, frugtbart og inspirerende engagement i dansk middelalderhistorie desværre slut.  Erik Ulsig blev kandidat fra Københavns Universitet i 1953 og vandt universitetets guldmedalje i 1955. Efter at have arbejdet som gymnasielærer i en halv snes år blev han i 1966 amanuensis ved Aarhus Universitet, og fra 1974 til sin pensionering i 1994 var han professor sammesteds. Et langt og produktivt otium resulterede blandt andet – som en slags krone på livsværket – i  bogen ”Danmark 900-1300. Kongemagt og samfund” fra 2011.

                      Erik Ulsigs vigtigste og varigste bidrag til middelalderhistorien lå inden for agrarhistorien og den dermed sammenhængende socialhistorie. I 1968 udkom en stærkt udvidet version af hans prisopgave med den forholdsvis neutrale titel ”Danske Adelsgodser i Middelalderen”, som efter opfordring blev indleveret og forsvaret som disputats et par år efter.  Værket blev banebrydende ved at dokumentere betydelige strukturelle og sociale ændringer på landets godser og dermed i det danske landbrug som helhed efter midten af 1300-tallet. Grundlaget for bogens overordnede billede af den agrarhistoriske udvikling er et hav af uhyre arbejdskrævende detailrekonstruktioner af en lang række godser på forskellige tidspunkter. Ved at kombinere godsrekonstruktioner med adelsgenealogiske studier udviklede Ulsig en meget frugtbar metode til at afdække ellers skjulte udviklingslinier og helhedsbilleder. Detaljerne i hans bog udgør fremdeles et næsten uudtømmeligt reservoir for lokalhistoriske og adelsgenealogiske studier.  Sjælland var og blev kerneområdet i Ulsigs studier, og han fulgte siden op med nærmere undersøgelser af ejendomsfordelingen mellem kirke, konge og adel, og udviklingen i denne, i forskellige sjællandske områder. Også en indtrængende analyse af landbrugs- og ejendomsudviklingen i egnene omkring Aarhus blev det dog til. Da godsejerne var den primære politiske ’offentlighed’ i landet, var det meget naturligt, at Ulsigs forskningsinteresse med tiden vendte sig også mod den politiske historie, med nogle væsentlige – især – detailstudier til følge.

                      Erik Ulsig drev forskningsbaseret undervisning i ordets egentligste forstand. En stor del af hans artikler udsprang direkte af hans undervisning, og at være deltager i hans historiske værksted var en stor og inspirerende oplevelse. En del af hans undervisning bestod af minutiøse kildelæsninger, der tilstræbte en så vidt muligt total udtømning af kildernes informationsindhold. Det delte i nogen grad vandene blandt de studerende. De, der blev fanget ind, blev præget for livet, mens andre nok syntes, at han gik over stregen.  Samtalen med interesserede studerende var langt fra begrænset til de timer, der tilfældigvis var afsat til undervisningen. Og især de af os, der fik det privilegium siden at blive hans kolleger, nød godt af hans evige lyst til at vende og dreje dansk middelalderhistories mange vanskelige og gådefulde problemer. Selv om Ulsig var et meget beskedent menneske, udstrålede hans personlighed en venlig autoritet og en knivskarp intelligens. Meget karakteristisk for ham var, at han var langt mere interesseret i at høre andres meninger om tingene, også meget gerne de studerendes, end i at docere sine egne.  Ikke nogen dårlig pædagogisk tilgang!

                      Erik Ulsig var et ganske asketisk menneske, der blandt andet alle dage lagde vægt på at holde sig i god fysisk form – hvad der givetvis kom ham til gode i hans pensionisttilværelse. Men han var bestemt ikke uden et stilfærdigt og behageligt lune, der yderligere bidrog til at gøre det til en stor fornøjelse at omgås ham.

                      En central skikkelse blandt det 20. århundredes danske middelalderhistorikere har forladt os. Vore tanker går til hans efterladte hustru, Florence, og til deres børn, svigerbørn og børnebørn.

Anders Bøgh, Carsten Porskrog Rasmussen, Bjørn Poulsen, historie og Per Ingesman, teologi

Historie og arkæologi