Mindeord om Christian Kordt Højbjerg

Christian Kordt Højbjerg, lektor, Ph.D. dr. scient. soc. er afgået ved døden tirsdag d. 22.4.2014 efter længere tids sygdom.

24.04.2014 | Camilla Dimke

Siden begyndelsen af 1990’erne udførte Christian en række længerevarende etnografiske feltarbejder i Vestafrika (blandt andet i Guinea, Senegal, og Liberia). Han arbejdede konstant med klassiske antropologiske problemstillinger som identitet, social organisering og ritualer, men han åbnede også en række nye felter. Han har lavet banebrydende studier af viden og hemmeligheder, skabt dybe indsigter i, hvordan mennesker finder handlemuligheder selv under voldsomme konflikter, og han udforskede kritisk en langvarig inspiration fra psykologi og kognitionsforskning.

Christians arbejde var præget af en enestående kombination af fint etnografisk nærvær og en encyklopædisk viden om centrale udviklinger i antropologi, idehistorie og kognitionsforskning. Dette var gennemsyret af en unik kombination af ydmyghed, åbenhed, skarphed og dyb indsigt. Men det var ikke blot en faglig kappe, det sprang ud af Christians unikke tilgang til verden. Han kæmpede, både de faglige kampe og med den kræft, som han længe holdt stangen. Han var sej, i alle ordets betydninger.

Han viste i praksis hvordan man kan arbejde med respekt, både for de mennesker, man møder - ude og hjemme – og for de traditioner og positioner, man skriver sig ind i. Hvordan man kan leve med konflikter og forskelle ved at udforske dem og ikke blot forsøge at nivellere dem eller forklare dem væk. Også på den måde har Christian sat dybe spor i os, der har arbejdet med ham.

Christian efterlader sig kone og tre børn. Han vil blive savnet.

Æret være hans minde.

Begravelsen finder sted lørdag d. 26. april 2014 kl. 11.30 i Sankt Jakobskirke, Østerbrogade 59 i København.

- Skrevet af Andreas Roepstorff, professor og centerleder


Biografi:

Christian Kordt Højbjerg var mag.art. i antropologi fra Aarhus Universitet (1988), suppleret med en bachelor i idehistorie. Fra 1987-94 var han tilknyttet École Pratique des Hautes Études og École des Hautes Etudes en Sciences Sociales i Paris. Han tog en Ph.D. i antropologi ved Københavns Universitet (1995) og blev i 2007 dr.scient.soc i antropologi med afhandlingen "Resisting State Iconoclasm Among the Loma of Guinea" (Carolina Academic Press).

Christian opbyggede et stort internationalt netværk, og ikke blot i den engelsksprogede forskerverden. Han var associeret forsker ved Max Planck Instituttet for Social Antropologi i Halle og fik allerede i studietiden i Paris i sen80’erne en dyb indsigt i fransk filosofi og antropologi, som han forfulgte gennem en række faglige og personlige forbindelser.

Efter ansættelse på Københavns Universitet (Institut for Antropologi og Saxo Instituttet) blev han i 2009 ansat ved Aarhus Universitet, tilknyttet Afdeling for Antropologi og UNIK projektet MINDLab. Her fokuserede han på etnografiske undersøgelser af agens, i særdeleshed i forhold til ritualer og børn. Samtidig indgik han i række tværfaglige samarbejder, der undersøgte, hvordan etnografien kan blive eksperimentel.

Navne