Mindeord Poul Enemark

19.09.2016 | Anja Elley

Poul Enemark 1923-2016

Den 11. august døde Poul Enemark, som i en årrække var lektor i nyere tids historie ved Aarhus Universitet. Han nåede den høje alder af 93 år, og derfor er det længe siden, han havde sin gang på det, der dengang hed Historisk Institut. Han var en markant skikkelse i min egen studietid, men allerede gået på pension, da jeg vendte tilbage som adjunkt ved instituttet i 1995.

Poul Enemark var lærersøn fra Aarhus. Han studerede historie i samme by, blev ansat ved Statsbiblioteket, hvorfra han i 1967 kom til universitetet som amanuensis. Det var de år, hvor faget ekspanderede voldsomt, og der kom faste stillinger. Enemark blev ansat som lektor i nyere tids historie, men forblev reelt livet igennem middelalderhistoriker.

Fagligt havde han to hovedinteresser: handelshistorie og Kalmarunionen. Han var udpræget empiriker og præget af den kildekritiske tradition, som ikke mindst er udviklet inden for dansk middelalderhistorie. Enemark var uhyre grundig og lagde vægt på at gå helt til bunds i undersøgelsen af hvert eneste kildeudsagns baggrund og bærekraft. Ud over det var han præget af 1960’ernes økonomisk-historiske strømninger. I grunden blev han livet igennem stående på dette dobbelte fundament.

Det demonstreres med at tydelighed af hans disputats Studier i toldregnskabsmateriale fra begyndelsen af det 16. århundrede, som handler om toldregnskaber som kilde. Det er en givende, men også vanskelig kildegruppe, som ikke tidligere havde været genstand for samme kildekritiske opmærksomhed som krøniker og diplomer. Det blev den nu. Disputatsen er en grundig og indsigtsfuld diskussion af dette materiales baggrund og karakter, af tolkningsproblemer og -muligheder. Lidt ironisk er det blevet sagt, at Enemark blev doktor på den kildekritiske indledning til den bog, han egentlig ville skrive. Lykkeligvis lykkedes det ham dog at fuldføre projektet med et monumentalt tobindsværk Dansk oksehandel 1450-1550 – men først som pensionist.

Den kompromisløse empiriske grundighed var én af flere grunde til, at Poul Enemark kom i stærk modsætning til den marxistiske strømning, der gik hen over universitetet og historiefaget i 1970’erne. Blandt lærerne var han vel den, der tydeligst sagde fra. Det var med til at gøre ham til skydeskive, og han endte med at føle sig noget isoleret på faget. Samtidig havde han dog netop i 1970’erne en kreds af elever, som værdsatte ham og hans vejledning. Det er noget overdrevet blevet sagt, at instituttet i de sene 70’ere var delt i marxister og enemarksister. Der er ingen grund til at skjule, at der var færrest af de sidste, men det festskrift, Profiler i dansk senmiddelalder og renæssance, som en række kolleger og elever stod bag og overrakte på hans 60-årsdag i 1983, er dog et vidnesbyrd om hans centrale rolle i en del af fagmiljøet i de år.

Som lærer huskes Poul Enemark oftest enten for sin specialevejledning eller sin indsats som skaber af faget håndbogskundskab, som senere blev til litteratur- og informationssøgning. Selv har jeg ikke haft ham til nogen af delene. Jeg har til gengæld gået til hans undervisning i middelalderhistorie. Den var præget af samme grundighed som hans forskning. Poul Enemark var forberedt til fingerspidserne og havde styr på hver eneste detalje i det stof, der skulle gennemgås. Det kunne godt gøre undervisningen lidt tung. Han var i grunden bedst, når han blev forstyrret og bragt lidt væk fra den minutiøse planlægning og ud i en diskussion med de studerende. Det var vi så nogen, der gjorde. Imponerende nok tog han åbent og generøst imod det.  

Helt afgørende for mit og en række medstuderendes forhold til Poul Enemark var dog den nære tilknytning, han i 1980’erne fik til foredragsforeningen Historia, først og fremmest som utrættelig leder af ekskursioner. Jeg har været med Poul i Lübeck, på Gotland og i Göteborg foruden kortere ture. Især Gotlandsturen vil for altid stå som en uforglemmelig oplevelse. På disse ekskursioner var Poul suveræn. Han var naturligvis uhyre velforberedt og meget bredt funderet med interesse i kunst, politik og økonomi. Han viste os alle de bedste steder, fortalte levende og smittende. Han var lige så præcis i detaljerne som i undervisningslokalet, og så var han morsom og utrættelig. Han var aktiv fra tidlig morgen til efter midnat og førende i turenes sociale liv.

Disse ture var samtidig én af indgangene til, at jeg og andre kom til at lære ikke bare ham, men også hans kone Kirsten mere privat at kende. Faktisk er det for mange af os svært at sige Poul uden at sige Kirsten. Kirsten Enemark var vores institutbibliotekar og derfor også kendt blandt studenter. Hun var en festlig og flamboyant skikkelse, kendt for en høj og dramatisk stemmeføring og markant påklædning med pels eller eksotisk design. Det fik hende til at stikke noget ud på historie i de tidlige firsere. 

Kirstens deltagelse i de ture, Poul ledede, bragte os også tæt på hende, for hun havde som Poul et åbent væsen og kom hurtigt og ubesværet i snak med stort set alle. Ikke nok med det. Hun og Poul åbnede deres hjem for, at vi kunne mødes til fester efter turene og udveksle billeder og minder fra dem – og efterhånden også for en række andre selskabelige sammenkomster. Ved disse sammenkomster var Poul og Kirsten det selvfølgelige samlingspunkt.

Bag alt det lå først og fremmest store menneskelige egenskaber. Poul Enemark var et varmt og generøst menneske, som var lige så god til at lytte som til at være et selskabs midtpunkt og oprigtigt interesseret i de mennesker, han lærte at kende. Han havde et positivt livssyn og stor imødekommenhed over for andre. Og det blev forstærket af hans lange og tætte parløb med Kirsten. Deres forhold til hinanden var båret af gensidig respekt og et fælles engagement i mange ting. Kirsten døde for cirka to år siden. Nu er Poul fulgt efter. Ære være begges minde.

 

Carsten Porskrog Rasmussen

Historie og Klassiske Studier