Stor bevilling til forskning i digressioner

Aarhus Universitets Forskningsfond har givet en millionbevilling til et forskningsprojekt, der skal undersøge den menneskelige forestillingsevne med særligt fokus på ‘digressioner’. Projektet skal bidrage med ny viden om menneskets forestillingsevne og dermed også om, hvordan vi skaber social betydning i vores omgang med hinanden.

19.01.2016 | Ulrik Albert Vosgerau

Forskningsprojektet ”Digressions: A cross-disciplinary study of the indirectness of the human imagination” ved Aarhus Universitet skal undersøge den menneskelige forestillingsevne med særligt fokus på ‘digressioner.’ Termen bruges normalt til at betegne afvigelser fra et hovedtemaet i litteratur og andre tekster, men tesen for forskningsprojektet er, at digressioner udgør et fundamentalt aspekt af socialt liv.

Stand up comedy ligner myter
Forskningsprojektet, der ledes af lektor i antropologi Morten Nielsen, vil fokusere på fire genrer, nemlig fiktion, myter, kunst og comedy.

”Jeg skal selv undersøge digressioner i forhold til stand-up comedy blandt stand-up komikere i New York. Jeg har i mange år studeret tid og temporalitet og gør i stigende grad brug af klassiske myteteorier til at forstå ikke-lineære sammenhænge; altså hvor forskellige hændelser knyttes sammen på ofte paradoksale måder, uden at udtrykke egentlige årsagssammenhænge. Min hypotese er nu, at stand-up comedy udtrykker nogle af de samme karakteristika som myter - de giver mulighed for at skabe paradoksale sammenhænge mellem hændelser, der ikke i udgangspunktet har noget med hinanden at gøre,” forklarer Morten Nielsen. 

Humanistisk grundforskning
Projektet er finansieret af en NOVA-bevilling fra Aarhus Universitets Forskningsfond på 1.835.832 DKK, der også dækker ansættelsen af en post.doc. på projektet.

 ”Udover at være begejstret over at have fået midler til dette forskningsprojekt og dermed påbegynde et antropologisk drømmestudie, glæder jeg mig over, at der gives midler til et tværfagligt forskningsprojekt som fundamentalt set er grundforskning. Med dette forskningsprojekt får vi forhåbentlig ny og afgørende viden om, hvordan vi mennesker skaber ny social betydning i vores interaktion med hinanden. Selvom projektets indsigter vil kunne bruges i mange sammenhænge uden for den akademiske verden, er det primære hovedformål at presse grænserne for den menneskelige tanke. Det skal AUFF i den grad roses for at støtte,” siger Morten Nielsen.


Fakta

Aarhus Universitetsforskning vil med uddelingen af AUFF NOVA-midler stimulere igangsættelse af dristige og nytænkende forskningsprojekter, som har potentiale til at bane nye veje i forskningen.

Bevillinger, Antropologi, Contemporary Ethnography