Af Else Marie Wiberg Pedersen

Man kan synes, at det er irriterende, at køn skal bringes på banen og involveres i alt. Tænk blot på, hvor meget opslag og debatter på Facebook handler om køn og krop, og ganske ofte med en sammenknytning af nøgen krop og kvindekøn i en meget traditionel kvindestereotyp. Også i teologien er der køn overalt, selvom nogle helst vil betragte den som kønsløs. Gud har da ikke noget køn! Nej, det har hun ikke! Eller har han? Og selvom de fleste af os helst vil betragtes som individer og bedømmes på vore evner og faglighed, så er det generelt vores køn, andre ser og dømmer efter, før noget andet. Når en stor del af min forskning har fokus på gudsforståelse og -billeder og embedsteologi, er det ikke kun fordi disse temaer har med selve teologiens og ekklesiologiens kerne at gøre, men også fordi disse temaer gennem den kristne tradition har været forbundet med køn som kategori.

Kirke og køn
Virkeligheden er sådan, at køn altid er til stede, også i bibelske og teologiske tekster, hvad enten det er tilsyneladende tavst ved at gøre det ene køn til typos på mennesket eller eksplicit gennem billedsprog og direkte omtale. Det kan være i bibeltekster, hvor køn eller seksualitet optræder i mere eller mindre udtalt form, som vi kender det lige fra Genesis 1 med skabelsen af mennesket som kvinde og mand og Genesis 2 med skabelsen af jordmennesket, Adam, og kvinden, issja, til Johannes’ Åbenbarings billeder af ”kvinden klædt i solen”, ”skøgen” og ”bruden”. Gennem min forskning kan jeg se, at en stor del af traditionen har brugt og stadig bruger bestemte enkeltudsagn i Bibelen, så som Gen 2,18 (og er tavse om Gen 1,27) og 1Kor 14,34 ( og er tavse om Gal 3,28), som begrundelse for, at kvinder ikke kan bliver ordineret og virke som præster. Samtidig er det tydeligt, at argumentationen mod kvindelige præster langt fra kun er bibelsk funderet. Tværtimod forrykkes den i takt med samtidskulturen. Når samtidskulturen bliver postmoderne, bliver argumentationen mod kvindelige præster det også, bare med modsat fortegn. Dette har betydning for, hvordan man betragter halvdelen af verdens befolkning i såvel en luthersk kontekst, hvor kvinder ordineres til det kirkelige embede, som i en videre økumenisk og global kontekst. Derfor optager det mig vedvarende forskningsmæssigt at arbejde med dette felt, hvor der hele tiden dukker nye elementer op.

Som det vil være de fleste bekendt, er det ikke kun den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker, der mener, at kun mænd kan ordineres til præster. Frem til 1948 kunne kvinder heller ikke ordineres til præster i den danske folkekirke. Forud for de første ordinationer gik en lang diskussion om tolkningen af Bibelen og om betydningen af ”den gamle tradition” (altså katolsk tradition) og økumeni. Mens modstanderne af kvindelige præster fremholdt den samme ”kanon i kanon” om kvinders underordnede rolle (Gen 2,18b; Gen 3,16; 1kor 11,7b-9; 14,34; 1 Tim 2,11; Titus 2,1-5) som den katolske kirke, fremholdt fortalerne evangeliet som frelsesbudskab for alle og de mange bibelvers, der handler om inklusion og kvinders fremtrædende rolle i kristendommen, fx beretningerne om kvinderne som opstandelsesvidner (Luk 24,10 par). Disse diskussioner om skrifttolkning finder stadig sted. Desuden fremholder modstanderne af kvinders ordination, at Jesus var en mand ligesom alle disciplene (”de tolv”) var mænd, hvor fortalerne hæfter sig ved, at Gud blev menneske, ikke mand, samt at der også var kvinder i discipelkredsen.

I forlængelse heraf spiller det hermeneutiske arbejde med Luthers embedsteologi og økumenisk teologi set i forhold til traditionens opfattelse af køn en væsentlig rolle. Så sent som d. 3. juni i år, 2016, vedtog den lutherske kirke i Letland på grundlag af en lignende tolkning at genindføre et forbud mod at ordinere kvinder. Hvad ligger der i embedsteologien i fx Porvoo-fællesskabet af britiske anglikanske kirker og nordiske og baltiske lutherske kirker, som rummer vidt forskellige teologiske grundsyn og syn på køn, der kan legitimere en sådan tilbagerulning?

Hvor aktuelt og væsentligt kønsperspektivet er i teologien, ses tillige af den stigmatisering, der med jævne mellemrum sker af folkekirkens kvindelige præster og medlemmer. Bl.a. bragte Kristeligt Dagblad i en årrække artikler om kirkens feminisering og den østrogene kirke, og de seneste år har mandlige præster markeret sig med at skabe manderum i form af gudstjenester og pilgrimsvandringer kun for mænd. Hele ligestillingsproblematikken synes at være drejet 180 grader i diskursen om, at kirken er blevet feminiseret, og rejser følgende forskningsspørgsmål: Hvad er det for en konstruktion, der er på færde, og hvorfor? Hvilken teologi ligger bag, når kvindelige præster kritiseres for at forkynde frelse, kærlighed og fællesskab, der normalt anses for at være kristendommens DNA og være for alle mennesker uanset køn, ikke kun for kvinder? Hvilken teologi og kønshermeneutik ligger bag, når kvindelige præsters arbejde i en fordømmende tone italesættes som ”omsorgsarbejde” i en evangelisk-luthersk folkekirke, hvis grundstof fra Luthers lære er sjælesorg og diakoni? Hvilken kønsdiskurs er på færde, når den offentlige debat om præsters embedsførelse bliver reduceret til en polarisering mellem kvinder og mænd, feminint og maskulint? Hvilken teologi og kønshermeneutik ligger til grund for denne stigmatisering af kvinder generisk– uden hensyn til at køn i senmoderniteten er flydende? Hvordan forstår man egentlig køn og menneske? Hvilket gudsbillede har man? Hvordan forstår man kirke? Alle disse hermeneutiske og teologiske spørgsmål trænger sig på, og de trænger sig på som netop spørgsmål om køn.

Op til 70-året for ordinationen af de første tre kvinder i den danske folkekirke i 2018, skal der sættes ekstra fokus på udforskningen af forholdet mellem kirke, køn og embede – ikke mindst i lyset af tilbagerulningen af ligestilling i den lutherske kirke i Letland. I mine undersøgelser og analyser anvender jeg kønsteorier, som eksempelvis den amerikanske post-strukturalist, Judith Butlers, teori om kønnet som et performativ, der hele tiden konstrueres og materialiserer sig på ny – i erkendelse af, at der er mange flere køn end de to konventionelle, som på sin side afspejler konstruerede, kulturbestemte opfattelser af, hvordan henholdsvis kvinder og mænd er.

Luther og kvinder
I anledning af, at det i 2017 er 500-året for Luthers reformation, er jeg involveret i en række internationale projekter og publikationer. Et stort forskningsarbejde har drejet sig om revisioner af engelske oversættelser af centrale Luther-tekster fra Luther Works. I 2015 udkom de første bind i serien af The Annotated Luther, hvor jeg har bidraget til bind 2: Words and Faith med en revideret og moderniseret engelsk oversættelse af Luthers latinske afhandling Sermo de duplici iustitia (Om to slags retfærdighed) og ny introduktion samt kommentarrubrikker. I 2017 publiceres de sidste bind i serien, herunder bind 6: The Interpretation of Scripture, hvor jeg bidrager med revision af den engelske oversættelse af Luthers latinske Genesisforelæsninger, nærmere bestemt af Gen 1,26-2,3. Forelæsningerne er ikke nedskrevet af Luther selv, men af hans studerende, men vi mener, de i hovedsagen er tro mod Luthers tanker og indeholder kernen af hans antropologi. En stor del af oversættelsesarbejdet af præcis denne tekst har naturligvis været at få Luthers syn på køn og kønnenes interaktion i relation til Gud og verden frem i overensstemmelse med den latinske tekst og ordenes betydning i Luthers samtid. I det arbejde må man læse Luther både kontekstuelt og inter-tekstuelt, og nogle gange faktisk sætte Luther op mod Luther.  

I oversættelsesarbejdet med begge disse tekster har et indgående kendskab til latin og græsk spillet en væsentlig rolle. Renæssancehumanisternes og reformatorernes kampråb, ad fontes, har i den henseende bevist sin gyldighed. Uden at gå til kilderne og læse dem på originalsproget er det ikke muligt at se på teksterne med friske øjne. Den detaljerede revision af de engelske oversættelser i Luther Works har – ikke helt overraskende – været afslørende for, i hvor høj grad oversættelser også er fortolkninger, der er kontekstuelt bestemt. Det er så at sige et grundforskningsarbejde, og ud over sprogkundskab i latin og engelsk er kendskab til Luthers særlige kontekst (historisk, teologisk og kulturelt) også en afgørende faktor for at kunne gå ind i teksterne og åbne dem på ny. Dette forskningsarbejde har to formål: (1) at rense Luthers tekster for den eisegese, som har sneget sig ind og i videst mulige forstand bevare Luthers egne, oprindelige formuleringer (uden fortolkende tilføjelser i brødteksten); og (2) at opdatere sproget til et nutidig engelsk, der spiller sammen med Luthers eget overvejende inklusive sprog. Sprog er levende og bevæger sig. Relevant for kønsperspektivet er det, at Luthers tekster er adresseret til mennesket, ligesom han er optaget af, at Gud blev menneske, ikke mand. Derfor bruger han overvejende termen homo (menneske) også om Kristus, ikke termen vir (mand). Her er Luther på linje med de oldkirkelige bekendelser, som præcis fokuserer på forholdet Gud-menneske, ikke forholdet Gud-mand: Kristus blev menneske (homo, anthropós), ikke mand (latin: vir; græsk: anér). I Luther Works er homo konsekvent oversat til det gammeldags man, der jo betyder ”an adult male human being”. I den nye oversættelse har vi konsekvent anvendt human being, henholdsvis person, og humankind/humanity i overensstemmelse med nutidig angloamerikansk. Det vil blive betragtet som obsolet at anvende man som generisk betegnelse for menneske, og de yngre generationer læser det retteligt som led i en kønsdiskriminerende, ekskluderende diskurs. Nutidig engelsk er således blevet ækvivalent med latin og græsk, hvor man kan skelne mellem mand og menneske.

At have løftet disse terminologiske forskelle op er essentielt for Luther-forskningen, og navnlig er det af stor betydning i et kønsperspektiv. Desværre behersker mange forskere ikke længere de sproglige færdigheder, som det kræver at sætte sig ind i og fordybe sig i det før-moderne univers. Denne lingvistiske mangel har store politiske konsekvenser for forskning i både fortid og nutid. Vi mister evnen til at forstå anderledes kulturer og sprog og dermed også evnen til at nytolke deres udsagnskraft. Af samme grund kritiseres Luther i forskellige postmoderne diskurser for at være misogyn og at reducere kvinders rolle i samfund og kirke. Oversættelsesarbejdet har derfor en direkte tilknytning til mit andet projekt inden for Lutherforskningen: Luther og kvinder: Hvad er Luthers syn på og forhold til kvinder? Hvilken rolle spiller kvinder og mænd i hans teologi? Via kontekstuelle og hermeneutiske læsninger af forskellige tekstgenrer (afhandlinger, sermoner, kommentarer, forelæsninger, breve) undersøger jeg Luthers syn på køn. Er Luther så negativ, som nogle gerne vil fremstille ham? Hvis han er, hvordan hænger det så sammen med, at ligestilling er mest udtalt i samfundskulturer og kirker præget af lutherdom? Dele af denne forskning publiceres i Encyclopedia of Martin Luther and the Reformation, 2017.

Luther from the Subaltern – the Alternative Luther
I tilknytning til projektet om Luther og kvinder arbejder jeg med et projekt, som skal belyse den side af Luthers teologi og teologiske perspektiv, der ikke fylder meget i de mange publikationer, der kommer i anledning af 500-års-jubilæet. Inspireret af postkoloniale teorier, især Spivaks forståelse af the subaltern (fra Gramsci), skal jeg sammen med et internationalt hold af forskere i gang med at analysere Luthers teologi fra de perspektiver, som traditionel lutherforskning ikke ser hans teologi fra. Kønsperspektivet er et af dem, som vi vil have som fokus. Men the subaltern indbefatter alle de lavererangerende i et bestemt verdenshierarki af køn, race, religion og kultur, og hvor den hvide mand selvfølgelig rangerer højest, mens de, der regnes for ”ikke-menneskelige” (hvorunder visse grupper af mennesker hører), rangerer lavest. At et sådant verdenshierarki eksisterer, selv i højtudviklede samfund, er Donald Trumps præsidentkampagne det aktuelle eksempel par excellence på, men det dukker også op i Danmark. I det hele taget synes verden, med eller mod det postmoderne paradigme, at være på vej mod en ekstrem polarisering af alle slags, hvor enkeltpersoner eller bestemte grupper af mennesker dehumaniseres og dæmoniseres. Målet med projektet er således at undersøge, om det er muligt at etablere en platform og et sprog, hvor det modsat en hegemonisk postmoderne diskurs igen er muligt at tale universelt om mennesket og det humane, men på en inklusiv måde.

Luther og mystik
Et forskningsområde, der har optaget mig i al min tid som forsker, er den såkaldte mystik og hvad den indebærer. Gennem mange år har jeg forsket i middelaldercisterciensernes teologi, især Bernhard af Clairvaux, Beatrice af Nazareth og Helftanonnerne. De sidstnævnte var i øvrigt sofistikerede, intellektuelle nonner i Helfta-klosteret lige uden for Eisleben, hvor Luther voksede op 200 år senere. På grund af cistercienserteologiens kompleksitet og rige, kønstranscenderende billedsprog åbner den sig hele tiden i nye formationer og forståelseshorisonter. Som en forsker, der er grundigt trænet i Luthers teologi, slog det mig ret tidligt, at store dele af deres teologi var genkendelig i Luthers teologi. Luther har mere end 500 referencer til Bernhard i sit forfatterskab, og især Bernhards kristologi og korsteologi har inspireret ham. Det er i sig selv meget interessant og tilfører Lutherforskningen nye perspektiver i form af den kontinuitet, den traditionsstreng, Luther ser sig selv i. Derfor har jeg de senere år forsket intensivt i forholdet mellem især Bernhards og Luthers teologi på forskellige centrale lærepunkter.

Et af de punkter, som er mest omdiskuteret, er den såkaldte mystik. Ordet ”mystik” er moderne, designet som et nedladende ord i det 17. århundredes protestantiske sammenhæng. Især den tyske Lutherrenæssance konstruerede fra 1900-tallets begyndelse en mystikdiskurs, som den placerede Luther og Bernhard inden for i et konfessionelt opgør mellem lutherdom og katolicisme, hhv. reformert teologi.  Mystikdiskursen kulminerede i 1930’ernes Lutherrenæssance, hvor de fremmeste forskere alle var nazister. Her skabte Vogelsang en konstruktion, der endegyldigt kunne forholde Luthers rene tyske teologi fra Bernhards underlødige katolske (og franske) mystik. Det interessante er bare, at hverken Bernhard eller Luther ville se sig selv som mystikere. Da Vogelsangs konstruktion af mystik trods de nazistiske undertoner blev rehabiliteret af tysk Lutherforskning i 1960’erne, og da mystikdiskursen i øvrigt er et konceptuelt morads med mangeartede interessenter, er det min løbende forskningsinteresse at afdække konstruktionen og belyse teologien. Senest med mit bidrag om ”Mysticism in the Lutherrenaissance” i Lutherrenaissance. Past and Present, 2015.