af Carsten Bach-Nielsen og Nils Arne Pedersen
P.G. Lindhardt (1910-1988) blev i 1942 den første professor i kirkehistorie ved det unge fakultet. Han var nyslået doktor på en afhandling om pietismen og dens administration. Som elev af J. Oskar Andersen havde han lært historisk kildekritik, den såkaldt erslevske metode, men skulle komme til at udvikle denne ret rigide metode, dels i en materialistisk retning og dels i en metode, der tog udgangspunkt i individet, altså mere psykologisk.
Lindhardts navn blev i 1950’erne kendt i hele landet, da han udråbtes til århusprofessoren, der afskaffede det evige liv. I et foredrag på Askov Højskole i 1952 gentog han blot det, alle modernitetsteologer havde sagt de sidste 30 år: at man ikke kunne forvente, at dette liv ville fortsætte ind i et nyt liv som en problemfri fortsættelse. Dette garnerede han med kostelige eksempler fra den danske guldalders litteratur. Foredraget blev ”opdaget” af pressen, der slog det stort op. Lindhardt tog evighedshåbet fra fru Jensen, hævdede man. Selv svarede han, at det eneste vi kunne vide, var, at vort liv altid er i Guds hånd. Intet mere.
Lindhardt var blevet en befrier. Han gjorde op med vanetænkningen, de vante former og forestillinger. I 1950’erne blev det til en række af sådanne raids mod snærende grænser og påtvungen tænkning. Således kastede han sig allerede i 1951 ind i kritikken af vækkelsesbevægelsernes historieskrivning, som han hævdede, var bestemt af det augustinske historiesyn, at Gud handler i historien, at han fører sit folk frem mod en bestemmelse. Det var let for vækkelserne at tolke deres historie som udslag af Guds vilje, af Guds finger og førelse i historien. Med inspiration af socialhistorikeren Hans Jensen og dels under indflydelse af Hans Kirks roman Fiskerne anlagde Lindhardt et materialistisk syn på historien. Det hårde og risikofyldte liv på havet og i hytterne skabte grobund for Indre Mission, der lovede ”et bedre forår”. De store hartkorn og flæskeeksporten til England var baggrund for de livsglade og tilfredse grundtvigianere, der allerede levede i gyldenåret. Dette fremførte Lindhardt i bogen Vækkelse og kirkelige retninger. Den havde som effekt, at unge mennesker nu kunne se sig som frie i forhold til vækkelsernes mytologier og påtvungne eller lukkende fællesskaber.
Siden kom i 1958 bogen Helvedesstrategi med det bekendte afsnit om det norske helvede, hvor Lindhardt tog hele ideen om skyld og straf op til kritisk behandling.
Den polemiske brug af kirkehistorien syntes ikke acceptabel for Jakob Balling (1928-2012), der i 1963 blev ansat som professor i oldkirkens og middelalderens kirkehistorie. Han havde arbejdet med forholdet mellem kejser og pave i middelalderen, men interesserede sig i stigende grad for teologi og poesi samt for historiografi og universalhistorie. Balling var en ophøjet type, en udpræget forelæser, der var svær at komme ind på livet af, men hans øvelser for mindre hold var meget givende. Her læste han forfatterskaber som Dantes og Miltons på originalsprogene med studenterne – i en afslappet atmosfære. Bogen om Poeterne som kirkelærere fra 1983 blev afprøvet gennem sådanne øvelser. Bogen De unge skal se syner fra 1997 var resultatet af et samarbejde med to studenter (Ulla Morre Bidstrup og Torben Bramming) i forbindelse med en universitetsøvelse. Det var en kommenteret oversættelse af Perpetuamartyriet – beretningen om den unge kvinde Perpetuas lidelse og død under forfølgelser i Karthago i begyndelsen af det 3. årh. – en tekst, der er særligt spændende ved måske at rumme selvbiografiske optegnelser fra Perpetua og dermed en sjælden kvindelig synsvinkel fra oldtiden.
Det var især på vækkelsesforskningens område, at Lindhardt mødte faglig modsigelse. Den kom blandt andre fra Anders Pontoppidan Thyssen (1921-2014), der som amanuensis specialiserede sig i nyere nordisk kirkehistorie. Han ville gennem et nærstudium af vækkelserne forsøge at give et mere komplet og komplekst billede af virkeligheden. Dette skete i det stort anlagte værk Vækkelsernes frembrud i Danmark. Thyssen var hovedredaktør, men flere af instituttets medarbejdere som Knud Ottosen og Frands Ole Overgaard skrev selvstændige bind om regionale vækkelser. Thyssen skrev også om nationalitetskampen i Sønderjylland, om herrnhutersamfundet i Christiansfeld og ikke mindst lykkedes det ham at færdiggøre P. Nedergaards store værk Dansk Præste- og Sognehistorie. Pontoppidan Thyssen efterfulgte Lindhardt som professor i den nyere del af kirkehistorien.
Knud Ottosens disputats The responsories and versicles of the Latin Office of the Dead fra 1993 var resultatet af mange års omhyggeligt arbejde med mere end 2000 kilder, der sammenlignede de salmevers, som man brugte i middelalderens Vesteuropa, når man sang tidebønner til minde om de døde, med henblik på at fastlægge deres geografiske oprindelse. Til dette formål havde Ottosen skabt en database sammen med Bjarner Svejgaard fra Regnecentralen på Aarhus Universitet. Computerne fyldte dengang en hel stue – det var før microchippen og den personlige computer – og vi kan i dag more os over, at samtiden ikke forstod Ottosens pionerindsats, men i stedet så det som lettere komisk, at han sammenblandede teologi og EDB.
Henning Lehmanns disputats Per Piscatores fra 1975 undersøgte en samling homilier, der foreligger på armensk, men er oversat fra græsk. Forfatterspørgsmålet var uafklaret, men Lehmann påviste, at de stammer fra to syriske biskopper i det 4.-5. årh., de første 8 homilier fra Euseb af Emesa og de sidste 5 fra Severian af Gabala. Undersøgelsen byggede på en række specialundersøgelser, der bl.a. også kastede nyt lys over de armenske bibeloversættelsers historie. Lehmann blev lektor med patristikken som hovedområde, men udviste så store administrative evner, at han efter flere gange at have været dekan for Det teologiske Fakultet blev rektor for hele universitetet i 19 år. Til slut vendte han tilbage til teologi, hvor han var professor i kirkehistorie i nogle få år.
Jørgen Stenbæk, der blev lektor i kirkehistorie efter en lang karriere på Kristendomskundskab og Institut for Religionsvidenskab, kastede sig over studier i moderne kirkeret og var medinitiativtager til dannelsen af Selskab for Kirkeret med hjemsted i Aarhus. Han skrev også storværket om Præsteforeningens historie i 1999.
Faget havde siden sin begyndelse i Aarhus lidt under en noget forældet lærebog, nemlig Holmquists og Nørregaards trebindsværk. Den var oprindeligt skrevet i 1920’erne, så den måtte med tiden forekomme mere og mere utidssvarende. Det var svært at nå til enighed med fakultetet i København om skabelsen af en ny lærebog. I København opfattedes kirkehistorie som det største og vigtigste fag. Derfor var pensum der også meget større end i Aarhus. Efter talrige forsøg lykkedes det dog en ny gruppe af kirkehistorikere i Aarhus, der ikke følte sig bundet af deres ældre kollegers skepsis, at få færdiggjort en helt ny lærebog i kirkens historie i to bind – svarende til pensum på bachelorstudiet i København og Aarhus. Det var i høj grad professor Jens Holger Schjørring, der var fødselshjælper, og han bidrog selv med afsnittet om den nyeste tid i bogen. Redaktørerne af Kirkens historie 1-2 var professor Per Ingesman og Carsten Bach-Nielsen. Nils Arne Pedersen skrev oldkirkens historie. Bogen, der udkom i 2012, må siges at være en milesten. Den standardiserede stoffet og etablerede en fælles baggrund inden for faget kirkehistorie, hvor man længe havde klaret sig med vekslende kompendier.
Man kan håbe og forvente, at 2017, 500-året for reformationen, også vil blive et højdepunkt for det noget decimerede fagmiljø. Per Ingesman og Carsten Bach-Nielsen er som hovedredaktører involveret i to af jubilæumsårets største og mest ambitiøse udgivelser.
