Selvmord i Det Gamle Testamente og De Gamle Højkulturer

Ny bog


Af Jan Dietrich

Bogens baggrund

I 2007 skulle jeg som assistent på Leipzig Universitet organisere en konference om dødsforestillinger i det gamle Israel, det gamle Ægypten og den gamle Orient. Efter konferencen blev jeg spurgt, om jeg ikke kunne bidrage til den efterfølgende konference-publikation med en tekst om enten henrettelser eller selvmord – to ikke specielt populære temaer som der ikke havde været særlige indlæg om under konferencen. Efter nogen betænkningstid erkendte jeg, at selvmordet var et vigtigt, sensibelt og spændende tema der var velegnet som indgang til en antropologisk undersøgelse af kulturers livsværdier og de værdier som mennesker syntes det var værd at dø for. Derfor begyndte jeg herefter at beskæftige mig med temaet, og nu, efter flere år, er der udkommet en bog om et hidtil underbelyst tema der ikke tidligere er blevet behandlet monografisk i gammeltestamentlig forskning.  

Forskningens forskningshul

Det kan siges, at selvmord er et meget omdiskuteret tema i det moderne samfund, både i medierne og inden for forskellige videnskabelige felter. Men selvom også mange teologer regelmæssigt bidrager til debatten, har der hidtil manglet en omfattende undersøgelse om selvmordet i Det Gamle Testamente og de gamle højkulturer fra før Kristi fødsel. Med min nye bog prøver jeg at lukke dette forskningshul, og at præsentere alle indtil nu bekendte kilder om selvmordet i den hebraiske bibel, det gamle Ægypten og den gamle Orient ved at inddrage såvel tekster som ikonografiske og arkæologiske kilder. I min bog problematiserer jeg begrebet ”selvmord” og desuden afgrænser jeg selvmord og selvmordtanker fra almindelige dødsønsker, der ikke omfatter selvmord som en mulighed. I det hele taget vælger jeg et kulturhistorisk og sociologisk perspektiv for at klassificere de forskellige kilder til selvmord i forskellige typer. På denne måde forsøger jeg at forstå selvmordet ud fra de gamle kulturers egne perspektiver uden på forhånd, ud fra senere kirkelige og moderne vurderinger, at stigmatisere selvmord som en slags sygdom eller en slags synd. I stedet for at søge efter patologiske årsager vil jeg anskue selvmord som en form for ”meningshistorie”, dvs. som meningsfulde forsøg på at finde en løsning i ekstreme, livsrelevante problemsituationer. Ved at modificere sociologen Jean Beachlers typologisering af former for selvmord inddeler jeg de gamle højkulturers, inkl. det gamle Israels, selvmordkilder i forskellige typer.

Selvmordtyper i Det Gamle Testamente og de gamle højkulturer

De fleste tilfælde kan klassificeres som eskapistiske selvmord. Disse kan forekomme i forskellige kontekster, og ofte sætter de gamle kulturers normale æres- og skamforståelser de rammer inden for hvilken et selvmord skal forstås. Eskapistiske former for selvmord har til formål at flygte fra uholdbare situationer – især håbløse krigssituationer med ofte forudsigeligt fangenskab eller endda tortur. Selvmord på krigspladsen med eget sværd eller selvbrænding i ens egen by under belejring er de hyppigste kontekster for den eskapistiske selvmordstype. To kendte eksempler fra Bibelen er Sauls selvmord med sit sværd i 1 Samuel 31 og Simris selvbrændning ved byens belejring i 1 Kongebog 16; men der findes også kilder til denne type uden for Bibelen. En anden undertype af den eskapistiske er det såkaldte ‘bilance’- eller ’saldo’-selvmord. Her vurderer personen sit eget livsforløb negativt og vælger derfor at begå selvmord, sådan som for eksempel Ahitofel i 2 Samuel 17 eller som Sarah overvejer at gøre i Tobit 3. Andre sammenhænge hvor man finder den eskapistiske type er juridiske kontekster og sociale krisesituationer med ”anomiske selvmordtyper” (for at bruge et begreb fra Émile Durkheim). Også her findes der eksempler i Det Gamle Testamente (juridisk muligvis i 2 Makkabæerbog 10) og i de gamle højkulturer (anomisk for eksempel de såkaldte Formaninger af Ipuwer).

En helt anden type er den aggressive, hvor en person i og med et selvmord forsøger at dræbe andre mennesker, eller hvor andre mennesker tvinges til noget ved hjælp af selvmordtrusler. Her er Samsons selvmord, som Samson bruger for at hævne sig på sine fjender, i Dommerbogen 16 det bedst kendte eksempel (jf. også 1 Makkabæerbog 6). En undertype af den aggressive selvmordtype er selvmordtruslen. I eventyr fra det gamle Ægypten samt i breve fra det gamle Syrien og Mesopotamien truer kvinder (og i nogle tilfælde også mænd) med selvmord, hvis andre ikke imødekommer deres ønsker. I denne kontekst kan det overvejes om også Rebekka og Rakel (med fin retorik) truer med selvmord for at tvinge deres mænd til at imødekomme dem ‒ hvad de så også gør (if. 1 Mosebog 27,46; 30,1).

Den sidste selvmordtype, der findes i Bibelen og de gamle højkulturer, er den oblative (fra latinsk offere – ”fremføre, skænke”), som også kan kaldes for ”altruistisk” ifølge Durkheim. Når for eksempel profeten Jonas opfordrer sine skibskammerater til at kaste ham over bord og ned i det stormende hav, tror både skibsmandskabet og Jonas selv formodentlig at han vil drukne; men Jonas’ altruistiske formål bliver også eksplicit formuleret i sætningen i Jonas Bog 1,12: ”Tag mig og kast mig i havet, for at havet falder til ro foran jer.” En anden form for altruistisk selvmord er den mulighed som stiller sig for martyrerne i 2 Makkabæerbog: I en tortursituation skal de selv beslutte om de vil adlyde kongen og overleve, eller om de vil modsætte sig ham og dø. I nogle af disse situationer peger flere træk på at det her drejer sig om påtvungne situationer hvor martyrerne alligevel beslutter sig ”frivilligt” for at dø for at være et godt forbillede for jøderne ved på denne måde at vidne om den eneste og sande gud og redde Israel. En helt anden slags oblativt selvmord er det en tilhænger kan begå for at følge sin hersker i døden. Sauls våbendrager i 1 Samuelbog 31 er her kun det bedst kendte eksempel. Problematiske er de store gamle herskergrave fra det tredje og andet årstusind før Kristus der findes i Ægypten og Mesopotamien. Her er der muligvis eksempler på, at mennesker i en eller anden forstand har været indforstået i at blive begravet samtidig med deres afdøde hersker for at følge dem ned i dødsriget.

Selvmordet som ”meningsfuld Handling” i ekstreme undtagelsessituationer 

De nævnte tilfælde er kun eksempler; der er mange flere i bogen. I det hele taget har de fleste selvmordhandlinger et formål og er ifølge de gamle højkulturers kulturelle rammer ”meningsfulde” handlinger. De fleste bygger på ære- og skam-aspekter og beskrives neutralt og forstående. Der er kun få eksempler på at et selvmord fejres som en heroisk handling (Dommerbogen 16), henholdsvis at en selvmordhandling afvises som en synd (i 1 Krønikebog 10 er der et omstridt tilfælde) eller ud fra socialmoralske overvejelser (Tobit 3). Det er ikke muligt ud fra de inddragne eksempler at uddrage nogle almindelige regler om selvmord som eventuelt kunne overføres til nutiden. Materialet rummer kun selvmordhandlinger og -tanker i ofte ekstreme undtagelsessituationer. Måske skal vi anse selvmordet som en menneskelig handling der kan ske i undtagelsessituationer ‒ uden at antage at selvmord kan moraliseres ud fra et sæt af generelle regler. Min bog har samlet kilder til selvmord fra Bibelen og fra de andre gamle højkulturer. Hvis den kan hjælpe med at forstå selvmordtanker og -handlinger i disse gamle tider, ud fra deres egne forståelsesrammer, og hvis den kan hjælpe med at gøre os mere sensible over for tragikken af nogle livsskæbner, har bogen opfyldt sit mål.