Af Anders-Christian Jacobsen, Bo Kristian Holm, Else Marie Wiberg Pedersen, Peter Lodberg og Jakob Egeris Thorsen

I januarnummeret af Nyt fra Aarhusteologerne skrev vi om dogmatikkens, missionsteologiens og den økumeniske teologis historie på Aarhus Universitet. Nu er tiden kommet til at ’spå’ om fagenes fremtid. Det er dog ikke rent gætteri, hvordan fremtiden for fagene vil forme sig. Vi sluttede den foregående artikel med at fastslå, at hovedpunkterne i den 75-årige tradition, der ligger bag os, stadig er levende og vil være retningsgivende for fagenes fremtidige udvikling. Det gælder det stadige fokus på dogmatikkens hovedtemaer: skabelseteologi, kristologi og helligåndsteologi; det gælder bevidstheden om den lange teologiske traditions betydning for det teologiske arbejde med nutidens problemstillinger; det gælder det udadvendte blik, der altid har kendetegnet det dogmatiske, missionsteologiske og økumeniske arbejde på Aarhus Universitet; det gælder åbenheden for nytænkning både fagligt og organisatorisk, som senest har givet sig udtryk i oprettelsen af en kandidatuddannelse i diakoni, et fag som efter al sandsynlighed vil komme til at sætte et vigtigt aftryk på den systematiske teologi på Aarhus Universitet i de kommende år. Disse traditioner og faglige tyngdepunkter vil blive ført videre, idet de vil blive reflekteret i forhold til nutidens og fremtidens teologiske, kirkelige og samfundsmæssige problemstillinger.

Selv om det kun er 75 år siden, at Det Teologiske Fakultet i Aarhus blev grundlagt er både de teologiske, kirkelige og samfundsmæssige virkeligheder ændret radikalt siden da. De samfundsmæssige og politiske forhold er præget af en stærk spænding mellem på den ene side globalisering og på den anden side individualisering og nationalistiske tendenser. De økonomiske systemer skaber større og større uligheder mellem rig og fattig, syd og nord, og ligestillingen mellem køn og folkeslag lader vente på sig.  Disse bevægelser er udtryk for, at modernitetens optimistiske tro på, at verden og tænkningen ville gennemløbe en ubrudt fornuftig udvikling, er kommet under stærkt pres fra mange sider. Disse og andre lignende udviklinger præger både teologien og kirkesamfundene, hvor etablerede tankemønstre og institutioner må reformuleres. Det gælder ikke mindst den systematiske teologi, hvor selve forestillingen om, at teologisk tænkning kan lede frem til en almengyldig sammenhængende teologi nu afvises af mange. Det er strengt nødvendigt, at dogmatikken, missionsteologien, den økumeniske teologi og diakonien gennemtænker traditionens store teologiske spørgsmål og tematikker i lyset af disse nye udviklinger. Sker det ikke, bliver fagene betydningsløse. Det er heldigvis sådan, at det netop sker både i Aarhus og mange andre steder. Derfor er vi meget optimistiske omkring fagenes fremtidige relevans.

Dogmatik
Meget tyder, at de spørgsmål, der vil optage dogmatikken de næste 75 år, vil være de samme som altid har optaget den, men også at disse spørgsmål i fremtiden vil blive skærpet i forhold til en tid præget af radikal globalisering på den ene side og radikal individualisering på den anden side. Fremtidens dogmatik skal balancere i et samfund, der bliver stadig mere heterogent. De teologiske loci lige fra den teologiske antropologi over gudsbegreb, inklusive kristologi, til ekklesiologi og eskatologi må gentænkes og reformuleres ind i det 21. århundredes post-sekulære, vestlige samfund med dets spændvidde fra en re-sakraliseret livstydning til en totalitær ateisme. Ingen af disse poler betyder nødvendigvis en kristen forståelseshorisont samfundsmæssigt eller individuelt, og dogmatikken må derfor kunne adressere et ultimativt heterogent samfund, hvor en pluriform kristen livstydning må formulere sig imod såvel religiøs som a-religiøs fundamentalisme.

Faget dogmatik vil fortsat skulle arbejde med sine grundlagsproblemer, ikke mindst i mødet med en omverden, der ofte afviser kravet om systematisk tænkning og fremstilling af kollektive tros- og livssynsoverbevisninger som et utidigt overgreb på den enkeltes personlige tanke- og handlefrihed. Den kristne dogmatiks påstand om, at mennesket bestandig fanger sig selv i negative tanke- og handlingsmønstre, som det ikke selv er i stand til at befri sig fra, har gennem hele kristendommens historie været en anstødssten for det menneske, der vil forstå sig selv som uafhængigt. I senmoderniteten er sandhedsspørgsmålet yderligere udfordret. ”Fake news” og manglende respekt for retsstaten viser, hvad der sker, når individet ikke længere føler sig forpligtet på andet end sig selv. Med reformationen blev det pointeret, at mennesket har brug for hjælp ude fra, hvis det skal befries fra sig selv. Det bliver en opgave at vise, hvilken rolle kristen teologi spiller for den enkeltes forståelse af sig selv og sin omverden – både historisk i forhold til skabelsen af det nuværende samfund og kritisk i forhold til de ideologier, der etablerer sig som alternativer.

I forlængelse af diskussionen om dogmatikkens mulige knægtelse af den menneskelige frihed, står diskussionen om menneskets værdighed. Senmoderniteten er ramt af det paradoks, at den fremadskridende individualisering truer med at dehumanisere mennesket og reducere det til ressourcer og kompetencer. Hvad mennesket skal i verden, bliver et endnu mere presserende spørgsmål i en verden, hvor teknologi overtager mange traditionelle arbejdsprocesser. Eksisterer verden blot som genstand for menneskets udnyttelse, eller er verden en gave, der skal tages i mod. Her må dogmatikken udarbejde en teologisk antropologi, der kan indfange livets flertydighed og dets materialisering i en social mangfoldighed, hvor køn og krop er en væsentlig del af det at være et menneske. Ligeledes må dogmatikken formulere en skabelsesteologi, der ikke er antropocentrisk men kan indfange presserende problemer som fx klimaspørgsmål.

Den tiltagende individualisering vil også gøre det teologisk nødvendigt at beskæftige sig med to andre klassiske spørgsmål, som begge er under pres. Kristologien synes på globalt plan at være udfordret. På den sydlige halvkugle er kristendommen præget af karismatiske og neo-pentekostale bevægelser, der ensidigt lægger vægten på Helligåndens virke i den enkelte. På den nordlige halvkugle synes en form for afsvækket skabelsesteologi at være udbredt. Kristendommens kerne, at Gud viser sig i et menneske, og på én gang er forenet med og afgørende forskellig fra mennesket, var den tanke, der drev kristendommen fremad på afgørende tidspunkter i dens historie. I det 20. århundredes protestantiske teologi betonedes ’Ordet om Kristus’ i så høj grad, at både skabelsesteologi og Helligåndsteologi truede med at falde ud af billedet. Mod slutningen af det 20. århundrede begyndte flere teologer imidlertid at få øjnene op for den kristne treenighedslære, hvis omdrejningspunkt netop er kristologien. Et stærkere fokus på treenighedsteologien i sammenhæng med inkarnationskristologien synes uomgængeligt i det 21. århundrede, hvis teologien stadig skal have noget særligt at sige. Her må dogmatikken byde sig til med en treenighedsteologi og en inkarnationskristologi, der påpeger kristen teologis egenart og dens relevans for en demokratisk og socialt bevidst samfundskultur, hvor immaterielle værdier er mindst lige så vigtige som de materielle.

I en tid med stigende individualisering bliver spørgsmålet om, hvad kirke er, også afgørende. Kan kirken stå for et budskab, eller må den blot være ramme for individers religionsudøvelse, og kan hvilken som helst religionsudøvelse med rette kalde sig kristen. På grund af folkekirkens status i Danmark har kun få tænkt grundlæggende over kirkens rolle og betydning i det 21. århundrede. Igen er individualiseringen en udfordring: hvordan skal vi forstå forholdet mellem kirken som bærer af et budskab og individers egen religiøsitet. Er der tale om modsætninger, eller kan individualitet og traditionsforvaltning forenes? Her må dogmatikken byde sig til med nye ekklesiologiske overvejelser over kirkens rolle, ikke mindst i sammenhæng med en genformulering af inkarnationsteologien og eskatologien.

Missionsteologi og økumenisk teologi
Ingen havde forudset Berlin-murens fald, angrebet på Twin Towers i New York eller den arabiske opstand i 2011. Udvikling er ikke kun kontinuerlig, men sker også i form af brud, der sætter helt nye rammer for den politiske, kulturelle – og teologiske diskussion.

Missionsteologi og økumenisk teologi nyder godt af globalisering, vandring af mennesker på kryds og tværs af landegrænser samt opbrud i vante religiøse og teologiske tankebaner. Hvis denne udvikling fortsætter vil der blive endnu mere brug for forskning, undervisning og formidling i de emner, der traditionelt har knyttet sig til missionsteologi og økumenisk teologi som en systematisk teologisk disciplin, der vedkender sig sin afhængighed af forskningen inden for eksegese, kirkehistorie og praktisk teologi.

Omdrejningspunktet for missionsteologisk og økumenisk teologisk forskning er mødet mellem til tider meget forskellige teologiske og religiøse opfattelser. Det vil fortsat være vigtigt at analysere og bidrage til den økumeniske læresamtale mellem de kristne kirkesamfund. Betydningen af disse læresamtaler vil efter al sandsynlighed vokse i en dansk sammenhæng, fordi den konfessionelle mangfoldighed vil tage til og mange familier vil blive små økumeniske fællesskaber. Samtidig vil erfaringen af, at familien kan leve godt med forskellige konfessioner repræsenteret, tvinge den økumeniske læresamtale til at være opmærksom på den levede økumeni.

Den samfundsmæssige dynamik vil også sætte sit præg på nødvendigheden af forskning inden for den del af missionsteologien, som i dag kaldes for religionsteologien. Begrebet dækker over teologiske emner, der knytter sig til den religiøse pluralisme som fx gudsbegrebet, antropologien og etikken i de forskellige religioner. Religionsteologien er både beskrivende og normativ med udgangspunkt i de forskellige religioners opfattelse af, hvad der er sandhed, og hvordan den varetages teologisk i religionerne.

Missionsteologi og økumenisk teologi er tillige forskning og undervisning inden for konfessionskundskab. Det vil fortsat være vigtigt at studere væsentlige udviklingstræk i de store kirkesamfund. Det gælder også den globale pentekostalisme samt fremgangsteologien i Afrika og Latinamerika. Særlig opmærksomhed er der brug for i forhold til udviklingen i Mellemøsten, hvor de kristne kirker mange steder er kastet ud i en eksistenskamp. Det gælder især i Israel/Palæstina, der kan tjene som et minikosmos for at forstå, hvad der kan ske, når jødedom, kristendom og islam mødes og kolliderer i forbindelse med uenighed om nationalstatsdannelse og religionens betydning for national identitet.

Diakoni
Siden efteråret 2014 har AU udbudt en ny, tværfaglig kandidatuddannelse i diakoni, som har sin organisatoriske og faglige forankring på Afdeling for Teologi. Uddannelsen indeholder fagelementer fra teologi, samfundsvidenskab og virksomhedsledelse og varetages derfor af en tværfakultær gruppe forskere og undervisere. Fra teologisk side er det særligt de systematiske fag (etik og dogmatik) og den praktiske teologi, der bidrager til uddannelsen.

Etableringen af den nye kandidatuddannelse i 2014 og oprettelsen af et lektorat i diakoni i 2017 har bidraget til, at diakonien fortsat er i fokus og at den gradvist er ved at få en mere central plads i den systematiske teologi på Aarhus. Da diakonien traditionelt betragtes som et af kirkens grundlæggende udtryk, er det derfor også naturligt, at den behandles og belyses både fra et etisk, dogmatisk, økumenisk, missionsteologisk og praktisk teologisk perspektiv. Om end et tværfagligt forskningsmæssigt samarbejde mellem de involverede forskere og undervisere stadig er i sin vorden, forventer vi at indsigterne fra samfundsvidenskab og virksomhedsledelse også vil kunne berige den systematisk teologiske beskæftigelse med diakonien.

Ikke mindst arbejdet med den nye kandidatuddannelse i diakoni og udviklingen af forskning inden for dette felt viser, at de her omtalte systematisk teologiske fag på Aarhus Universitet både er præget af tradition og fornyelse. Vi holder arven i hævd. Det kan vi kun gøre ved at forny den. I de kommende 75 år vil vi derfor stadig se, at der undervises og forskes i fagenes klassiske temaer under inddragelse af den lange teologiske tradition og under indtryk at nye kontekstuelle rammer, nye undervisningsformer og nye tværfaglige samarbejder.