Aarhus Universitets segl

Sig nærmer tiden...

Af lektor Else K. Holt

Man kan dårligt tillade sig at blive fornærmet, hvis nogen ville antyde, at 45 år på den samme arbejdsplads er udtryk for fantasiløshed. Det er det måske. Men når jeg ved årsskiftet forlader teologi i Aarhus, hvor jeg blev immatrikuleret i september 1973, ville jeg selv foretrække at opfatte mit lange liv med stedet som udtryk for et lykkeligt valg. Lykkeligt og heldigt, for mit studievalg var egentlig forholdsvis tilfældigt. Efter tre år i det nysproglige gymnasium stod det mig klart, at gymnasielærervejen ikke var min, og et år som biblioteksmedhjælper fratog mig lysten til at blive bibliotekar. Så var der egentlig kun teologien tilbage – og præst var vel ikke det værste, man kunne blive, tænkte jeg.

Men så skete der noget. Jeg fik den mest fantastisk inspirerende undervisning i hebraisk og GT-eksegese og var for evigt fortabt til gammeltestamentlige studier. Der var ganske vist også andre udmærkede sprog, fag og undervisere; men intet kunne løfte mig som arbejdet med de gammeltestamentlige tekster og deres baggrund. Og så blev jeg hængende dér, godt hjulpet af den daværende gruppe af faste lærere, særligt Hans Gottlieb, Benedikt Otzen og ikke mindst Knud Jeppesen, som senere blev min vejleder og gode ven og rådgiver. Ved Institut for Gammel Testamente var der en særlig varm og opmuntrende ånd og god tone, der gjorde det nemt at føle sig hjemme, og havde det ikke været for det gode arbejdsmiljø, der også udstraktes til en interesseret studerende, var jeg nok aldrig blevet universitetslærer. Så altså – jeg blev hængende.

Om studieordningers foranderlighed

Studieordningen af 1972, som jeg fulgte, var første skridt på vejen mod en hjælp til studerende til at finde vej gennem den fremmede verden, som universitetet var dengang, og stadig er for mange. Men rækkefølgen af fagene på både første og anden fase (svarende nogenlunde til nutidens BA- og KA-uddannelser) var stadig ganske fri. Bortset fra kravet om at kunne græsk, før man læste NT og hebraisk før GT, var der ingen krav om en særlig rækkefølge af de såkaldte delprøver på første fase. Man gik til det, man syntes så sjovest ud af de fem klassiske fag, og sørgede så vidt muligt for at undgå lærere med dårligt rygte – af og til helt ufortjent. Så gik man til delprøve, fire timer uden hjælpemidler bortset fra ordbøger og grammatik. Ordet eksamen var afskaffet; tanken var, at prøven blot var en forlængelse af selve undervisningen, og at man ikke behøvede at læse op, for det havde man jo allerede gjort i løbet af semestret. I praksis fungerede det naturligvis ikke helt sådan, hvilket ældre og mere erfarne studerende var rare nok til at fortælle os.

Anden fase var fri og åben. Man aflagde mundtlig eksamen i NT-teologi og skrev to 50-siders opgaver samt et speciale, der til gengæld kunne antage et uhyrligt omfang. Derfor blev der på et tidspunkt sat en maksimumsgrænse på 80 sider for specialet. Alle opgaver var frit valgt og gik hånd i hånd med, at man fulgte eksamensfrie øvelser i fagområder, man syntes lød sjove. Selv har jeg fx deltaget i et kursus i læsning af gotisk håndskrift, så jeg kunne læse Grundtvigs prædikener i manuskriptform, og et i læsning af notation af byzantinsk kirkemusik, begge dele hos Christian Thodberg. Desuden i litterære eksegetiske metoder og i religionssociologi. En øvelse hos Kirsten Nielsen, ”Kvinder i Det Gamle Testamente,” kom der en lille artikelsamling ud af, Thi Gud er jeg, ikke mand, som stadig kan lånes på biblioteket og må læses med forsigtighed – limen i ryggen var ikke af samme høje kvalitet som artiklerne. Rundt om mig gik man til fredagsforelæsninger hos Løgstrup eller øvelse hos Professor Balling – eller Sløk, hvis man turde. Og vi havde god tid til studenterpolitik, studier i kritikken af den politiske økonomi, fejder med medstuderende, der var af den opfattelse, at studiet skulle føre til præstegerningen, at få børn og spille fodbold. Renten på de statsgaranterede lån var ganske vist høj, men bankerne beroligede os med, at det alt sammen ville blive klaret af inflationen. Det troede vi på og lystlæste, shoppede rundt i undervisningstilbuddene, og når man opdagede, at præsentationen af udbuddet måske havde lovet en større underholdnings- eller læringsværdi, end den kunne holde, eller at man bare aldrig blev nogen religionsfilosofisk højdespringer – ja, så holdt man op og lavede noget andet.

Den økonomiske studieplanlægning lå endnu nogle år ude i fremtiden. Men engang i løbet af 90’erne dukkede ordet ”frafald” op for første gang og sendte kuldegys gennem de gule gange i hovedbygningen. Man erkendte, at når folk holdt op med at studere, skyldtes det måske ikke bare deres egen dumhed eller dovenskab. Måske var der noget systemisk, også i 1972-studieordningen og dens aflæggere fra firserne, der gjorde, at en del studerende forlod studiet? Det blev fakultetets ansvar at gøre noget ved det, ikke bare af moralske, men også af økonomiske grunde.

Studienævnsformanden, Anna Marie Aagaard, nedsatte en task force af unge kolleger til at tænke vilde tanker om studieordninger. Med Ole Davidsen i spidsen og gode folk som Per Ingesman, Troels Nørager og Else Marie Wiberg på holdet – jeg selv var med på sidelinjen – blev det undersøgt, hvordan man gjorde andre steder i verden, og den tanke slog efterhånden igennem, at universitetet var ansvarligt for at vise de studerende den rette vej igennem studiet. Det kunne ikke være meningen, at alle studerende skulle gøre de samme fejltagelser og nå de samme erkendelser af, hvor fejltrinene lå. Det skulle være muligt at få at vide, hvilke bøger fagfolk anså for at være de bedste. Slut med bare at opgive 10 tilfældige salmer og 15 kapitler profetlitteratur, som om der ikke var forskel på kommentarer fra 1920’erne og nutiden. Slut med, at man aldrig vidste, hvad der kunne kræves til eksamen. Undervisningen skulle tilrettelægges, så den understøttede den studerendes egen læring, ikke modarbejdede den. Slut med helt tilfældige pensumstørrelser, der ikke passede i omfang til den afsatte studietid, der omkring den samme tid af ministeriet blev nedsat fra syv til seks år, inkl. propædeutikum. At studiet måtte melde klart og umisforståeligt ud og sikre de studerende var det mantra, der kom til at kendetegne den helt nye og revolutionerende studieordning fra 2003.

Undervisningen blev lagt i fastere rammer. Der var en nøje gennemtænkt sammenhæng mellem timetal, pensumstørrelse og studenterårsværk og mellem indlæringen af sprogene og de teologiske fag. Der skete en principiel gennemtænkning af, hvordan den moderne studerende, der ikke nødvendigvis kommer fra et hjem med klaver eller bøger og teologisk dannelse, kunne støttes i at få lært det, som er elementært nødvendigt for en teologisk kandidat at kunne og vide. Udblikket blev lidt bredere med indførelsen af religionsfag og religionsteologi i studieordningen. Gamle fagprivilegier blev taget under behandling, og det var faktisk en ret voldsom proces blandt både studerende og lærere at få 2003-ordningen på plads.

En interessant faglig udvikling skal nævnes i den sammenhæng, nemlig placeringen og indholdet af Praktisk Teologi, der blev anset for at høre til på kandidatdelen. Et forsøg på at forandre dette blev skudt effektivt ned af de studerende: teologistudiet var ikke et professionsstudium, en præsteuddannelse, men bare en forudsætning for at blive præst i folkekirken, og præstearbejdet måtte på ingen måde have indflydelse på det sekulære universitets studieordning. Indholdsmæssigt var faget, indtil professor Thodbergs pensionering i 1999, dog stadig mere historisk orienteret end rettet mod en nutidig kirkelig praksis. Her er der sket en virkelig forandring i retning af sociologisk orientering af fagmetodikken, og med en udbredt praksisorientering, der også viser sig i en stor interesse blandt de studerende for egentlige praktikophold i kirkelige (og andre) sammenhænge.

Allerede i 2007 måtte vi igen i gang med en større revision. Den onde ånd var atter frafaldet og en indkaldt pædagogisk konsulent stillede os i den sammenhæng det gode spørgsmål: ”Hvad tror I, Liselotte fra Struer forestiller sig, at hun skal studere, når hun begynder på teologi i Aarhus?” Det var et rigtig godt spørgsmål, og en af de ting, der kom ud af det, var et tværgående kursus, der indtil for nylig har heddet Teologiens Grundproblemer. Også introduktionen til, hvordan man rent praktisk studerer teologi, kom til ved samme lejlighed. Det kursus er faldet bort i den nyeste studieordning, men indholdet er heldigvis bevaret.

En anden ting, vi arbejdede med i de år, var en fast tilrettelæggelse af de studerendes daglige studietid med organiserede studiegrupper og faste skemaer, der tog højde for, at der skulle være tid til forberedelse, fælles forelæsninger og frokost. Det skulle alt sammen være med til at mindske frafaldet. Men 1) viste det sig at være uden effekt på frafaldet – af de 35 studerende, der begyndte i 2008, var der 15 tilbage året efter. Og 2) kunne de studerende ikke fordrage dette velmente overgreb på deres frie studenterliv. Så de faste skemaer forsvandt efter et par år, og kun en blødsøden, nostalgisk gammel studieleder savner dem.

Frafaldsspøgelset lod sig altså heller ikke mane i jorden med 2008-ordningen. Til gengæld fik vi en kandidatordning, der ikke havde været mere fleksibel siden 1972-ordningen, så fleksibel – og, indrømmet, fri i sin tolkning af uddannelsesbekendtgørelsen – at den blev forkastet af akkrediteringsinstituttet omkring 2010. Seminarerne på kandidatuddannelsen kunne tages med tid og mulighed for at arbejde sig i dybden. Da den mulighed blev skudt ned med 2012-studieordningen, fremsatte jeg den profeti, at de studerende ville yde civil modstand mod forandringen, og helt imod hensigten om effektivisering af studietiden lagde de kandidatstuderende da også et halvt års ekstra studietid ind, for at få lov til – at studere. Også den studieordning er nu fortid som følge af fremdriftsreform og andre statslige indgreb, de kandidatstuderende føres i stram snor, og specialetiden er nærmest halveret. Det er en af de forandringer, jeg finder allermest beklagelig; men samtidig må jeg udtrykke min dybeste beundring for specialeskrivernes evne til på 4–5 korte forårsmåneder at læse sig ind på et stof, tænke selvstændigt og formulere det klart. Der skrives stadig vældig gode specialer på Teologi i Aarhus.

De senere år har vi så fået en byge af studieordningsændringer, der alle sammen er udsprunget af krav fra magter højere end studienævnet. Studieordningsændringer skal nu tilsyneladende primært sikre økonomisk balance og studiernes administrérbarhed. Sandt nok var vi nogle stykker i sin tid, der var uhensigtsmæssigt sløve til at blive færdige. Men at det skal ende i den modsatte grøft, så man pisker folk igennem uden mulighed for at tænke sig om eller for at tage et fag en gang til, fordi udbyttet i første omgang var for magert til at bestå på, for slet ikke at tale om muligheden af lystlæsning, finder jeg bekymrende og helt imod universitetets idé.

Sammenfattende er vi blevet mere professionsorienterede og realistiske i vores forventninger til hinanden. PT er kommet ind i bacheloruddannelsen som et tegn på, at de studerende generelt ikke anser praksis for at være noget slemt. Mange studerende hænger i og kommer med stor lyst. Der er stadig tid til julerevy og semesterstartfest, morgensangen er kommet til, og de studerende organiserer sig i deres årgange og studiegrupper. Det skal nok gå – måske endda fremad.

Nye faglige udviklinger

Til sidst et par bemærkninger om den gammeltestamentlige faglighed, der også er stærkt forandret siden 1973. Den historiske kritik er stadig grundlaget for forskningen, men netop kun som grundlag, ikke som et mål i sig selv. Hvor man i min studietid ønskede at identificere begivenheder og fortælletraditioner bag ved teksterne, er der nu en stor interesse i andre aspekter. Nogle forskere arbejder religionsvidenskabeligt komparativt eller antropologisk, mens andre arbejder inden for politiske, herunder feministiske og post-koloniale, litterære eller teologiske spørgerammer. Vejen er gået fra den oprindelige litterærkritik og traditionshistorie, via redaktionskritikkens afdækning af teksthistoriske udviklinger, til en dybere interesse for de gammeltestamentlige teksters nutidige teologiske relevans.

Dét er samtidig en beskrivelse af min egen forsknings udvikling. Min tidligste forskning handlede netop om redaktions- og traditionskritik; men de senere år har for mig været præget af en interesse for den teologi, der kommer til udtryk i teksternes metaforer og ganske særligt for forståelsen af dele af GT som udtryk for og/eller bearbejdelse af historiske og kulturelle traumer. Et par gode eksempler herpå er Jeremiasbogen og Klagesangene, der begge kan læses som udtryk for det kollektive trauma, som blev udløst af Jerusalems ødelæggelse i 587 f.Kr. Spørgsmålet rejste sig: Hvorfor? Svarene herpå peger i forskellige retninger: ”Det er min egen fejl, Gud har svigtet sit folk, vi har svigtet Gud, Gud har straffet for strengt, Gud er evigt retfærdig – eller er han?” Dette ses i traumaforskningen som et af udtrykkene for det sammenbrud af livsorientering, som traumatiseringen medfører, og betragtet som sådan bliver de gammeltestamentlige tekster måske ikke mere ligetil, men i hvert fald mere acceptable. De gammeltestamentlige gudsbilleder mister deres absolutte, uforanderlige autoritet, når de betragtes som historisk betingede. De bliver til at diskutere med og modsige, dér hvor det er nødvendigt, fordi gudsbillede, erfaring og verdensforståelse skriger mod hinanden. Vi er ikke længere henvist til at acceptere, at Gud uafviseligt er en voldelig ægtemand eller brutal imperator; vi forstår, hvilken smerte, der ligger bag ved disse fremstillinger, og vi får åbnet øjnene for den helbredende styrke, der ligger gemt i de gamle klager, også over Gud selv.

Hér ligger for mig at se et teologisk potentiale, som i de følgende år bør udvikles, gerne i et tæt samarbejde mellem gammeltestamentlig teologi, hermeneutik, etik, homiletik og praktisk teologi. For hvis de gammeltestamentlige tekster bevidner et historisk potentiale for heling for enkeltindivider eller kollektiver, så rummer de også et nutidigt potentiale i sjælesorg og prædiken til både de alt for stærke og alt for svage. Det ser vi allerede praktiseret i store dele af Afrika (se Synne Garff, Når Gud bøjer sig). Et sådant arbejde må nødvendigvis foregå på baggrund af stringent historisk-kritisk eksegese, så vi ikke mis-læser teksterne; men skal den gammeltestamentlige disciplin bevare sin legitimitet, er det af afgørende betydning, at vi også bringer vores indsigter i spil i en aktuel sammenhæng.

Og hvad så?

Efter 45 år på den samme arbejdsplads må det være på tide at slippe fantasien løs og finde noget andet at foretage sig end den forskning og undervisning, som jeg har elsket. Ikke at mine forestillinger er særligt fantasifulde endnu – der er nogle artikler, der skal afleveres, og der er ikke mindst nogle børnebørn, der skal forkæles. Der er folkelige foredrag, der skal holdes, rejser, der skal rejses, mens tid er, og bøger, der skal læses. Der er cykelture, der skal cykles, og liggestole, der skal ligges i.

Og af og til vil jeg komme forbi og føle mig både hjemme og udenfor på Afdeling For Teologi.