Af Jacob Palle Bliddal Mortensen

Introduktion
I oktober 2014 forsvarede jeg min phd-afhandling, Paul, ”Paulitics,” and προσωποποιία. Forsvaret var afslutningen og kulminationen på et treårigt phd-forløb (5+3 ordningen) under vejledelse af Prof. Dr. Eve-Marie Becker, der begyndte i februar 2011. Forløbet var planmæssigt, men blev afbrudt tre gange af hhv. to gange forældreorlov og en ansættelse som underviser i Ny Testamente på Yale University i forbindelse med et forskningsophold på Yale. Bedømmelseskomiteen til min afhandling bestod af formanden, Kasper Bro Larsen (lektor ved Aarhus Universitet), Dr. Hermuth Löhr (Professor ved Westfälische Wilhelms-Universität Muenster), og Dr. Ward Blanton (Reader in Biblical Cultures and European Thought ved University of Kent). På trods af nervøsitet var forsvaret en rigtig god oplevelse, hvor der fagligt set blev både taget og givet i en god og venskabelig tone.

Afhandlingens første del er en tværfaglig analyse af og intervention i det fænomen, flere har benævnt ”filosoffernes Paulus.” Filosoffernes Paulus betegner en omgang med Paulus fra et filosofisk perspektiv, hvilket vi kender gennem hele den vestlige verdens historie. Blot for at nævne nogle få kan det siges, at den engelske filosof, John Locke (1632-1704), skrev en bog om Paulus, både Immanuel Kant (1724-1804) og G.W.F. Hegel (1770-1831) skrev om Paulus, Martin Heidegger (1889-1976) og Jacques Lacan (1901-1981) har forelæst om Paulus, og Michel Foucault (1926-1984) og Gilles Deleuze (1925-1995) har både skrevet og forelæst om Paulus. Interessen for Paulus er dog taget til i løbet af de sidste 10-15 år, og det moderne fænomen, ”filosoffernes Paulus,” omhandler i særlig grad fire bøger om Paulus af hhv. Jacob Taubes (1923-1987), Alain Badiou (*1937), Giorgio Agamben (*1942), og Slavoj Zizek (*1949). Disse fire filosoffers arbejde med Paulus er i særlig grad centreret om en politisk læsning af Paulus. Derfor dannede jeg ordet ”Paulitics” til at beskrive kombinationen af Paulus og politik, og jeg valgte at anvende neologismen i titlen på min afhandling.

Afhandlingen
I afhandlingens første del, Part A, foretager jeg en kritisk evaluering og fortolkning af bogen, Il tempo che resta (”den tid, der er tilbage” eller ”den tilbageværende tid” 2000) som den italienske filosof, Giorgio Agamben, har skrevet om Paulus. Agamben kalder selv bogen for en kommentar til Romerbrevet. Dette skal dog tages med et gran salt, hvis man anskuer det fra et traditionelt eksegetisk perspektiv. At bogen ikke er en eksegetisk kommentar i klassisk forstand afholder den dog ikke fra at præsentere nogle spændende og provokerende påstande om Paulus (og filosofi). Disse påstande bliver dog først rigtig interessante, hvis man tillader ”filosoffernes Paulus” at indtræde i en ligeværdig og tværfaglig dialog med traditionelle (historisk-kritiske) eksegetiske indsigter om Paulus uden på forhånd at afskrive ikke-historisk-kritiske indsigter om Paulus værdi. Dette hermeneutiske forbehold har været svært at imødekomme blandt størstedelen af de nytestamentlige forskere, der har beskæftiget sig med ”filosoffernes Paulus.” Størstedelen af den reception, der har fundet sted blandt nytestamentlige forskere af ”filosoffernes Paulus,” har haft meget lidt at sige om den, men har sagt det med meget stor autoritet. Den grundlæggende holdning til ”filosoffernes Paulus” er derfor også kommet til udtryk som en anklage om anakronisme. I afhandlingen argumenterer jeg dog for, at dette er en forfejlet tilgang til ”filosoffernes Paulus.” Agambens omgang med Paulus finder sted i en filosofisk kontekst – måske oven i købet en religionsfilosofisk kontekst – hvorfor det er forfejlet at vurdere den ud fra historisk-kritiske kriterier. Agambens arbejde med Paulus bør vurderes ud fra de præmisser, han selv opstiller, og hvis dette respekteres, bliver det efterfølgende muligt at bringe disse indsigter med ind i en traditionel eksegetisk kontekst og forsøge at bringe dem i spil i mødet med for de paulinske tekster.

I anden del af afhandlingen, Part B, forsøger jeg – delvist med inspiration fra Agambens læsning af Paulus – at foretage en selvstændig, original, og historisk-kritisk fortolkning af Romerbrevet. Særligt Agambens begreb om undtagelsestilstanden anvendes i læsningen af Romerbrevet. Agamben hævder, at i en undtagelsestilstand sløres grænsen mellem det, der er uden for loven og det, der er inden for loven. Der opstår en tærskel mellem inden for og uden for, hvor det er umuligt at afgøre, hvad der hører til hvor. Den suveræn, der kan erklære en undtagelsestilstand, personificerer ligeledes undtagelsestilstanden ved på den ene side at stå for opretholdelsen af en lov (enten den tidligere eller en ny lov), samtidig med at det er suverænens beslutning, der ophæver loven. Suverænen befinder sig altså på samme tid inden for og uden for loven. Agambens primære eksempel er Hitler og den undtagelsestilstand, han erklærede d. 28/2 1933 med erklæringen om beskyttelsen af folket og staten, hvor han suspenderede de artikler fra Weimarforfatningen, der omhandlede personlige rettigheder.

I min afhandling anvendes Agambens begreb om undtagelsestilstanden til at forstå og fortolke Paulus’ udsagn i Rom 3:31, hvor han skriver: ”Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende.” Denne formulering i Romerbrevet udtaler det paradoks, som et utal af nytestamentlige forskere har beskrevet: at Paulus både hævder, at loven er ophævet, og at loven er gældende (jf. Rom 6:14; 7:2, 6, 7, 12, 14, 16; 8:2). Forskere som E.P. Sanders og Heiki Räisänen har hævdet, at denne inkonsistens i Paulus’ tænkning ikke skulle forstås negativt, men skulle ses som et udtryk for hans religiøse geni. Andre forskere har dog forsøgsvis argumenteret for, at Paulus ikke er inkonsistent, men at perspektivet for den, der ser, er afgørende for forståelsen af lovens status qua ophævet eller gældende. I min egen læsning af Romerbrevet følger jeg de fortolkere, der anser Paulus for at være (mere) konsistent, og jeg anvender Agambens begreb om undtagelsestilstanden til at argumentere for dette.

I min fortolkning af Rom 3:31 forsøger jeg at vise, at Kristus kan sammenlignes med suverænen, der på samme tid er inden for og uden for loven. På den ene side er Kristus opfyldelsen af lovens krav og dermed lovens mål (telos, Rom 10:4), men på den anden side overskrider Kristus lovens beføjelser og ophæver dermed loven, hvorved han også bliver lovens ende (telos, Rom 10:4). Det afgørende for forståelsen af Rom 3:31 er nu, at Paulus specifikt skriver til hedninger i Romerbrevet. Og der, hvor loven ikke længere gælder eller er ophævet, er i hedningernes relation til indlemmelsen i Israel og jødedommen. I kraft af dåben og åndsmodtagelsen lever hedningerne i Kristus ”inden for Israel,” mens de på samme tid forbliver uden for loven og Israel, fordi de forbliver hedninger og ikke skal omskæres og følge loven (jf. Rom 14:1-15:6; Gal 5:1, 6). Fra et jødisk perspektiv er loven derfor stadig gældende, men fra hedningernes perspektiv er loven ophævet. Jøderne har altså stadig loven som udtryk for deres relation til Gud, og hedningerne har Kristus. Både jøder og hedninge forstås som grene på det samme træ (jf. Rom 11:17-24), selvom nogle grene tilhører det oprindelige og ædle (jødiske) træ, hvor andre grene kommer fra et vildt og uædelt (hedensk) træ. Gennem participationen i Kristus kan hedningerne blive Guds børn og arvinger (jf. Rom 8:17) og have Abraham som stamfar (jf. Rom 4:1-12). Overordnet set forstår jeg altså Paulus som en jøde, der forkynder en form for jødedom til hedninger. Paulus forstås ikke som kristen, og han forkynder ikke kristendommen som en ”overbygning” til jødedommen. Hedningerne indlemmes i Israel, og derfor er loven på samme tid både ophævet og gældende.

Perspektiver
I mit arbejde med Romerbrevet har særligt ét perspektiv fanget min fortsatte interesse. Derfor arbejder jeg for øjeblikket på yderligere at udfolde dette. Det drejer sig om sondringen mellem jøder og hedninger som to forskellige ”folk” (etniciteter) med to forskellige veje til Gud.              

Baggrunden for at hævde, at Paulus forkynder Kristus til hedningerne og ikke til jøderne, er funderet både i Paulus’ egen sondring i Gal 2:7 mellem hans eget og Peters kald, i Rom 11:13, hvor Paulus kalder sig ”hedningernes apostel,” og endelig også i beskrivelsen af ”hedningernes situation” i Rom 1:18-32. Passagen i 1:18-32 bliver af mange forskere anset for at udgøre fundamentet for hele Romerbrevet. Tidligere blev denne passage udelukkende anset for at være en universel (antropologisk) beskrivelse af menneskeheden, fordi Paulus’ budskab blev anset for at være universelt. Men hvis denne beskrivelse udelukkende er dækkende for hedninger, har Paulus to fundamentalt forskellige opfattelser af hedningernes og jødernes ”antropologi,” fordi det er to fundamentalt forskellige folk. I den forstand giver det derfor ikke mening decideret at tale om antropologi, da antropologi alment må forstås som læren om mennesket. I forlængelse af dette forsøger jeg derfor at anvende betegnelsen om en ”etnisk stereotyp” fremfor en antropologisk beskrivelse af hedninger og jøder. Dette arbejder jeg på at udfolde i to kommende artikler.