Aarhus Universitets segl

Om præster, profeter og shamaner

– et etnografisk og teologisk studie af religiøs transformation i Latinamerika.

Af Jakob Egeris Thorsen

Projektet
Ved Atitlán-søens sydlige bred i Guatemalas højland hersker der vækkelsesstemning blandt tz’utujil-mayaerne. I deres hovedby Santiago Atitlán blomstrer den katolske kirke som aldrig før og samtidig har halvdelen af befolkningen tilsluttet en af byens 30 protestantiske kirker. Taberen i spillet er den traditionelle mayareligion, som er en århundredegammel blanding af katolske og indianske traditioner of ritualer. Her gennemførte jeg i 2014 et tre måneder langt feltarbejde, som senere er blevet og vil blive fulgt op af kortere researchture. Jeg har tidligere lavet feltarbejde i Guatemala (2005 og 2010), men denne gang bevægede jeg mig fra den hektiske metropol Guatemala City op i det langt mere fredelige og pittoreske højland. Formålet var at undersøge, hvordan de religiøse forandringsprocesser, der karakteriserer det meste af Latinamerika tager sig ud i en konkret mindre by, der fra et forskningsmæssigt synspunkt har den fordel at være blevet kontinuerligt undersøgt og beskrevet af antropologer, religionssociologer og missionærer fra 1920’erne og frem til i dag.

Det FKK-finansierede post.doc. projekt bærer den lange engelske titel: ”Priests, Prophets and Healers: The Expanded Catholic Roles within Latin America’s Religious Field and the Ecclesiological Consequences”. Som titlen beskriver, er det formålet at undersøge, hvordan den katolske kirkes rolle og udtryk har forandret sig i takt med at det religiøse landskab er blevet radikalt transformeret i løbet af de sidste halvtreds år, og om disse forandringer teologisk kan inspirere os til at reflektere over og forstå kirken på en ny, mere konkret og mere frugtbar måde her i begyndelse af den 21. århundrede. Latinamerika er karakteriseret ved en ekspanderende religiøs pluralisme, hvilket – i parentes bemærket – også kendetegner udviklingen i de fleste andre dele af verden. Den katolske kirke, som engang havde et de facto religiøst monopol bliver i dag udfordret af intensivt missionerende protestanter (oftest pinsekirker), af urban sekularisering og af revitaliseret indianske og synkretistiske afro-caribiske religiøse praksisser. Internt i den katolske kirke udfordres biskopper og præster af en massiv karismatisk vækkelse, der har skabt parallelle kirkelige strukturer med tusindvis af lægprædikanter, exorcister, helbredere, egne radio- og TV stationer o.l.  Guatemala er ét af de lande i Latinamerika, hvor denne udvikling er gået hurtigst, og derfor et godt sted at foretage konkrete undersøgelser af samme. Jeg vil i det følgende skildre den by jeg har undersøgt, og efterfølgende præsentere de metoder, jeg anvendte, de teorier, jeg finder anvendelige og de perspektiver, jeg ser i projektet.

Santiago Atitlán
Byen ligger ved bredden til den smukke Atitlán-sø, og selvom der ikke er meget plads på skråningerne op mod vulkanen, er det på alle måder en by i vækst. På 25 år er befolkningen fordoblet til 46.000 indbyggere. Det er sket takket være vaccinationsprogrammer, øget adgang til lægehjælp og forbedret fødevareforsyning. Byens borgere er til 97 % tz’utujil-indianere, kun 2-3 % er spansktalende ladinos (af blandet indiansk-spansk oprindelse). Dertil kommer et par dusin udlændinge, der nyder det pittoreske liv blandt venlige mennesker ved én af verdens smukkeste søer. Tager man de religiøse briller på, er Santiago Atitlán nemlig et yderst spændende sted. Her brydes romersk katolicisme med et en helt stribe stærkt missionerende evangikale kirker og med de synkretistiske maya-katolske traditioner, kaldet ”Costumbre” (”sæd og skik”). Det religiøse aktivitetsniveau er meget højt, men på trods af intens konkurrence, hersker der for det meste fred og fordragelighed mellem de forskellige grupper. Kigger man nærmere efter, er der endog ofte et vist overlap imellem dem. Omkring midten af forrige århundrede, tilhørte langt den største del af befolkningen costumbre-traditionen. Der var ingen fastboende præst og traditionalisterne passede på kirken, dyrkede helgenerne (både katolske og indianske) og sørgede for, at det rituelle liv i byen blev opretholdt. De blev udfordret af en ganske lille gruppe strenge protestanter (omkring 5 %) og en lille gruppe rettroende katolikker: kateketer, der var blevet skolet i spansk og i Kirkens lære. De ”rettroende” og ”traditionalisterne” måtte jo dele kirken og kom på trods af talrige gnidninger for det meste godt ud af det med hinanden. Et par gange om året kom en præst tilrejsende og fejrede messe, men da de færreste talte særlig godt spansk og da præsterne ikke talte tz’utujil, var der ikke meget interaktion mellem præst og menighed.
I 1950 var Santiago således et forholdsvist isoleret sted, hvor de farverige synkretistiske traditioner levede, og hvor indflydelsen udefra var begrænset. Efter at tz’utujil folket var blevet erobret i 1524 byggede franciskanerne et kloster og kristnede befolkningen. Allerede omkring år 1600 måtte de opgive klosteret og i mere end 350 år var Santiago Atitlán herefter uden en fastboende præst. I deres sted satte præsterne en række religiøse broderskaber, der skulle sørge for dyrkelsen af de vigtigste helgener, holde kirken, synge til begravelser og instruere børnene i troen. Disse broderskaber fik ligeledes en civil rolle, da man fra deres midte valgte borgmesteren og andre offentlige hverv. Spanierne lod indianerne styre sig selv og dyrke deres jord uden indblanding, når blot de betalte den aftalte skat og fra tid til anden leverede arbejdskraft til spanske haciendaer og plantager. På trods af de spanske missionærers ihærdige forsøg, havde de nu kristne tz’utujiler ikke forladt deres indianske religion og verdenssyn. Den dyrkede man fortsat i det skjulte og efter at præsterne var rejst, blev det katolske og de traditionelle verdenssyn i højere grad integreret i hinanden. Jesus Kristus blev integreret som én af de øverste guddomme: Han var guden, der var kommet fra hinsides havet og som i kraft af sit offer havde gjort en ende på alle menneskeofre. Hvert år til påske løber hans blod fra korset ned i jorden og gøder den således, at regntiden kan begynde og majsen igen spire. Jesu kraft er størst i regntiden efter påsken og opstandelsen. Senest siden begyndelsen af det 19. årh. har Jesus endvidere haft en kreativ modspiller, nemlig (af)guden Maximón eller Mam, som er en romdrikkende og cigarrygende Loke-figur, der ved passende ofre kan hjælpe både med stort og småt. Han er tørkeperiodes guddom og associeres bl.a. med det erotiske begær og kontrollen af samme. Ved langfredagsprocessionen mødes Maximón med Jesus og overfører her noget af sin maskuline energi til den korsfæstede og gravlagte, således at Jesus kan få kraft til at genopstå som sol og Frelser påskemorgen. Der her tale om en dyb og gennemført synkretisme, hvor de kristne symboler og fortællinger helt er indlejret i en indiansk kosmologi og høstcyklus. Disse forestillinger og ritualer eksisterer stadig i dag, om end de i de seneste årtier er trængt alvorlig i defensiven af ortodoks katolicisme og evangelisk kristendom.

Allerede i 1935 åbnede det nordamerikanske missionsselskab Central American Mission en kirke i Santiago Atitlán. Evangikale protestanter i nord anså ikke katolikker for at være rigtige kristne og slet ikke de synkretistiske mayaindianere. Amerikansk evangelikalisme var meget fremmed fra den lokale kultur og det traditionelle religiøse liv. Kun nogle få konverterede og fik i tilgift adgang til uddannelsesmæssige ressourcer og forbindelser udefra. Det var ofte unge, intelligente mennesker fra de mindre indflydelsesrige familier, der med deres konversion fik mulighed for at bryde med det hierarkiske lokale system og få et nyt og ædrueligt fællesskab, hvorfra de kunne arbejde til byens bedste. Den dag i dag er mange skolelærere og brand- og ambulancefolk medlemmer af denne første protestantiske kirke. Men også i den katolske kirke kom der folk udefra. På foranledning af pave Pius den XII’s opfordring til Europa og USA om at sende præster og søstre til den dybt underbemandede kirke i Latinamerika, blev Santiago Atitlán i 1960 ’adopteret’ af bispedømmet i Oklahoma City. De sendte et energisk hold af præster, læger og søstre og fik i løbet af kort tid bygget sognet op med amerikansk know-how og dollars. Kirken blomstrede op, børnedødeligheden styrtdykkede, alfabetiseringskampagner rullede, en radiostation blev etableret og et kooperativ sikrede bønderne bedre og billigere indkøb samt bedre afsætningsmuligheder. De amerikanske præster var generelt tolerante overfor de religiøse traditionalisters aktiviteter, men satsede samtidigt på at skabe en ny generation af katolikker med kendskab til kirkens lære og til ortodoks praksis.

I årene 1978-1983 kulminerede Guatemalas 36-år lange borgerkrig (1960-1996) mellem venstreorienterede guerillagrupper og et hårdhændet militærdiktatur. Volden ramte også Santiago. I 1980 etablerede miltæret en forlægning i udkanten af byen for at bekæmpe guerillagruppen i området. Det blev begyndelsen på ti år med mord, voldtægt af lokale piger, tortur af tilfangetagne og talrige ”forsvindinger”. Over tusind mennesker blev ofre for militærets patruljer og i byen herskede en stemning af angst. Én af dem, der måtte lide døden, var byens sognepræst Stanley Francis Rother, som blev skudt på klods hold i sakristiet af civilklædte militærfolk den 28. juli 1981.

Volden og angsten var medvirkende til en storstilet konversion til de protestantiske pinsekirker. I modsætning til den katolske kirke var pinsevennerne ikke i nær samme grad i militærets søgelys og kirkerne blev med deres ekstatiske og emotionelle gudstjenester et frirum for mange. Desuden var præsterne her ikke udlændinge, men indfødte, som kunne prædike på tz’utujil.

I 2001 forlod den sidste præst fra Oklahoma Santiago Atitlán, og sognet overgik til det lokale bispedømmes administration. Unge, konservative præster med indiansk baggrund var klar til at tage over. I samarbejde med menighedsrådet har præsterne i løbet a de sidste 14 år iværksat talrige tiltag for at organisere og ”vække” lægfolket. Resultatet er bemærkelsesværdigt: I et sogn med omkring 25.000 katolikker er der over 300 forskellige læggrupper. Til hver af de seks søndagsmesser er kirken stuvende fyldt (ca. 1500 mennesker pr. messe) og det samme gælder de to daglige hverdagsmesser. Både protestanterne og de nyevangeliserede katolikker er hårde i deres afvisning af den gamle, synkretistiske maya-katolicisme. Særligt Maximón, der af traditionalisterne opfattes som en bedstefader-type, der passer på byen, bliver anset for at være en satanisk dæmon.  Afvisningen af Maximón fører ofte til en ukritisk forkastelse af alle de lokale religiøse traditioner, myter og fortællinger. Et eksempel på splittelsen er påskedramaet langfredag og processionerne i den stille uge, der altid er blevet arrangeret af traditionalisterne. Det nye menighedsråd vil ikke lade dem styre det længere og har i stedet lavet sin egen ”katolske” procession, således at der nu udgår to fra kirken samtidig – i forskellige retninger. Det hele kulminerede med gensidige søgsmål (over retten til kirken og helgenfigurerne), en tvangsflytning af præsten og mange forsoningsmøder hos biskoppen på den anden side af søen i turistbyen Panajachel.

Metoder og teoretiske vinkler
For at undersøge ovenstående har jeg – udover at læse den eksisterende litteratur på området – benyttet mig af de klassiske etnografiske metoder deltagerobservation og interviews. Jeg var interesseret i, hvordan de tre forskellige religiøse grupper forholder sig til hinanden og hvordan de forstår deres egen rolle i den religiøse transformationsproces, der er foregået, og som har været sammenfaldende med store sociale, politiske og økonomiske forandringer. Derfor tilbragte jeg tid både i protestantiske kirker, hos katolikkerne og i traditionalisterne broderskaber. Jeg deltog i gudstjenester og ritualer og brugte tid med folk i deres private hjem. Jeg interviewede både eksperter (præster, ledere, biskoppen, politikere) og almindelige lægfolk og fik således et mangefacetteret billede af det religiøse liv i byen, forandringerne, samt de konflikter der har været.

For at forstå forholdet mellem de forskellige grupper har jeg anvendt den franske sociolog Pierre Bourdieu’s teori om det religiøse felt, samt forskellige teoretikere, der beskæftiger sig med modernisering og identitetsdannelse. Bourdieu bygger videre på Max Webers religionssociologi, hvori der optræder tre idealtyper: Præsten (den etablerede kults tejener), profeten (den karismatiske religiøse udfordrer), og magikeren/shamanen (den marginaliserede folkereligiøsitets specialist). Fremfor at fokusere på den enkelte type, undersøger Bourdieu på samspillet mellem de tre og ’lægfolket’, dem, hvis gunst, midler og opmærksomhed, de religiøse specialister konkurrerer om. Særligt i perioder med religiøs forandring, vækkelse e.l., sker der forskydninger, både i magtforholdet ml. specialisterne og i måden, hvorpå de udfolder deres rolle. Fremfor kun at se på specialisterne, finder jeg det mere interessant, at se hvordan de enkelte grupper repræsenterer hhv. præstelig, profetisk og magisk religion. En endnu mere frugtbar tilgang er at se alle tre som dimensioner i enhver religion, der så kommer forskelligt til udtryk alt efter situationen og tilstedeværelsen af konkurrenter i det religiøse felt.

I Santiago Atitlán er det oplagt at se den officielle katolicisme som den præstelige religion, protestanterne som de profetiske udfordrere, og maya-synkretisterne som den shamanistiske form. Ser man nærmere efter kan imidlertid se strømninger af alle tre i alle grupperne, som imidlertid accentueres forskelligt. De strenge og meget puritanske protestanter er efterhånden blevet en etableret størrelse og er på mange måder begyndt at agere ’præsteligt’. Den katolske kirke har i mødet med protestanterne skærpet sin tone, både i.f.t. umoral (druk og utugt) og i.f.t. traditionalisterne, som man førhen i vid udtrækning tolererede. Samtidig har man taget mange af de populære ’shamanistiske’ elementer, som findes både hos traditionalisterne og hos pinse-protestanterne: Bøn om helbredelse, uddrivelse af dæmoner og ekstatiske oplevelser. Den øgede konkurrence får m.a.o. de enkelte religiøse grupper til at indoptage nye elementer eller på ny at accentuere disse, dersom de forefindes i den egen tradition.

Teologi
Alle de involverede i Santiago er døbte kristne og forstår deres religion som en god og rigtig måde at udleve kristendommen på. Fremfor at haste til dogmatiske bedømmelser af forskellige aspekter af det kirkelige og religiøse liv i byen – selvom en sådan også er både berettiget og nødvendig, – bruger jeg indsigterne herfra til en ekklesiologisk refleksion. Den amerikanske teolog Nicholas M. Healy advarer i sin bog ”Church, World and the Christian Life” (2001) imod teologiske idealbilleder af kirken, der afspejler ønskedrømme om den perfekte kirke, men dårligt kan forholde sig konstruktivt til den eksisterende kirke, med al dens pluralitet, lunkenhed, kiv og splid. Udover de idealistiske pejlemærker inviterer han til, at man tager det levede liv i den eksisterende kirke alvorligt som et udgangspunkt for en konstruktiv refleksion over, hvordan kirken nu og her bedst og mest trofast mod sin Herre kan efterleve missionsbefalingen Ham til ære og verden til frelse. Her kan etnografiske studier af eksisterende menigheder være ét af udgangspunkterne. Healy argumenterer for en ’dramatisk’ forståelse af kirkens rolle i frelseshistoriens udfoldelse. Selvom vi kender dramaets slutning, må kirken beflitte sig på at spille sin rolle så godt og trofast som muligt under skiftende omstændigheder, fremfor at fastlægge sig på én fast model eller rolle for, hvad kirken er og hvordan den skal virke. Jeg kan ikke på dette sted i detaljer udfolde, hvordan jeg kombinerer mine etnografiske studier med Bourdieu’s religionssociologi og Healy’s invitation til en ekklesiologisk ny-orientering. For at gøre en lang historie kort, ser jeg en interessant parallel mellem Kristi trefoldige tjeneste som ypperstepræst, profet og konge (kongen som helbreder med ’the royal touch’ var kendt indtil oplysningstiden), kirkens trefoldige vidnesbyrd (koinonia, kerygma og diakonia), de tre dertil knyttede tjenester (presbyteros, episkopos og diakonos) og de førnævnte religiøse idealtyper og idealformer. Anskues det etnografiske materiale gennem disse briller, tegner der sig et billede, hvor samfundsmæssige og religiøse transformationer afføder en reaktion i kirken, hvor andre og førhen svagt accentuerede aspekter ved kirkens tjeneste vækkes til live. Resultatet er både uro og splittelser, men også vækkelse, vækst og myndiggørelse af de troende i det almene præstedømme.

Perspektiver
Projektet resulterer i en række artikler og antologikapitler, både af religionssociologisk og teologisk karakter. På længere sigt skal det også afføde en monografi. Udover feltarbejdet i Guatemala i 2014 har det også indbefattet gæsteforskerophold ved University of Florida (Gainesville) og St. John’s University (Queens, NY), samt deltagelse i diverse internationale konferencer.