Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU etablerer fælles ph.d.-uddannelse med Queen’s University i Belfast

En ny aftale mellem ph.d.-skolen på Arts og Queen’s University i Belfast giver studerende mulighed for at opnå en fælles ph.d.-grad i kognitiv religionsvidenskab fra de to universiteter.

07.10.2014 | Ulrik Albert Vosgerau

Studerende med interesse i og evner inden for kognitiv religionsvidenskab kan i fremtiden opnå et ph.d.-bevis underskrevet af både Aarhus Universitet og The Queen’s University of Belfast. Ideen til den fælles ph.d.-uddannelse er opstået i forskningsmiljøerne omkring ”Institute of Cognition and Culture” i Belfast og forskningsenheden ”Religion, Kognition og Kultur” i Aarhus.

 

”Vi har længe haft et godt samarbejde med kollegerne i Belfast. Da ideen til en fælles ph.d.-grad opstod i 2012, var der også hurtig opbakning til at gå videre med det,” fortæller professor Armin Geertz fra forskningsenheden Religion, Kognition og Kultur, der har været med i udviklingen af uddannelsen.

 

Til gavn for den studerende og forskningsmiljøet
Ph.d.-uddannelsen i kognitiv religionsvidenskab er som udgangspunkt treårig. Den studerende skal heraf tilbringe det første og sidste semester på det universitet, hvor den er optaget. Men det ligger også i aftalen, at den studerende undervejs er minimum seks måneder ved partneruniversitetet. Derigennem understøtter man den studerendes mulighed for at danne netværk på begge universiteter. 

”For den enkelte studerende er en fælles ph.d.-grad en god indgang til en forskerkarriere, fordi man får et stort forskningsnetværk forærende. Men det styrkede netværk er også noget kolleger i de to tilknyttede forskningsmiljøer i fremtiden kan drage nytte af til at finde sammen i nye forskningsprojekter,” siger Armin Geertz. 

Fakta
Den fælles ph.d.-grad er en del af en større rammeaftale om samarbejde mellem Aarhus Universitet og The Queen’s University of Belfast.

 

Som led i aftalen opretter begge partneruniversiteter to ph.d.-stipendier, således at der tilbydes et stipendium hvert år i fire år. Det første stipendium er opslået ved The Queen’s University of Belfast.

Kontakt
Professor Armin W. Geertz 
Mail: awg@cas.au.dk 
Telefon: 87162473

Talentudvikling, Interdisciplinær religionsforskning, Religionsvidenskab