Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU og KU samarbejder om ny efteruddannelse i latin

Et nyt samarbejde mellem universiteterne i København og Aarhus kan fra efteråret give gymnasielærere i oldtidskundskab undervisningskompetence i latin på kun fire semestres deltidsstudium.

04.03.2015 | Ulrik Albert Vosgerau

Mange latinlærere går i disse år på pension samtidig med, at behovet for gymnasielærere med undervisningskompetence i latin er stadig stigende. Derfor imødeser man i gymnasiet en akut mangel på kvalificerede latinlærere.

 

For at afhjælpe denne mangel har Københavns og Aarhus universiteter i fællesskab udviklet en tidsbegrænset efteruddannelse for lærere med undervisningskompetence i oldtidskundskab.

 

”Det er vigtigt at sikre kvalificeret latinundervisning i gymnasieskolen. For latin er et fast element i faget Almen sprogforståelse, som alle elever på STX skal have, og latin er populært som studieretningsfag og valgfag. Derfor er vi glade for at bidrage til denne efteruddannelsesmulighed og håber, at mange oldtidslærere vil benytte sig af tilbuddet,” siger George Hinge, uddannelseskoordinator i Klassiske Studier, Aarhus Universitet.

 

Efteruddannelsen henvender sig særligt til lærere i oldtidskundskab, da disse kandidater i forvejen har bestået flere af de eksaminer, som kræves i sidefaget i latin. De vil derfor uden videre kunne meritoverføres, så uddannelsen vil kunne gennemføres som deltidsstudium på fire semestre.

 


 

Fakta

Den tidsbegrænsede mulighed for at efteruddanne kandidater i oldtidskundskab til et sidefag i latin er udsprunget af et ønske fra Undervisningsministeriet om at afhjælpe den akutte mangel på kvalificerede latinlærere i gymnasiet. Ordningen forventes at løbe til 2020.

 

De to samarbejdende universiteter har fordelt opgaverne, således at KU varetager undervisningen på bachelorniveau (fra efteråret 2015), mens AU tager sig af kandidatniveauet (fra efteråret 2016). Bortset fra det første modul, som er et intensivt kursus, er al undervisning fjernundervisning kombineret med kompaktseminarer.

 

Uddannelse, Historie og Klassiske Studier