Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Danmarkshistorien tager på festival

danmarkshistorien.dk deltager sammen med tidskriftet Temp og Dansk Center for Byhistorie på ”Historiske dage” i Øksnehallen den 14. & 15. marts

18.02.2015 | Ulrik Albert Vosgerau

En voksende historieinteresse er baggrunden for, at historiefestivallen ”Historiske Dage” i marts slår dørene op for første gang. Her vil publikum kunne opleve foredrag, debat, drama, show og film fra festivalområdets tre scener, ligesom man kan møde en lang række historiske foreninger, museer, formidlingscentre m.m. Netop mødet med publikum er også motivationen for deltagelsen fra Aarhus Universitet.

”Vi tror, Historiske Dage vil kunne lokke rigtig mange historieinteresserede i Øksnehallen. Derfor er det også interessant for os at være med. Det er en enestående mulighed for at møde vores brugere og få direkte feedback på og videreudvikle vores formidlingsarbejde,” siger Mette Frisk, der er leder af danmarkshistorien.dk

danmarkshistorien.dk bemander sammen med tidskriftet Temp og Dansk Center for Byhistorie en messestand, hvor man vil kunne se eksemplarer af de nyeste tidsskrifter, høre om Centerets arbejde med byhistorien og om indholdet på og udviklingen af online leksikonet danmarkshistorien.dk.

 


Fakta
Historiske Dage er en ny historiefestival, hvor man blandt 55 udstillere kan opleve danske og internationale historieformidlere og møde museer, arkiver, medier, forlag, foreninger og forhandlere af historiske varer. Historiefestivallen foregår i Øksnehallen i København den 14. og 15. marts.

Mikkel Telle fra Dansk Center for Byhistorie, Poul Duedahl fra Temp og Mette Frisk fra danmarkshistorien.dk bidrager til programmet med foredrag.

Læs mere

Historie og Klassiske Studier, Videnudveksling