Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Forskningsprojekt hjælper vestjysk kommune med international tilflytning

Antropologer fra Aarhus Universitet har i fire måneder været bosat i Ringkøbing-Skjern Kommune for at undersøge, hvordan man forankrer udenlandsk arbejdskraft i kommunen. Projektets studier og anbefalinger er netop offentliggjort.

04.12.2020 | Jeppe Kiel Revsbech

To antropologer fra Aarhus Universitet på besøg hos en vestjysk kvægbesætning i forbindelse med forskningsprojektet GoInGlobal.

Hvordan integrerer og involverer man internationale tilflyttere, så de får lyst til at købe hus eller på anden vis slå sig ned i Ringkøbing-Skjern Kommune?

Det spørgsmål har en gruppe af antropologer fra Aarhus Universitets antropologiske analyseenhed, MANTRA, undersøgt i samarbejde med den vestjyske kommune.

Hvert år flytter cirka 6-800 udenlandske arbejdstagere til kommunen ved Ringkøbing Fjord, hvor især landbruget og industrien lokker med gode jobmuligheder. Af dem bosætter en betydelig del sig permanent i området, men kommunen, virksomhederne og lokalborgerne har et fælles ønske om at skabe endnu flere faste bosættelser.

Med det afsæt har i alt seks antropologer fra Aarhus Universitet været borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune i godt fire måneder for at møde de internationale tilflyttere, deres arbejdsgivere, samt familier og frivillige på kommunens sprogcaféer, skoler og LærDansk-center. Det antropologiske feltarbejde er nu resulteret i en række anbefalinger om forankring af udenlandsk arbejdskraft til den vestjyske kommune, samlet under forskningsprojektet GoInGlobal.

"Vores antropologiske studie af inklusion og forankring for Ringkøbing-Skjern Kommune viser, at kommunen og borgerne betragter internationale tilflyttere som væsentlige ressourcer. Både i form af deres arbejdskraft, som er værdsat og helt nødvendig i kommunen, og i kraft af det ekstra liv, som de og deres familier er med til at skabe på landet og i de små bysamfund, foreninger og skoler," fortæller Johanne Korsdal Sørensen, ph.d. og leder af Moesgårds Antropologiske Analyseenhed, som står bag GoInGlobal.

"Lige netop det danske skolesystem, de gode danske arbejdsvilkår og foreningslivet er medvirkende til at tiltrække og fastholde internationale tilflyttere i Ringkøbing-Skjern Kommune," uddyber hun.

Rekrutteringsfase er afgørende
Den primære årsag til de færre permanente bosættelser skal i stedet findes uden for Danmarks grænser, konkluderer forskningsprojektet.

"Blandt andet viser vores studie, at allerede i rekrutteringsfasen i hjemlandet skabes der hos mange internationale tilflyttere en forestilling via rekrutteringsbureauerne om, at opholdet i Danmark er midlertidigt. Det kan vi se har afgørende indvirkning på, hvordan de internationale tilflyttere selv opfatter deres ophold i Danmark og dermed også indvirker på deres engagement i eventuelle sprogundervisningstilbud og andre tiltag," forklarer Johanne Korsdal Sørensen.

Anbefalingen fra forskerne peger derfor blandt andet på, at Ringkøbing-Skjern Kommune iværksætter et tættere samarbejde med de udenlandske rekrutteringsbureauer, så tanken om et permanent ophold bliver kommunikeret klart til de nye tilflyttere, før turen går til Vestjylland.

"En central anbefaling fra GoInGlobal er at samarbejde med rekrutteringsbureauerne om at kommunikere mulighederne i mere permanente ophold i Danmark allerede, inden en international arbejdstager rejser til Ringkøbing-Skjern Kommune og gerne også under ankomsten til Danmark. Det forventes at ville kunne påvirke deres forestillinger om et permanent ophold i Danmark i positiv retning og måske fremme ønsket om tidlig og målrettet sprogtræning," siger Johanne Korsdal Sørensen.

Alle GoInGlobals resultater og anbefalinger er blevet omsat til en netop publiceret rapport, som kan læses her.


GoInGlobal:
GoInGlobal er det første danske forskningsbaserede projekt, der med brug af etnografisk feltarbejde afdækker internationale arbejdstageres integration i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Projektet er finansieret af Ringkøbing-Skjern Kommune og Aarhus Universitet.

GoInGlobal-forskningsprojektet består af:
Johanne Korsdal Sørensen (PI), leder af MANTRA
Astrid Stampe Lovelady, Konsulent, Antropologi og MANTRA
Bodil Selmer, Lektor, Antropologi
Mikkel Rytter, Professor MSO, Antropologi
Pernille Bertram-Larsen, Specialestuderende, Antropologi
Sofie Kønig Wilms, Specialestuderende, Antropologi

Yderligere information om projektet kan findes på universitetets projektside

Arts, Forskning, Antropologi