Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fra Jubelfest til kulturår

I bogen "Fra Jubelfest til kulturår - Danske reformationsfejringer gennem 400 år" giver Carsten Bach-Nielsen overblik over 400 års danske fejringer af Luther og den protestantiske reformation.

15.12.2015 | Arts Kommunikation

I "Fra jubelfest til kulturår" panorerer kirke- og kunsthistoriker Carsten Bach-Nielsen hen over 400 års danske fejringer af Luther og den protestantiske reformation. Han bevæger sig fra den første dogmesættende jubelfest i 1617 over enevoldens og fromhedens triumferende fester i 1700-tallet, Tusindårsfesten for den danske kirke i 1826 og festen for Hans Tausens fødsel i 1894 frem mod de fejringer, der ikke blev i det 20. århundrede. Hvor de tidlige fejringer var religiøse takkefester, blev de i 1800-tallet kulturelle manifestationer, og Luther garant for oplysning, frihed og udvikling. Anderledes besværlig var den tyske arv i 1917 og i 1936.

Reformationen har de seneste 400 år været anledning til fest og overdådighed. Men også til anerkendelse, tugt og vækkelse. Desuden til samling af kirken og danskerne mod ’de andre’. Alt det og mere til gør Carsten Bach-Nielsen rede for i denne festens kulturhistorie, hvor han også ser frem mod jubilæet i 2017 og diskuterer nutidens blik på fejringens raison d’etre.


Kontakt
Lektor Carsten Bach-Nielsen
Institut for Kultur og Samfund - Kirkehistorie og Praktisk Teologi
T: +45 87162423
E: teocbn@cas.au.dk

Teologi