Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Lauritz Holm Petersen - Ny Ph.d. ved Afdeling for Religionsvidenskab

Lauritz Holm Petersen er indskrevet som Ph.d. pr. 1. september 2021 og skal arbejde på projeketet: "Exploring the Behavioral and Attitudinal Effects of End-Time Belief."

25.08.2021 | Camilla Dimke

Mit navn er Lauritz, og jeg er nyligt ansat Ph.d.-studerende på afdeling for Religionsvidenskab. Med mit projekt Exploring the Behavioral and Attitudinal Effects of End-Time Belief vil jeg undersøge hvad troen på en nærtstående ’endetid’ betyder for menneskets forståelse for, og omgang med, dets omgivelser. Med et specifikt fokus på onlinebaserede dommedagsbevægelser og -grupperinger (fra konspirationsteoretiske fællesskaber, over såkaldte ’Doomsday Preppers’ til forskellige former for online millenarisme), er det mit mål at indsamle brugergenereret data fra en række relevante online fora, og undersøge relationerne mellem en endetidsorienteret verdensanskuelse, voldsparathed og autoritetskritik. I bredere forstand er jeg meget interesseret i de social-psykologiske implikationer af troen på en nærtstående ’endetid’, og drømmer også om at undersøge fænomenet eksperimentelt.

Lige for tiden er jeg ved at afslutte mit forskningspraktikforløb hos Mathias Clasen i Recreational Fear Lab, hvor vi, udover at tale om (post)apokalyptik i populærkulturen, har undersøgt brugen af gys og uhygge i danske børnehaver. Forløbet har givet mig et uundværligt indblik i dagligdagen som forsker, og gav mig således det sidste skud motivation til at søge ind på Religionsvidenskab som Ph.d.-studerende. 

Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang, og ikke mindst til at lære jer alle bedre at kende.

Kontakt:

Lauritz Holm Petersen
Institut for Kultur og Samfund
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Aarhus C

Religionsvidenskab