Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kognitionsforskning giver nye vinkler på fortidens religioner

I samspil med andre forskningsdiscipliner giver kognitionsforskningen nye værktøjer til at belyse gamle problemstillinger inden for blandt andet religionsforskningen. Det har tre forskere fra Institut for Kultur og Samfund haft lejlighed til at diskutere med den internationale forskningselite.

29.09.2014 | Ulrik Vosgerau

Kognitionsforskning er forskning i hjernens processer, der blandt andet kan sige noget om, hvordan mennesket tænker, opfatter, taler og husker. Tilgangen bygger både på feltarbejde og på test af levende personer i laboratoriet. Men på et teoretisk niveau kan forskningen også give nye vinkler på fortiden:

 

”Kognitionsforskningen giver forudsætningen for en langt mere evidensbaseret tilgang til mange af de spørgsmål religionshistorikere har arbejdet med i mere end hundrede år. Når vi forsker i fortidige religioner, har vi ikke adgang til levende personer, vi kan lave eksperimenter med. Men vi kan bruge indsigter fra det eksperimentelle niveau til også at kaste lyse over antikke tekster. Vi kan med andre ord danne os et billede af, hvordan folk tænkte og konstruerede verden, og på den måde kan kognitionsforskningen bruges til at bygge nye teorier og modeller for forskningen,” siger Anders Klostergaard Petersen, der er leder af forskningsprogrammet Interdisciplinær religionsforskning. 

Diskussion med at den internationale elite
At kognitionsforskningen kan inspirere andre forskningsdisciplinger, havde tre AU-forskere lejlighed til at diskutere på en workshop på University of London tidligere i år. Her var den absolutte internationale forskningselite inden for antik-, kognitions- og ritualforskning samlet for at diskutere religion og transmission.

 

“Mødet var forskningsmæssigt meget udbytterigt. Men når forskere fra Aarhus Universitet kan spille en central rolle i det selskab, er det også udtryk for, at vi er centralt placeret i cutting-edge research i kognitionsvidenskab og dens anvendelse i antikforskningen,” siger Anders Klostergaard Petersen. 

Fakta
Workshoppen med titlen ”Religion and transmission” blev afholdt af forskningsprojektet ”Ancient Religions and Cognition (ARC)” ved University of Nottingham og var støttet af the British Academy og universiteterne i Nottingham og Liverpool. 

Fra Aarhus Universitet deltog Anders Klostergaard Petersen, Armin Geertz og Jesper Sørensen. Sidstnævnte stod for et oplæg med titlen: “The Epidemiology of Representations and Cultural Immunology.”

 

Interdisciplinær religionsforskning, Forskning, Religionsvidenskab