Silke Holmqvist er ny ph.d.studerende ved afdeling for Historie og Klassiske Studier, hvor hun skal arbejde med projektet "Gæsterne som aldrig tog hjem”.
17.02.2016 |
Jeg hedder Silke Holmqvist. Jeg er BA i Idéhistorie og har en kandidatuddannelse i Kulturhistorie, her fra Århus Universitet.
Jeg skal arbejde med et ph.d.-projekt, som jeg har kaldt ”Gæsterne som aldrig tog hjem”. Det handler om de første ikke-vestlige gæstearbejdere, der kom til Danmark i starten af 1970’erne. For de fleste var hensigten et midlertidigt ophold. Men hjemrejsen blev ofte ikke realiseret og mange blev i stedet familiesammenført i Danmark.
Tilgangen er kulturhistorisk og humangeografisk og skriver sig ind i feltet omkring erindrings- og migrationsstudier. Tanken er, på baggrund af blandt andet erindringer fra de tidligere gæstearbejdere, at undersøge gæstearbejdernes emotionelle geografi i København- og Aarhusområderne mellem 1963 – 1983. Projektet trækker samtidig linjer frem mod det aktuelle flygtningespørgsmål, ved at undersøge arbejdsmigranternes transkulturelle steder og følelsesmæssige og materielle tilsynekomster af permanente og midlertidige tilhørsforhold.
Vejleder: Wulf Kansteiner
Bi-vejleder: Mikkel Thelle