Aarhus Universitets segl

2 millioner til at kulegrave fortidens katastrofer

Nyt forskningsprojekt undersøger den lavastrøm af kulturelle forandringer, der ofte følger af naturkatastrofer

Lektor i forhistorisk arkæologi Felix Riede har modtaget 2.124.805 kr. til et forskningsprojekt, der undersøger, hvordan vulkanudbrud og andre miljøkatastrofer ikke alene sætter sig varige fysiske aftryk på dyrelivet, i forsteninger, kratere og indsøer der hvor vulkanasken falder, men ofte også forplanter sig til voldsomme økonomiske og politiske konsekvenser. Projektet hedder Volcanic Eruption and prehistoric Cultural Change, og pengene kommer fra Det Frie Forskningsråds Sapere Aude karriereprogram, som både har til formål at skabe banebrydende forskningsresultater og give mere synlige karriereveje for de bedste forskere.

–Katastrofestudier viser, hvordan dramatiske begivenheder ofte afføder kulturelle forandringer. Med pengene kan vi etablere et laboratorium for fortidens katastrofer, hvor vi skal kombinere natur- og kulturvidenskabelige tilgange til at kunne opspore præcist, hvor de sociale og kulturelle forandringer sætter sig i gennem i kølvandet på en naturkatastrofe, siger lektor Felix Riede.

 

Naturen slår over i kulturen

Felix Riede vil zoome ind på en katastrofal begivenhed i år 10.930 f.kr., hvor askelaviner omkring Laacher See ved Koblenz i Tyskland også gav en lavine af nye livsbetingelser og forandrede samfundene blandt de jæger-samler folk, der levede på kanten af istidens sidste gletsjere. Ved at sammenholde vulkanudbruddet med kulturelle forandringer i samme periode, vil den case kunne give mere viden om naturkatastrofer, der sætter sig igennem i kulturen og forandrer samfundsforhold og livsgrundlag for mennesker.

CV

Felix Riede har tidligere forsket de danske skoves gæstfrihed for neandertalere, og i de første jægere, der omkring år 14.700 fulgte deres byttedyr helt nordpå til Danmark og måtte lære et nyt landskab med nye ressourcer og nye udfordringer at kende, i området omkring Nakskov. Han er Ph.d. i forhistorisk arkæologi fra Cambridge University i 2007 og er medstifter af en række netværk for studier i urhistorie og menneskelig adfærd og evolution

Sapere Aude

Se mere om Sapere Aude-programmet og de i alt 28 millioner kr. til 10 unge forskere på Aarhus Universitet ?her?.