Aarhus Universitets segl

Mathilde Vestergaard Meyer modtager rejselegat

I forbindelse med Aarhus Universitets årsfest modtager ph.d.-studerende i arkæologi Mathilde Vestergaard Meyer, Dronning Margrethe II´s rejselegat.

Hvad kan børns legetøj fortælle os om fortidens samfund?

Det er et af hovedspørgsmålene i Mathilde Vestergaard Meyers bachelorprojekt og i hendes nyligt igangsatte ph.d.-projekt, hvor hun vil rekonstruere børns aktiviteter i en række forskellige fortidige kulturer, blandt andet Thule-kulturen på Grønland.

I løbet af sin studietid har Mathilde Vestergaard Meyer arbejdet på både Gammel Estrup, Danmarks Herregårdsmuseum og Moesgaard Museum, hvor hun som forskningsassistent også beskæftigede sig med arkæologiske undersøgelser.

Dronning Margrethe II’s rejselegat muliggør en studierejse til Grønland, hvor Mathilde Vestergaard Meyer kan studere legetøj og andre genstande fra fortidens børn.

Læs mere om de øvrige modtagere af årets rejselegater


Om rejselegatet

Rejselegatet blev indstiftet i 2010 som en gave til Hendes Majestæt Dronning Margrethe i anledning af Dronningens 70 års fødselsdag og blev udvidet i 2012 i anledning af Dronningens 40 års regentjubilæum. Der uddeles i alt fem rejselegater. På Aarhus BSS og Arts går legatet til studerende ved statskundskab og arkæologi – de fag, som Hendes Majestæt selv læste i sin tid som studerende på Aarhus Universitet i 1961-1962. Der er ingen krav til studieretningen på henholdsvis Faculty of Health, Faculty of Natural Science eller Faculty of Technical Science. Hensigten med legatet på 25.000 kroner er at gøre det muligt for legatmodtagerne at studere i udlandet i forbindelse med deres studier på Aarhus Universitet.