Ifølge ham kan udenrigspolitik ikke forstås isoleret fra indenrigspolitik. For at forstå staters handlinger må man forstå deres politiske systemer, samfund og kulturelle sammenhænge.

Raymond Yamamoto er områdeforsker med fokus på Japan og ser netop samspillet mellem indenrigs- og udenrigspolitik som afgørende. Han peger på, at man ikke kan forstå staters internationale adfærd, hvis man betragter dem som sorte bokse uden blik for interne politiske og samfundsmæssige dynamikker sådan som det ofte sker i internationale relationer.

Man kan ikke forstå Japans rolle internationalt uden at se på landets indenrigspolitiske dynamikker. Resultatet af valget vil i helt grundlæggende forstand afgøre, hvordan Japan kommer til at agere på den internationale scene både politisk, strategisk og sikkerhedspolitisk, fortæller han.

Et politisk system under pres
Siden 1955 har det Liberaldemokratiske Parti (LDP) domineret japansk politik og skabt et stabilt og forudsigeligt system det såkaldte 1955-system. Men denne stabilitet er i stigende grad blevet udfordret.

Ved parlamentsvalget i oktober 2024 mistede LDP betydelig opbakning efter økonomiske skandaler og afsløringer af forbindelser mellem partimedlemmer og Unification Church, som kom frem efter mordet på den tidligere premierminister Abe Shinz.

Den nuværende premierminister, Takaichi Sanae Japans første kvindelige premierminister overtog partiledelsen i oktober sidste år og har siden udskrevet et tidligt valg i håbet om at genvinde partiets traditionelle dominans. Udfaldet afhænger dog ikke kun af hendes popularitet, men også af oppositionens evne til at fremstå som et troværdigt alternativ.

Kort før valget opløste koalitionspartneren Kmeit samarbejdet med LDP og fusionerede med Det Forfatningsdemokratiske Parti. Sammen dannede de Centristisk Reformalliance (CRA), som profilerer sig som et moderat parti med fokus på socioøkonomiske spørgsmål.

Hvis Takaichi ikke formår at sikre sig et klart flertal, kan det ikke blot koste hende posten som premierminister. Det kan også markere begyndelsen på enden for det politiske system, der har defineret Japan siden efterkrigstiden, og som har været baseret på LDPs næsten uafbrudte dominans, fortæller Raymond Yamamoto.

Antimilitarisme i forandring
Valget er særligt interessant set fra et udenrigspolitisk perspektiv. I årtier har Japan været kendt for sin antimilitaristiske linje, forankret i forfatningens artikel 9. Landet har fokuseret på diplomati og økonomi, mens USA har fungeret som sikkerhedsgarant.

Denne tilgang er dog under pres. Kinas voksende indflydelse, Ruslands militære aktiviteter og Nordkoreas atomprogram har ændret det sikkerhedspolitiske landskab. Samtidig viser meningsmålinger, at befolkningen i stigende grad støtter en styrkelse af Japans selvforsvarsstyrker.

Et klart flertal til LDP vil ifølge forskeren give Takaichi et stærkt mandat til at udvide Japans militære kapacitet ikke mindst fordi partiet ikke længere er bundet af sin pacifistiske koalitionspartner Kmeit.

Hvorfor valget også angår Danmark og EU
Valget i Japan har også relevans uden for Asien. Den internationale orden er under hastig forandring, og USA fremstår i stigende grad som en mere uforudsigelig partner. Det øger behovet for, at Danmark og EU styrker relationerne til andre ligesindede aktører.

Japan er her en central samarbejdspartner. Som handelsnation har landet ifølge Japanforskeren en klar interesse i at opretholde en regelbaseret, liberal verdensorden et princip, der deles med EU. Uanset valgresultatet vil dette grundsyn bestå, men et stærkt LDP-mandat vil sandsynligvis betyde et Japan, der også i højere grad engagerer sig sikkerhedspolitisk.

På godt og ondt åbner et mere sikkerhedspolitisk aktivt Japan for nye muligheder for sikkerhedssamarbejde, som tidligere har været politisk vanskelige, lyder det fra Raymond Yamamoto.

Vid mere:

• Valg i Japan: Sanae Takaichi spiller højt spil for at konsolidere sin magt i Udenrigs
• Nagatach og Kasumigaseki udforskning af hjertet af Japans politiske magt i udgivelsen Oplev Japan, redigeret af Jørn Borup og Annette Skovsted Hansen
• Japan 2024 og Japan 2025 (kommende) i Asia Maior Årlige oversigter over aktuelle politiske og samfundsmæssige begivenheder i Japan og Asien generelt. (www.asiamaior.org)

Kontakt

Raymond Yamamoto, lektor i Japanstudier
Afdeling for Globale Studier
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: raymond.yamamoto@cas.au.dk
Telefon: +45 8716 2964

Folkemødet i Allinge adskiller sig dog ved at tiltrække de store politiske partier, landsdækkende medier, interesseorganisationer og ministerier. Det har dermed hele Danmark som scene og samtalen som sit demokratiske omdrejningspunkt - ikke fordi folkemødet nødvendigvis ændrer den politiske virkelighed markant, men fordi det sætter fokus på en kerneværdi i demokratiet: samtalen.

Demokrati handler i sin kerne om, at alle uanset magt, status eller baggrund har ret til at deltage i diskussioner om fælles anliggender. Netop dét bliver levendegjort på diverse scener i Allinge i midten af juni hvert år. Som idéhistoriker Mikkel Thorup siger:

Demokratisk praksis er en samtalepraksis. Så jo flere ting, vi bringer til diskussion, og jo flere stemmer, vi bringer ind i debatten om vores fælles anliggender, jo bedre.

Folkemødet kan derfor ses som en ritualiseret gentagelse af demokratiets grundidé: at ingen stemme er for lille til at blive hørt.

Når Folkemødet slutter, og Allinge bliver stille igen, forsvinder samtalen ikke den ændrer bare form. For Mikkel Thorup er det netop kendetegnende for demokratiet, at det aldrig er færdigt. Vi tager måske ikke løsninger med hjem, men vi tager noget andet med: en fornyet påmindelse om, at uenighed, tvivl og debat er en del af det, der holder demokratiet i gang. Og det er i den fortsatte samtale også efter teltene er pakket væk at demokratiet lever videre.

En styreform med indbygget uro
Ifølge Mikkel Thorup er demokratiet en styreform, der skiller sig ud på to helt grundlæggende måder: Det bygger på idéen om, at alle mennesker er lige og har ret til at deltage - og det er den eneste styreform, der inviterer til kritik af sig selv.

Demokratiet er den eneste styreform, der gør to meget vilde ting. Den ene er at sige, at alle har ret til at deltage ligeligt altså, vi er alle sammen grundlæggende lige. Alle andre styreformer antager, at der er nogen ovenover en, man skal adlyde Gud eller kongen, eller herremanden. Demokratiet er den eneste styreform, der har lighed som sit grundprincip. Og den anden vigtige ting er, at det er den eneste styreform, der inviterer til kritik af sig selv. Det er fuldstændig legitimt faktisk nødvendigt at diskutere demokratiet igen og igen, fortæller Mikkel Thorup.

Netop denne åbenhed, som nogle ser som en svaghed, er ifølge ham demokratiets største styrke:

Demokratiet producerer sin egen utilfredshed. Det har de fantastiske idealer, som det ikke kan leve op til. Det stiller meget i udsigt, og det inviterer alle til at have medansvar og det gør, at der altid er nogen, der oplever, at det ikke fungerer. Men det er ikke et sammenbrud. Det er en del af demokratiets måde at være på.

Rogue democracy et demokrati ude af kontrol?
Det er på den baggrund, at Mikkel Thorup i sin afhandling introducerer begrebet rogue democracy, hvor han fanger den demokratiske udvikling, som lige nu bevæger sig i mange retninger samtidigt.

Der er en række udviklinger af demokratiet, som nogen synes er superspændende og vigtige, og som andre synes er dybt problematiske, siger han og uddyber:
Populisme er for eksempel for nogle en kæmpe demokratisk indsprøjtning mange mennesker føler, at de kommer til orde og bliver hørt. Andre ser det som en trussel mod demokratiet. Det er den dobbelte læsning, jeg prøver at fange med begrebet rogue democracy.

Det betyder ikke, at vi er ved at miste demokratiet snarere, at vi som samfund ikke længere er enige om, hvad demokrati skal være.

Vi diskuterer demokratiet utrolig meget lige nu. Og det er faktisk et kæmpe sundhedstegn. Det viser, at folk faktisk er kede af, at der er noget, vi måske kan miste. Og det fortæller mig, at vi er blevet utroligt demokratiske. Der er ingen, der har lyst til at slippe demokratiet. Alle vil hellere have den rigtige ting et ægte demokrati. De er bare uenige om, hvordan det ægte demokrati ser ud," lyder det fra Mikkel Thorup.

En bog om demokratiets uro og vedholdenhed
Til september udkommer Mikkel Thorups nye bog: Ustyrlig demokrati verdens vildeste eksperiment på Gads Forlag. Bogen bygger på hans doktordisputats, men er skrevet til en bredere offentlighed. Her undersøger han, hvordan demokratier hele tiden forhandles og forandres ikke mindst gennem den måde vi taler om det på. Bogen dykker ned i tidens store demokratiske diskussioner og stiller spørgsmål som:

Er demokratiet i krise? Er populisme en velsignelse eller en trussel mod demokratiet? Konspirationsteorier er det et sundhedstegn eller et sygdomstegn? Er neoliberalismen ved at afvikle demokratiet eller sikre dets økonomiske formål? Hvad betyder klimaforandringerne for muligheden for at have demokrati?

Men i stedet for at bekræfte fortællingen om demokratiets forfald, peger Mikkel Thorup på, at det netop er i den konstante uro i diskussionerne, uenighederne og bekymringerne at demokratiet lever.

Der har ikke været noget tidspunkt i demokratiets historie, hvor nogen ikke har ment, at demokratiet var i krise, og at det ikke gik så godt, fortæller Mikkel Thorup.

Denne vedvarende krisefølelse er ikke et svaghedstegn tværtimod, siger han, er det et udtryk for, at vi stadig tager demokratiet alvorligt. Og det er her, selv om hans bøger ikke handler om det, at folkemøderne også kan komme ind i billedet. Ifølge Thorup er folkemøderne ikke løsningen på demokratiets problemer, men de er tegn på, at vi trods frustration og tvivl stadig insisterer på samtalen. At vi stadig mødes, diskuterer og forsøger at gøre demokratiet bedre.

Kontakt

Mikkel Thorup, professor
Afdeling for Filosofi og Idéhistorie
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mobil: 8716 2253
Mail: idemt@cas.au.dk

Ifølge forskerne bag undersøgelsen er der nemlig en tæt forbindelse mellem fællessang og folkestyre:

Sammenhængen mellem folkestyre og fællessang er historisk, kulturelt og symbolsk stærk i Danmark. Faktisk kan man se fællessang som en demokratisk praksis: Fællessang bygger på deltagelse, ligeværd og fællesskab nogle af de samme grundprincipper, som folkestyret bygger på, fortæller professor Katrine Frøkjær Baunvig.

Hun har lavet undersøgelsen sammen med Lea Wierød Borak, Anne Agersnap, Thomas Husted Kirkegaard og Sasja Mathiasen Stopa - alle tilknyttet Enhed for Sangforskning.

Når vi synger sammen, deltager vi, ifølge sangforskerne, aktivt i et fællesskab, hvor alle har en stemme, og alles stemme har værdi. Det er en kropslig og sanselig form for demokrati, hvor man lytter til hinanden og skaber noget i fællesskab.

Fællessang en vej til at føle samhørighed
Det kan man tænke på, når fællessang bryder ud som en central del af fejringen rundt omkring i Danmark på Grundlovsdag. Traditionelle sange på Grundlovsdag er Velkommen i den grønne lund af N. F. S. Grundtvig og I Danmark er jeg født af H.C. Andersen eller andre sange, der hylder frihed, demokrati, fællesskab og den danske natur.

Men faktisk viser den nye undersøgelse også, at meget af fællessangens betydning ligger i selve musikken. Generelt lægger danskerne, ifølge undersøgelsen, mere vægt på at være med i det musikalske fællesskab og synge melodier, de godt kan lide, end på tekstens symbolske indhold.

Når det er sagt, så er det vigtigt at få med, at sang er meget mere end musik. Fællessang er ikke bare en opførelse af et stykke musik elle ren Cantate til Applaus, som Grundtvig sagde i 1828, hvormed han mente, at den folkelige fællessangs kvalitet ikke først og fremmest ligger i, om musikken er smukt udført; derimod handler det om de syngendes inderlige deltagelse eller fællessang som en vej til at føle samhørighed, fortæller Lea Wierød Borak.

Systematisk prioritering af det faglige arbejde med sang
Selv om sang er en grundlæggende udtryksform for mennesker, og selv om fællessang er en vej til at føle samhørighed, viser den nye undersøgelse imidlertid også, at næsten halvdelen af alle voksne danskere ikke stemmer i og synger med.

Det kan skyldes flere ting blandt andet, at de ikke føler, de kan synge eller synger godt. Der er en sammenhæng mellem tidlig sangsocialisering i skole og hjem og sangdeltagelse senere i livet. Derfor er det også vigtigt med en systematisk prioritering af det faglige arbejde med sang for eksempel i form af sangtræning af stemme og krop, lyder det fra Katrine Frøkjær Baunvig.

I har forsket i danskernes sangmod hvordan har I det selv med at synge med?
Generelt hører vi begge til de sang-privilegerede, der med glæde stemmer i. Alligevel er vi ikke immune over for stemmeskam. For nylig, en søndag efter gudstjenesten, fik Lea for eksempel en venlig, men bestemt kommentar fra en kirkegænger om at skrue lidt ned for salmesangen hun overdøvede angiveligt resten af menigheden, fortæller Katrine Frøkjær Baunvig.

Sådanne oplevelser kan, ifølge de to forskere, godt sætte sig i sangmodet. Derfor vil de gerne opfordre til, at vi møder hinandens sangstemmer med mildhed og åbenhed også når de stikker lidt ud. Opfordringen er hermed givet videre - Så syng da, Danmark!

God Grundlovsdag.

Kontakt

Katrine Frøkjær Baunvig, centerleder, professor
Center for Grundtvigforskning; Enhed for Sangforskning
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: baunvig@cas.au.dk
Mobil: +45 9352 1770

Lea Maria Wierød Borcak, seniorforsker
Center for Grundtvigforskning, Enhed for Sangforskning
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: lmw@cas.au.dk
Mobil: +45 5091 5745

I Rusland bliver det sværere og sværere at finde frivillige, og regeringen skal nu betale enorme summer for det, der i bund og grund er moderne lejesoldater. De fleste mænd i den kampdygtige alder søger at undgå mobilisering, og størstedelen af befolkningen bidrager ikke økonomisk til krigsindsatsen. I Ukraine undgik regeringen med god grund at mobilisere unge mænd, og efter tre år er krigstrætheden høj i den generelle befolkning. Ligesom i Rusland er der store problemer med at finde villige soldater.

Mens store krige kun langsomt ødelægger økonomierne eller andre kapaciteter i højtudviklede lande, dækker denne tilsyneladende samfundsmæssige modstandsdygtighed over en stærk modvilje mod udmattelseskrige. De, der leder efter paralleller til den patriotisme og forpligtelse til en langsigtet kamp, der var tydelig i de to store europæiske krige i det tyvende århundrede, bør kigge andre steder hen.

Hvordan påvirker krigen hverdagen i Rusland og Ukraine?
-Mens skatter og andre omkostninger er steget, og inflationen er en betydelig byrde, kan mange i Rusland stadig vende ryggen til de økonomiske omkostninger ved krigen, i det mindste indtil videre og fokusere på deres private bekymringer eller lokale sager. Mens der blev lagt stor vægt på de hundredtusinder af mere økonomisk privilegerede russere, der valgte at emigrere i begyndelsen af krigen, adskilte deres valg sig ikke væsentligt fra flertallet af russere, der blev hjemme. Begge grupper har i vid udstrækning forsøgt at undgå krigen - enten ved at forlade eller ved at forblive passive. På den anden side fortsætter mange former for civile aktiviteter på græsrodsniveau og vokser endda i deres betydning, efterhånden som statskapaciteten i begge lande forringes.

På samme måde er der en kynisme og en tendens til at undgå de små symbolske elementer af militant patriotisme de fleste mennesker finder den endeløse aggressive propaganda, der vises på tv, frastødende. Bortset fra nogle få fremtrædende offentlige begivenheder og steder er der ingen spontan fejring af de væbnede styrker eller det russiske militær. Det mindretal, der aktivt støtter krigen, klager over flertallets ligegyldighed og endda fjendtlighed over for deres bestræbelser på at hjælpe krigsindsatsen.

Selvfølgelig er der stadig vigtige forskelle: for ukrainerne er fremtiden for deres stat stadig usikker. Som i Rusland har kun få haft materiel gavn af krigen. Borgere i begge lande mærker inflation og overgangen af ressourcer fra sociale til militære formål intenst og med stigende modvilje. Faktisk er forskellige former for politisk modvilje (political resentment) en vigtig del af forskningen i begge lande.

Hvis der er én indsigt fra din forskning, der bør stå klart for offentligheden hvad er det så?
-På trods af krigstræthed, og i russernes tilfælde, dybtliggende uro over beslutningen om at gå i krig, er almindelige mennesker i begge lande mere samfundsaktive end nogensinde, når de forsøger at foretage små ændringer for at forbedre menneskers liv og miljøet omkring dem. Uden etnografisk forskning er det svært at dykke ned og afdække de stærke kræfter af social forbundethed, som lever deres eget liv under det storpolitiske fokus.

Kontakt
Jeremy Morris, professor
Afdeling for Globale Studier
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: jmorris@cas.au.dk
Mobil: +45 8716 2532

Vid mere:
Link til videnskabelig publikation
Hjemmesiden www.postsocialism.org