Henrik Reintoft Christensen deltager i uge 44 i et samarbejde med Landsforeningen Liv&Død om at skabe nye rum for samtaler om døden. Som en del af årets arrangement er han medarrangør af en udstilling på DOKK1 i Aarhus, hvor besøgende kan møde forskningen i dødens ritualer og mindekultur og samtidig reflektere over deres egne erfaringer.

Uge 44 kan bruges som en påmindelse til at sætte ord på det grundvilkår at vi skal dø. De samtaler kan hjælpe os med at forstå og tale om den afmagt det kan afstedkomme, fordi vi bruger tid og sætter ord på noget, vi ellers ofte undgår: døden, tabet og den sårbarhed, som følger med, fortæller han.

Døden som grundvilkår og kulturelt spejl
For Henrik Reintoft Christensen, der forsker i religionens rolle i det moderne samfund, er uge 44 en anledning til at formidle sin forskning om, hvordan døden i et sekulariseret samfund stadig er tæt forbundet med ritualer, relationer og behovet for mening.

Hans forskning viser, at selv i et samfund, hvor mange ikke længere ser sig selv som troende, spiller religion og ritualer stadig en central rolle, når livet slutter. I Danmark håndteres døden fortsat i høj grad af trossamfundene, først og fremmest folkekirken, der står for langt størstedelen af begravelserne. Det betyder, at religionen stadig sætter rammen for, hvordan vi forstår og markerer døden også for dem, der ikke nødvendigvis deler kirkens tro.

Døden håndteres meget forskelligt verden over, forklarer han. Det er en tilbagevendende begivenhed i mange kulturer og religioner at fejre eller mindes ens afdøde slægtninge. Vi kender det måske primært fra de dødes dag i Mexico, hvor man besøger og spiser sammen med de døde, og mindes dem med glæde mere end med sorg. Sådanne traditioner findes også andre steder som fx Indien, Japan og Kina.

I Danmark er døden derimod i høj grad blevet et privat anliggende noget man håndterer alene eller inden for den nærmeste familie. Det betyder, at de følelser af magtesløshed, sorg og uforståelighed, som naturligt opstår i mødet med døden, ofte bliver usynlige.

Døden i Danmark
Henrik Reintoft Christensens forskning peger på flere paradokser i den måde, vi i Danmark forholder os til døden på. Et af dem er, at de fleste danskere ønsker at dø hjemme, men kun få får mulighed for det.

Når de fleste danskere ønsker at dø hjemme, men kun få får muligheden, viser det, hvordan vi har nogle bestemte forestillinger om døden, siger han. Uge 44 kan skabe et rum, hvor vi taler sammen ikke kun om døden i sig selv, men om værdighed, tryghed og selvbestemmelse i livets sidste fase. Ved at bringe dette emne frem kan vi sætte fokus på, hvorfor ønsket om at dø hjemme så sjældent bliver opfyldt.

Han peger også på, at døden i Danmark i høj grad er uddelegeret til trossamfundene.

I nogle lande er det de offentlige ikke-religiøse myndigheder, der står for håndteringen af døden. I andre er det overladt til markedskræfterne. I Norden er det kirkerne, der står for det også selvom mange borgere ikke længere opfatter sig som særligt troende. På trods af dette, er der stor opbakning til begravelsesritualet, selvom det ofte kan være en balancegang for mange præster at levere en begravelse, som er personlig og giver et retvisende billede af afdøde, samtidig med at den forkynder det kristne budskab om genopstandelse.

I et sekulariseret samfund, hvor mange mennesker ikke længere føler sig hjemme i religionens sprog eller rammer, er det vigtigt, ifølge ham, at skabe nye rum, hvor døden kan blive genstand for fælles refleksion.

Samtaler, der gør døden mindre fremmed 
Ifølge Henrik Reintoft Christensen kan netop samtalerne om døden i uge 44 være med til at nedbryde det tabu, som stadig omgiver døden i vores samtid.

Samtaler om døden i uge 44 kan bidrage til at nedbryde tabuet ved at skabe nogle åbne fællesskaber, hvor det er legitimt at tale om det, vi ellers undgår. Når døden bliver en del af en offentlig samtale i stedet for noget, man kun møder i stilhed eller privat sorg giver det plads til ærlighed, refleksion og fælles forståelse. Mange mennesker går alene med frygt, sorg og spørgsmål, fordi døden ofte forbindes med noget ubehageligt eller forkert at tale om. Tidligere blev døden opfattet som en naturlig del af livet, og ambitionen er at sådanne samtaler kan være med til at gøre døden mindre fremmed.

Kontakt
 

Henrik Reintoft Christensen, lektor og afdelingsleder
Afdeling for Religionsvidenskab
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: hc@cas.au.dk
Mobil: +45 2826 1014

Paven sætter som leder af den katolske kirke retningen for kirkens udvikling. Samtidig er han en af de største religiøse og moralske autoriteter i verden, hvilket giver ham betydning ud over kirkens grænser. Mange katolikker og ikke-katolikker lytter til ham, fordi mange af de temaer, som paven og kirken forholder sig til, angår hele verdenssamfundet: Klima og miljø, krig og oprustning, menneskerettigheder, kvinde- og børnerettigheder, herunder kontroversielle emner som reproduktiv sundhed, fortæller Jakob Egeris Thorsen.

Pavens død markerer en overgang
Når en pave dør, træder kirken ind i, det man kalder, sede vacante  perioden med den tomme Petersstol. Denne overgang håndteres med ro, ceremoni og refleksion og illustrerer den katolske kirkes særlig måde at navigere forandring på.

Den tomme Petersstol er en overgangsperiode, der både skaber utryghed og intens forventning. Den minder kirken om, at den er et fællesskab, der nok har brug for en leder, men som samtidig sagtens kan fungere uden i en periode, fortæller Jakob Egeris Thorsen og uddyber:

Når der skal findes en ny pave, sker det gennem en proces præget af både realpolitiske forhandlinger og gudstjeneste. Det er stærkt ritualiseret, og der er på den måde skabt et rum for refleksion og fordybelse, der forhåbentlig kan åbne for nye muligheder. Som samfund kan vi lære, at en ritualiseret rolig overgang virker samlende og bekræftende.

Traditioner og fællesskaber, der tænker langsommere
Denne måde at håndtere overgange på hænger tæt sammen med kirkens grundlæggende tempo og verdenssyn. Ved at forbinde fornyelse med ritual og tradition skaber man, ifølge ham, en overgang, der både giver plads til nytænkning og bevarer forbindelsen til det, der var. I en omskiftelig tid præget af geopolitisk uro og kulturel forandring vækker dette interesse ud over den katolske kirke.

Den særlige langsomhed, som præger den katolske kirkes måde at udvikle sig på, spiller en central rolle i denne dynamik. Det er en langsommelighed, der står i kontrast til mange andre institutioner.

Den katolske kirkes pulsslag er langsommere end mange andre institutioners. Det betyder, at man tænker i årtier og århundreder snarere end i en dag-til-dag-rytme, fortæller Jakob Egeris Thorsen.

Denne langsommelighed har historisk vist sig tydeligt.

Først under 2. vatikankoncil (1963-65) formåede kirken for alvor at forsone sig med efterveerne af den franske revolution og det moderne demokrati, og i dag kæmper kirken med at finde sine ben i forhold til de samfundsforandringer, der i Vesten fulgte i kølvandet på 1968-omvæltningerne. Det gør, at kirken ofte virker ude af trit med samtiden, hvilket ofte bliver set som en stor svaghed. Men der er også en styrke i at have traditioner og fællesskaber, der tænker langsommere med stærkere bånd tilbage i tiden. Fremfor at ville ophæve den usamtidighed, kan der være en styrke i at lade den stå og se den som en mulighed og afsæt for at løfte blikket og tænke ud over den nære samtids skiftende dagsordner.

Kontakt

Jakob Egeris Thorsen, lektor
Afdeling for Teologi
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mobil: 60740971
Mail: teojet@cas.au.dk