Aarhus University Seal

News

’Altings forbundethed’ - Ny podcast med Nils Bubandt

Alt er forbundet. Jorden under vores fødder, dyrelivet omkring os, ressourcerne og materialerne i vores byer – alt indgår i ét stort planetært kredsløb. Men både i sproget og videnskaberne har mennesket opdelt kloden i forskellige systemer og bestanddele, der skaber skel og kan give indtryk af, at mennesket er afsondret fra naturen.

Globalisering, industrialisering og en voksende verdensbefolkning har vist, at menneskelig aktivitet ikke eksisterer i et vakuum. Vi er trådt ind i en ny geologisk epoke, den antropocæne tidsalder, hvor det står klart, at mennesket udgør en geologisk kraft på linje med andre gennemgribende naturfænomener.

Menneskets skæbne er uløseligt forbundet med Jordens og viklet ind i alle dens processer – men har vi blik for, hvordan forskelligartede sfærer og fænomener griber ind i hinanden? Hvordan skal vi forstå altings forbundethed?

I podcasten optræder geolog Minik Rosing, kulturgeograf Emmy Laura Perez Fjalland, antropolog Nils Ole Bubandt og forfatter Liv Sejrbo Lidegaard. Samtalen er modereret af kurator og redaktør Marianne Krogh og tager udgangspunkt i bogprojektet ’Connectedness – an Incomplete Encyclopedia of the Anthropocene’ lavet i anledning af Arkitekturbiennalen i Venedig i 2021.  

Læs mere og lyt til podcasten her: 

Bloom - Altings forbundethed