Aarhus University Seal

News

Mikael Brorson - Ny Ph.d. ved Afdeling for Teologi

Mikael Brorson er indskrevet som Ph.d. pr. 1. september hvor han skal arbejde med projektet: ”Kierkegaard og det fortalte selv. En systematisk-teologisk studie i Johannes Sløks narrativitetsbegreb hos Kierkegaard”

Jeg blev i foråret færdiguddannet som cand.theol. fra Aarhus Universitet. Igennem hele min studietid har mit interessefelt været dialektisk teologi og eksistensteologi, og jeg har i særlig grad fordybet mig i teologerne Søren Kierkegaard, K. Olesen Larsen og Johannes Sløk. Det er selvfølgelig også det, jeg vil arbejde med i mit ph.d.-projekt.

Mit ph.d.-projekt er, kort og godt, et forsøg på med Johannes Sløk og hans begreb om narrativitet at gentænke, hvad det betyder at blive sig selv i Søren Kierkegaards teologi, så det ikke drejer sig om at danne sig en narrativ identitet – og altså fortælle sin egen historie om, hvem man er – men tværtimod om at få dén historie fortalt af Gud. Desuden inddrager jeg nyere narratologisk forskning til at videreudvikle Sløks narrativitetsbegreb. Det taler alt sammen ind i en tid, hvor mange af os, f.eks. på sociale medier, netop har travlt med at fortælle vores egen historie – og den skal gerne være både god og original!

Projektet bærer den mundrette titel ”Kierkegaard og det fortalte selv. En systematisk-teologisk studie i Johannes Sløks narrativitetsbegreb hos Kierkegaard”, og vejledes af lektor David Bugge med leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret Joakim Garff som bivejleder.


Kontakt: 

Mikael Brorson
Institut for Kultur og Samfund
Jens Chr. Skous Vej 3
bygning 1453, 333
8000 Aarhus C

mb@cas.au.dk