Aarhus University Seal

News

Professor i Idéhistorie udgiver Danmarks første bog om Corona-krisen

Mikkel Thorup er professor i idéhistorie og er netop udkommet med den første danske bogudgivelse om Corona-pandemien.

Emnet for en ny bogudgivelse kan næppe være mere relevant, som titlen på bogen afslører, så  handler den 170 sider lange e-bog om Corona-krisen. Bogens forfatter er professor i Idéhistorie, Mikkel Thorup. Titlen på bogen lyder:  ”Pandemiens tidsalder - idéhistorier om vores lange nu”. 

Du har skrevet en bog på imponerende kort tid om Corona-krisen. Hvad er baggrunden for udgivelsen?

-I første omgang er det beskæftigelsesterapi for en hjemsendt forsker! Mit job er at fortolke på, hvordan vi alle skaber mening, og her står vi midt i en massiv, global forstyrrelse af meningsfuldheden, så det var for svært at lade være med at tænke over, hvilke idéer om sygdom, sårbarhed, politik, marked, globalitet etc., der pludselig kom i spil, og hvordan vores idéer om os selv og omverdenen begyndte at flytte på sig. Og så var det en anledning til at genbesøge nogle temaer, bogens otte tematiske kapitler, som jeg har arbejdet med i en del år og spørge til, dels hvad de kunne sige om, hvor vi står lige nu og i den nærmeste fremtid, og dels hvordan fortiden spiller med ind som fortolkningsressouce i nutiden.

Hvem henvender bogen sig til? Og hvad skal de gerne tage med?

-Jeg håber, den er til at læse for de fleste. Den er skrevet hurtigt og uden noter, og jeg forsøger at oversætte teoretiske betragtninger til samtidsnære observationer. Så jeg håber, at alle dem, der også læser avis, ser tv, hører radio og podcasts om corona, her vil kunne få noget lidt andet. Læseren må meget gerne få en fornemmelse for, hvordan det er, vi har fortolket krisen, hvordan vi skaber billeder af en usynlig fjende, og ikke mindst hvordan denne krise hænger meget tæt sammen idémæssigt med andre kriser, ikke mindst krigen mod terror, finanskrisen og klimakrisen, men også med mindre spektakulære ting såsom forskydninger i det politiske, forholdet mellem krop og politik, hvad det vil sige at føle sig sårbar. Jeg håber, læsere vil se, at corona-krisen godt nok var uventet i sit konkrete udbrud og smittemønster, men at vores politik og kultur havde, om jeg så må sige, forberedt sig mentalt og metaforisk på en sådan krise.

Hvad er det for et særligt idéhistorisk blik, du gerne vil gøre læserne klogere på?

-Som idéhistoriker er jeg optaget af, hvilke idéer, metaforer, begreber, billeder, vi bruger til at forstå vores verden og give den mening. I denne bog prøver jeg at tænke over, hvilke af den allernæreste fortids tanker, som har været med til at forme vores reaktioner, dvs. hvilket samspil, der er mellem det, der gik forud for virus-udbruddet og så vores aktuelle virusramte nutid. Idéen er kort sagt, at mange af de måder, hvorpå vi har tænkt, sagt og skrevet om corona-krisen var tilstede og var formuleret, før de første blev syge.


Bogen kan tilsendes gratis ved at skrive sig op her på atlas.mag.dk

http://atlasmag.dk/kort-nyt/danmarks-første-bog-om-coronakrisen


 

Yderligere information
Mikkel Thorup, professor i Idéhistorie
Institut for Kultur og Samfund - Idéhistorie, fag
Mail: idemt@cas.au.dk