Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mindeord for lektor emeritus Kjeld Bjørnager

Den 17. februar døde lektor emeritus Kjeld Bjørnager på Skejby sygehus. Han blev 77 år.

22.02.2019 | Camilla Dimke

Kjeld Bjørnager, der kom til Aarhus fra Nørre Sundby, blev magister i slavisk filologi i 1968 fra Aarhus Universitet og blev efterfølgende ph.d. fra UCLA. Efter et seniorstipendium ved AU blev han fastansat ved Slavisk Institut som lektor i russisk litteratur, indtil han gik på pension i 2007.  Kjeld Bjørnager var en inspirerende og populær underviser og en alsidig forsker. Hans hovedinteresser var først futurismen og digteren Vladimir Majakovskij og siden skuespilforfatteren Anton Tjekhov, men han orienterede sig bredt i både den ældre russiske litteratur og den moderne sovjetlitteratur.

Kjeld Bjørnager var en formidabel formidler via oversættelser, foredrag, artikler og bøger.  Formidlingsbehovet gav sig bl.a. udslag i, at han i midten af 1970’erne etablerede forlaget Arkona til gavn for slavister og østeuropainteresserede. Han tog også initiativ til udgivelsen af tidsskriftet Svantevit, der udkom fra 1975 til 2001. Med sin brede og åbne fagprofil blev Svantevit et vigtigt forum for dansk og skandinavisk slavistik, ikke mindst for yngre forskere. Jeg havde selv stor glæde af at få en af mine første artikler trykt her.

Oversættelser af russisk dramatik, klassisk såvel som moderne, blev en meget vigtig del af Kjeld Bjørnagers liv. Hans oversættelser af Tjekhovs skuespil har fået stor anerkendelse og er blevet opført som TV- og radioteater og på teatre landet over. Han skrev også en stor monografi om Tjekhovs skuespil.

Kjeld Bjørnager har inspireret generationer af russiskstuderende og andre med interesse for russisk litteratur og kultur. Han efterlader sig sin hustru Karin og tre børn med familier.

 

Peter Bugge, med tak til Helle Dalgaard

Globale Studier