Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Allerede-endnu ikke

Af Laura Bjørg Serup Petersen

At skulle skrive et indlæg om overgangen fra kandidatstuderende til 4+4-ph.d.-studerende er ingen let opgave - dels fordi jeg kun er fem måneder inde i mit projekt og derfor hidtil har formået meget lidt forskningsmæssigt at kunne berette om, og dels fordi ph.d.-studerende deltager i flere identifikationsmæssige kategorier i en slags mellemposition mellem fuldblodsforsker og almindelig studerende. Dermed er der en høj risiko for, at indlægget placerer sig mellem to stole, målgruppemæssigt. Min formodning er, at ph.d.-studerende af øvrige studerende anses som nogle, der har forladt den civile stand af studerende til fordel for erhvervelsen af kontorplads og adgang til kaffemaskiner – en position, som er privilegeret, og som mange ville ønske at få. Desuden forventes en ph.d.-studerende at være excentrisk optaget af at studere, være grundlæggende alvorlig og meget sjældent sige noget dumt. Af de øvrige ansatte er min forventning, at en 4+4-ph.d.-studerende anses som en novice i forsker- og arbejdslivet – som for øvrigt stadigvæk modtager undervisning og eksamineres. Som mangt en nystartet ph.d.-studerende før jeg selv formodentligt har fornemmet, er jeg altså indtrådt i en form for liminalfase mellem studerende og forsker.

Denne betwixt-and-between-tilstand er dog selvforskyldt. I marts sidste år lagde jeg, hvad der føltes som et meget lille lod i ph.d.-ansøgningslotteriet. Efter flere ualmindeligt lange måneder med egne forventninger helt i bund – i modsætning til tanters og kammeraters forventninger, der var ubehageligt optimistiske – landede en mystisk udseende e-mail med den kedeligst mulige skrifttype i indbakken midt i en læseferiefrokostpause. Den kryptiske besked dechifreret var et tilbud om optag som ph.d.-studerende. Der var nok nogen i kantinen den dag, som måtte tro, jeg havde vundet en million efter min noget uproportionerede reaktion på denne mail, omgivelserne taget i betragtning.

Primo september skiftede jeg altså den vanlige læsesal i Nobelbiblioteket ud med en mærkbart mindre topersoners læsesal i bygning 1453 på tredje sal. Første efterårssemesterskoledag i Nobelparkens røde blokke blev denne min sjette gang en ny oplevelse: Spændingen ved at dreje nøglen og træde ind på de nye kvadratmeters arbejdsplads, åbne computeren, og…  Ja, hvad så egentlig? Når ingen har skrevet dig en læseplan, hvor starter du så? Min løsning var at låne halvdelen af de via Statsbiblioteket tilgængelige bøger inden for mit fagområde, læse lidt i dem alle sammen og frustreres over, at alt og intet er relevant. Helt uden læseplaner og eksamener er studielivet for 4+4-ph.d.-studerende dog ikke. 4+4-ordningen er det ph.d.-studium, der påbegyndes før afsluttede kandidatstudier, og de første to år bliver altså et kombineret kandidat- og ph.d.-studium – således allerede og endnu ikke forsker.

Kirke studeret i praksis

Mit ph.d.-projekt er et praktisk teologisk studium af kirkeforståelse i interkulturelle møder i lokale kirker inden for folkekirken. Projektet er motiveret af demografiske forandringer i Danmark som vilkår for den statslige, religiøse majoritetskulturelle institution, folkekirken. Selvsagt kommer en vigtig del af mit arbejde ikke til at foregå bag computerskærmen i bygning 1453 men i lokale folkekirker. Jeg bygger mit projekt på en kvalitativ, antropologisk orienteret metodologi, hvor en grundlæggende præmis er, at kirkeliv skal studeres via deltagelse i praksis. Efter endt feltarbejde er det så planen, at den empiri, jeg får i kirkerne i form af observationsrapporter fra deltagelse i aktiviteter såvel som fra samtaler med forskellige deltagere i kirkernes aktiviteter skal analyseres ud fra et dynamisk begreb om ekklesiologi som noget, der udspilles i praksis i relationer mellem aktører, rammer og baggrundsfortællinger. Mit håb er, at projektet kommer til at kunne supplere eksisterende systematisk ekklesiologi med et etnografisk perspektiv og desuden at kunne nuancere og tilføre et flerstemmigt perspektiv til eksisterende etnografisk ekklesiologisk forskning, som i de fleste tilfælde er monokulturelt orienteret.

Ud over at være under Kirstine Helboe Johansens vejledning er jeg associeret til et tværfakultært forskningsprojekt initieret af bl.a. teologi på Oslo Universitet, NORDHOST. NORDHOST er et treårigt projekt, der behandler og udfordrer velfærdsstatsmodellen og gæstfrihed i Norden under indtryk af øget migration og den deraf følgende udfordring af nordiske landes kulturelle homogenitet opstået gennem de seneste halvtreds år – og som er blevet et varmt emne i værdipolitiske debatter. Forholdet mellem migranter og modtagersamfund er altså helt centralt – og også netop det, der udkrystalliseres i lokale folkekirker som del af den majoritetskulturelle religionsinstitution i mødet med migranter fra forskellige minoriteter i Danmark.

Migration og identitet

En væsentlig pointe i meget litteratur om migration er, at integration i et nyt samfund sætter migrantens identitet under pres. Lidt forsimplet og uhyre generaliserende kan det siges, at god integration beror på en balance mellem på den ene side muligheden for at dyrke sin egen kulturelle baggrundsidentitet og relationer og på den anden side at blive kendt med og få relationer i modtagerkulturen. Selvom jeg ikke har migreret ret langt fysisk set, kan min overgang til ph.d.-studiet godt ses som en form for migration til et nyt miljø med nye praksisser og kulturelle konventioner. Selv på det sproglige plan møder jeg nye udfordringer: den eksegetisk orienterede propædeutik på teologistudiet er nu erstattet af sprogkendskab ift. nye termer som VIP, TAP, MUS, CWT (én slags medarbejder, en anden slags medarbejder, møde med lederen, noget med flybilletter).

Dog må det siges, at netop 4+4-ordningen er en meget mild form for migration: Jeg har heldigvis stadigvæk fornøjelsen af min gode årgang på kandidatstudiet, ind til de fleste af dem til sommer kan poppe champagnepropper efter endt specialeskrivning og fortsætter ud på arbejdsmarkedet eller på pastoralseminaret. Således har kulturchokket ved skiftet fra kandidathverdag til ph.d.-tilværelse været mildnet af gode venner og vaners fortsatte tilstedeværelse. Derudover er modtagermiljøet på ph.d.-gangen en yderst inkluderende kultur, hvor der bag åbne kontordøre sidder venlige, nye kollegaer, der ud over at være medvirkende til at afkræfte fordomme om ph.d.-studerende som excentriske og evindeligt alvorlige, gerne hjælper med at tyde og tilpasses de kulturelle spidsfindigheder i denne nye tilværelse, hvor alt og intet er nyt.