Aarhus University Seal

View

Call for Papers til årets Juleseminar

Center for Vikingetid og Middelalder arrangerer i samarbejde med foreningen Middelaldercirklen årets juleseminar hvor temaet er "Spil og leg i vikingetid og middelalder", mandag den 12. december 2022 i Nobelsalen.

Spil og leg var en integreret del af vikingetidens og middelalderens kultur. Der blev spillet og leget i hallen, i kirken og ved hoffet. Men leg var ikke bare for børn og barnlige sjæle, sådan som vi er vant til at tænke i dag. Legen var – og er – en skabende kraft, der spillede en væsentlig rolle i selve dannelsen af kultur, kunst og ritualer, sådan som Johan Huizinga skriver i sin klassiske bog fra 1949 om det legende mennesker, Homo Ludens. Leg og spil foregår i et ludic play space, som er et eksperimentelt sted, hvor legens egne regler for tid og rum gælder. Men legen er ikke nødvendigvis adskilt fra virkeligheden. At frembringe – poiesis – gøres bedst i en legeverden. I vikingetid og middelalder anvendes begrebet leg – leikr og íþróttir på norrønt eller ludus på latin – om mange forskellige typer af praksisser: kreativitet, kunst, sang, konkurrence, argumentation, spil og teaterforestillinger. I norrøne tekster bruges leikr om sportskonkurrencer og om brætspil, men også eksempelvis om magi, ritualer og drama. Det er ligeledes betegnende, at det store helgenspil om Knud Lavard fra begyndelsen af 1500-tallet netop hedder Ludus de Sancto Kanuto Duce, altså spillet eller legen om Sankt Knud. Tankevækkende er det også, at nonner i senmiddelalderlige klostre brugte små kristusdukker der kunne klædes af og på, bades og ammes, kysses og puttes, som en vigtig del af deres fromhedspraksis. Leg skaber og animerer.

Årets juleseminar inviterer til en undersøgelse af legens og spillets væsen i vikingetid og middelalder. Vi vil således gerne byde velkommen til en diskussion af teoretiske perspektiver på leg, såvel som vi ønsker at høre oplæg der fokuserer på empiriske eksempler, der viser hvordan leg og spil foregik med deres dertilhørende praksisformer og props. Vi er fortrinsvis interesserede i nordiske eksempler, men gerne placeret i større kulturel kontekst, og vi byder både sekulære og religiøse spil- og legeformer velkommen. Vi inviterer alle, der kan byde ind med empiriske eller teoretiske vinkler på emnet, og som vil oplyse os andre om leg i sjov og alvor, til at sende en titel og et abstract. Oplæg kan holdes på dansk eller på engelsk.

Kom og leg med!

Send gerne en titel og et kortfattet abstract – ca. 200 ord – til Laura Katrine Skinnebach (lks@cc.au.dk) eller Pernille Hermann (norph@cc.au.dk) inden den 5. november.

Arrangører: Laura Katrine Skinnebach (Kunsthistorie) og Pernille Hermann (Nordisk), i samarbejde med Middelaldercirklen. 

Se plakten Call for Papers.