Af Bo Kristian Holm, Anders-Christian Jacobsen, Peter Lodberg og Else Marie Wiberg Pedersen
Dogmatik ved Aarhus Universitet havde fra begyndelsen en stærk profil, der kom til at præge både faget dogmatik og det senere tilkomne fag Missionsteologi og økumenisk teologi. Den første professor i dogmatik var Regin Prenter. Han tiltrådte i 1945, året efter han forsvarede sin disputats Spiritus Creator om Luthers Helligåndsteologi, der blev forbundet med både Luthers skabelsesteologi og med hans forståelse af sakramenterne. Prenter var nytænkende og forenede en rodfæstet dansk grundtvigianisme med et internationalt udsyn, som der var brug for i en dansk teologisk tradition, hvor skyklapperne ofte kunne sidde stramt. Med Prenter blev der lagt en stil for faget, hvor det gjaldt om at gentænke og integrere den klassiske dogmatiks hovedemner på en måde, der gav dem fornyet relevans og derfor ofte var kritisk over for den teologiske minimalisme, der prægede store dele af den dialektiske teologi. Det var fx tilfældet med Prenters disputats om Helligånden, der var med til at sætte Luthers Helligåndsteologi på dagsordenen på en måde, der blev ved med at inspirere mange årtier efter. Dogmatik blev placeret i spændingsfeltet mellem kirke og akademi med lige stor forpligtelse over for begge former for offentlighed. Den forpligtelse indebar også forpligtelsen til kritik, der i lige høj grad rettede sig mod kirkelig selvtilstrækkelighed og konservatisme som mod selvtilstrækkelig sekulær positivisme. Denne opmærksomhed på universitetsteologiens dobbelte forpligtelse blev en hovedsag for Peter Widmann, Prenters efterfølger som professor, ikke mindst i hans disputats, Tetisk teologi.
Den lutherske tradition blev vægtet højt hos Prenter. Det samme gjorde den økumeniske teologi. Prenter var medvirkende til at Det lutherske Verdensforbund stod bag, da den første internationale kongres for Lutherforskning fandt sted i Aarhus i 1956, og han lagde et stort engagement i Det Økumeniske Institut i Strasbourg. Prenters profil har derfor på mange måder været definerende for forståelsen af faget dogmatik i Aarhus. Dogmehistorien er blevet en integreret del af den obligatoriske undervisning i dogmatik. Det er med til at sikre, at beskæftigelsen med dogmatikkens emner altid sker i et historisk perspektiv, først og fremmest med linjer tilbage til reformationen og oldkirken, der fortsat udgør kerneområderne. Prenter satte høje standarder for dogmatikken. Hans lærebog Skabelse og genløsning anses som et hovedværk både i Prenters forfatterskab og inden for faget, og den finder stadigt nye læsere.
Den grundtviginspirerede læsning af Luther havde positive følger, for den lod emner komme til syne, som ellers var sat til side. På den måde foregreb Prenter ofte diskussioner, der først langt senere blev taget op af forskningen. 20 år før den finske Lutherforskning pegede Prenter på overraskende sammenhænge mellem elementer i Luthers retfærdiggørelseslære og sider af den østkirkelige lære om menneskets guddommeliggørelse. Han pegede på Luthers forhold til den middelalderlige kærlighedstanke og fremhævede en forståelse af den guddommelige kærlighed som selvgiven, for blot at nævne nogle af de eksempler, som gør, at Prenters teologi stadig formår at finde begejstrede læsere. Men senere forskere har også nuanceret og korrigeret Prenter på afgørende punkter, deriblandt hans Lutherforskerkollega, Erik Kyndal, der kom til Aarhus fra København. Kyndals studier i Luthers kristologi gav plads for en større forståelse for Luthers teologiske udvikling, end den Prenter tillod med sin betoning af korsteologien som den røde tråd gennem alle Luthers værker. Også Prenters interesse for luthersk sakramentsteologi blev fortsat. I første omgang hos Kyndal. Med en solid luthersk dogmatik i ryggen vendte også Kyndal sig mod kirkerne uden for Danmark og gjorde en stor indsats for at få Danmark med i det europæiske Leuenberg-fællesskab: en fælles nadverlære måtte føre til nadverfællesskab, for nadverfællesskabet hørte med til nadverlæren. Kyndals indsigt i både Luther og de økumeniske nadverdiskussioner dannede den solide baggrund for disputatsen Nadverlære og nadverfællesskab.
Dogmatik i Aarhus har været præget af fagligt stærke, men også meget forskellige teologer. Alligevel lader de fleste sig rumme under den brede paraply som Prenter med sin forståelse af dogmatikken foldede ud. Der kom i Aarhus en stærk vægtlægning på den lutherske inkarnationsteologi. Hos Kyndal tog det form som en stærk betoning af Kristus som gave. Her så Kyndal en væsentlig præcisering i Luthers teolog. Hos Peter Widmann blev samtidigheden af de absolutte modsætninger guddommeligt og menneskeligt hos Luther brugt som pejlemærker for den nytænkning af den klassiske kristologi, som Widmann fandt særligt påtrængende. Også Niels Henrik Gregersen fandt inspiration i Luthers chalkedonenesiske kristologi og sene nadverskrifter, men også i Grundtvig, den oldkirkelige trinitetslære og naturvidenskaben stof til et opgør med den minimalisme, som ofte har præget moderne luthersk teologi.
Prenters sammenkædning af skabelsesteologi og helligåndsteologi var et nybrud i luthersk teologi i det 20. århundrede, der kaldte på at blive fulgt op. Med Anna Maria Aagaards disputats om Helligånden sendt til Verden fik Helligåndsteologien endnu en markant fortaler, dog mere kritisk over for Luther, end Prenter havde været. Tanken om Helligåndens sendelse til verden er udtryk for, at Gud kommer til den verden, som han selv har skabt. Det samme gælder også Kirken, når den sendes i mission til verden. Helligånden blev hos Anna Marie indgangen til dogmatikken og mange studerende lærte i Aarhus at gå ”baglæns ind i triniteten”. Guds komme til verden sker gennem Helligånden og manifesterer sig i kirken og i historien. Derfor måtte perspektivet udvides og kirkeforståelsen spille en betydeligt større rolle end Lutherdommen i almindelighed og dansk folkekirkekristendom i særdeleshed sædvanligvis tillod. Kirken måtte ifølge Aagaard have krop. Her fandt Anna Marie Aagaard inspiration i de græske kirkefædre, især hos de kappadokiske fædres stærke treenighedsteologi.
Kirkefædrene spillede også en vigtig rolle for Jens Holger Schjørrings dogmatiske arbejde, men da han kom til patristikken fra Grundtvig, blev det Irenæus, han kastede sig over. Kombinationen af Irenæus og Grundtvig betød at et stærkt fokus på historien og på Guds historie med verden. Hans samtidige store interesse for det 20. århundredes tyske teologi skærpede en opmærksomhed om sammenhængen mellem Grundtvigs teologi og de lange linjer i europæisk kristendom, og en særlig tilgang til de teologiske problemer, som prægede den tyske kirkekamp mellem verdenskrigene.
Et tidligt udtryk for denne videreudvikling af den aarhusianske tilgang til dogmatikken kan man finde i den lærebog i dogmatik fra 1999 (og siden genoptrykt flere gange), som Gregersen, Schjørring, Widmann, Kyndal og Aagaard alle bidrog til, og som med en henvisning til Luthers sene nadverskrifter, hvor han betoner, at Guds genskin er at finde i alt, fik navnet Fragmenter af et Spejl.
Den teologiske koncentration omkring helligåndsteologi og kirkefædrenes betydning dannede også grundlag for missionsteologi og økumenisk teologi, som i mange år udgjorde et særskilt institut ved Det teologiske Fakultet. Instituttet var ikke stort, men det kom med ansættelsen af Johannes Aagaard i 1957 til at præge fakultetets liv. Aagaards disputats 10 år senere koncentrerede sig om, hvordan europæisk missionsaktivitet skaber konfession og kirke flere forskellige steder i verden. Samtidig udviklede han under indtryk af Karl Barths dialektiske teologi og katolsk ekklesiologisk tænkning i forbindelse Anden Vatikankoncil tanken om missio dei. Sammen med sin senere kollega ved instituttet, Gerhard Pedersen, betonede Aagaard at Kirken er sendt til verden. Mission er derfor ikke først og fremmest en kirkelig aktivitet, men en del af kirkens identitet som bundet til Helligåndens virksomhed. Centralt i Aagaards og Pedersens pneumatologiske bestemmelse af ekklesiologien bliver i forlængelse heraf, at Kirken hele tiden er på vej mod sin egen bestemmelse. Det er ikke traditionen, som bestemmer hvem og hvad kirken er, men den mulighed for forandring, der ligger i at være tegn på det fremtidige Gudsrige i verden. Her ligger kimen til ikke mindst Aagaards til tider meget skarpe kirkekritik, hvor han kritiserede de eksisterende kirkesamfund for at være fanget i konfessionelt snæversyn og selvtilfredshed.
Også Lars Thunbergs teologiske arbejde koncentrerede sig om helligåndsteologien. Med sin dybe forankring i østlig-ortodoks teologi og store kendskab til katolsk teologi engagerede også han sig gennem årene i den økumeniske læresamtale. Han opfattede helligåndsteologien som udtryk for, at Helligånden er livets princip, fordi den er det nye liv, der hele tiden udvikler sig og åbner verden for Guds tilstedeværelse. Kristen identitet er derfor ikke en statisk tryghedsstilstand, men snarere en tilblivelsesproces, hvor troens tillid og overbevisningskraft hele tiden bliver skænket på ny og hele tiden skal genindvindes. Ifølge Thunberg er troen derfor en udfordring, som altid ligger foran os.
Opbrud og forandring blev temaer, der i høj grad blev taget op, da Viggo Mortensen hjemvendt fra flere år som leder af studieafdelingen ved Det lutherske Verdensforbund i Geneve blev professor i kristendommens globale udbredelse og økumeni. Han flyttede vægten fra den indre dogmatiske bestemmelse af karaktertrækkene ved mission og kirke til en undersøgelse af globaliseringens betydning for de transformationsprocesser, der præger nutidens samfund og kirker.
I det hele taget har det internationale perspektiv spillet en central rolle, måske endda den overordnede rolle, for dogmatikken i Aarhus. Prenter havde fra begyndelsen gjort det klart, at luthersk teologi ikke må udvikle sig til en arrogant konfessionalisme, hverken inden for Det lutherske Verdensforbund eller på universitetet. Han kombinerede derfor sit stærke engagement i et økumenisk åbent Luthersk Verdensforbund (han var i en årrække formand for LVF’s teologiske kommission) med engagement i såvel fransk katolsk som anglikansk teologi. Anna Marie Aagaard fortsatte helt i dette spor, idet hendes udgangspunkt ikke var reformationen men oldkirken og dens ikke-kristne kontekst. Den inspiration førte hun ind i sit arbejde for såvel Luthersk Verdensforbund som Kirkernes Verdensråd. Navnlig i sidstnævnte forum kunne hun pleje interessen for ortodoks teologi og deltog i en række læresamtaler med de ortodokse kirker i sin egenskab af at være præsident for Europa i Kirkernes Verdensråd fra 1990 og flere år frem.
Referencerammen for teologi og kristen tro er den universelle kirke, som Danmark og Folkekirken kun er en lille del af. Den holdning synes på forskellig måde at have været et fælles udgangspunkt for de teologer, der i Aarhus varetog faget dogmatik og missions- og økumenisk teologi.
Da institut for dogmatik i 1970 blev suppleret med kræfter fra Tyskland, hvorfra man hentede Peter Widmann, kom han til at bidrage med sit helt eget vidsyn. For Widmann var det ikke så meget den økumeniske indsats, der skulle sætte dagsordenen for en moderne dogmatik, som det var den akademiske tænkning. Kravet om universalitet havde monoteismen til fælles med fornuften, og den teologiske tænkning var lige forpligtet på begge traditioner. På den måde åbnede også Peter Widmann teologien ud mod verden, men på den måde der gjorde det klart, at teologien ikke måtte gøre sig sin sag for let. Den teologiske opgave er svær, og der er ingen genveje. Det hører med til den teologiske opgave selv at stille sig de sværeste spørgsmål.
75 år med teologi i Aarhus er ikke gået sporløst hen over hverken teologien som helhed, eller over det fag, der nu hedder dogmatik med missionsteologi og økumenisk teologi. Det finder nye veje og nye emner. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvordan de linjer, der her er skitseret, stadigt formår at gøre sig gældende og inspirere den forskning, der lige nu finder sted inden for såvel dogmatikken som missionsteologien og den økumeniske teologi. Denne tilbageskuende artikel vil senere på året bliver fulgt op af en anden, der skuer frem og viser hvordan arven stadig giver inspiration til nytænkning.
