Jeg har haft en lidt pudsig karrierevej, idet jeg startede med at undervise i græsk og latin i diverse løsansættelser på Københavns Universitets elementarkurser, men efter en årrække med midlertidige ansættelser lykkedes det mig dog at lande et årsvikariat og senere fastansættelse i oldtidskundskab og latin på Gribskov Gymnasium. ”Det bliver en ordentlig mundfuld for dig, hvis du ikke har undervist i gymnasiet før,” bemærkede min mentor, der var en garvet latinlærer. Det fik hun ret i. Det er nemlig en forholdsvis krævende opgave at undervise i gymnasieskolen i dag, men samtidig en meget spændende og givende opgave.
Latin indgår som en del af faget Almen Sprogforståelse (AP), der er et 45-timers introduktionskursus til sprog og sprogvidenskab for alle 1g-elever i det almene gymnasium. Forløbet består foruden latindelen (ca. 20 timer) af en såkaldt ”almendel”, i hvilken en dansklærer samt en underviser i 2. fremmedsprog (eller engelsk) skal stå for undervisningen. Ministeriet har fastsat, at følgende emner skal introduceres af latinlæreren: morfologi og forholdet mellem kasus og ledfunktion, forskellen på analytisk og syntetisk sprog, orddannelse i sproghistorisk sammenhæng (inklusive stammer og affikser), græsk og latin i moderne sammenhæng (dvs. hvordan de har bidraget til de moderne videnskabssprog og til låne- og fremmedord i almindelighed), sammenhæng mellem sprog og kultur, herunder ”domæner”, bevidsthedshistorie og kulturbetinget betydningsindhold, og endelig skal der arbejdes med oversættelse og oversættelsesproblematik, idet eleverne trænes i at oversætte fra latin til dansk samt fra dansk til latin. Det er naturligvis klart, at det er stærkt begrænset, hvor meget man kan nå at gå i dybden med de forskellige sproglige problemstillinger, når der er så få timer til rådighed, men kurset kan i hvert fald give eleverne et indtryk af, hvad latinfaget handler om, som en slags ”appetizer”. Det er nødvendigt at planlægge undervisningen grundigt og at sørge for at pædagogikken og ens undervisningsmetoder er omhyggeligt gennemtænkt, idet man blandt andet skal tage højde for, hvilken type af klasse der er tale om, samt hvornår på dagen undervisningen ligger, etc. Jeg har været heldig med enkelte hold, hvor det er lykkedes at fange deres interesse helt fra starten, så at jeg i hele forløbet har kunnet veksle mellem tavleundervisning og gruppearbejde uden problemer, mens jeg i andre tilfælde har måttet organisere undervisningen helt uden brug af tavle, da der ellers ville være for meget uro til at undervisningen kunne gennemføres. Det er meget vigtigt, at man får en god relation til eleverne og møder dem, der hvor de er, samt at man forstår, at man først og fremmest er pædagog, en facilitator for læring snarere end en fagperson. De fleste år har det været muligt at skabe nok interesse for faget til, at der kunne oprettes et latinhold på c-niveau, hvor man har bedre tid til at gå i dybden med den faglige substans.
Jeg har dog desværre ikke haft mulighed for at undervise i latin på b- eller a-niveau i gymnasieskolen, hvorfor det har været en fornøjelse at vende tilbage universitetsverdenen til en stilling som underviser i latin på Afdeling for Teologi efter mange gode år som gymnasielærer, eftersom det betyder en mulighed for at undervise i latin på et højere niveau. Det slog mig straks fra første undervisningsdag, hvor stor forskel der er på de to institutioner; de studerende møder generelt velforberedte op og er klar til undervisning, inden timen formelt er startet, kan holde deres koncentration og opmærksomhed rettet mod det faglige indhold i undervisningen uden problemer, selvom der kan være tale om 45 minutters tavleundervisning og benhårde grammatiske gennemgange, ja de studerende kræver endda ligefrem tavleundervisning! Dette ville ikke være hensigtsmæssigt i gymnasiet, hvor det optimale er at dele de ofte lange moduler op i sekvenser på ca. 10 minutters varighed, da for mange ellers vil miste fokus, og man risikerer uro og larm. Man skal i den forbindelse huske, at gymnasieelever de fleste dage går i skole fra 8-16 og har ganske få pauser, mens universitetsstuderende har noget mere luft i skemaet og kan veksle mellem læsesal og undervisning; det er derfor ikke kun et spørgsmål om modenhed. Det gør også en kæmpe forskel, at man straks kan gå i gang med undervisningen, uden at man først har brugt en masse kræfter på at sørge for, at der er et tåleligt læringsmiljø, samt at de studerende er motiverede.
Jeg forstod også, at jeg var en privilegeret latinlærer, da en teologistuderende selv foreslog, at vi kunne bruge noget tid på øvelser i latinsk stil, hvorefter størstedelen af holdet gav udtryk for, at det var noget af det herligste, de længe havde hørt. Eller da vi talte om brugen af final infinitiv i kirkelatin på selvsamme latinhold, hvorefter en studerende spurgte, hvilke andre muligheder der var for at udtrykke det finale på klassisk latin; et spørgsmål, de fleste latinlærere ellers kun tør drømme om nogensinde at høre, og man kunne nævne mange andre prægtige eksempler på, hvor dygtige og interesserede de studerende er.
Der er en god stemning på afdelingen, der er præget af en rar omgangstone, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke mine studerende på både Teologi og Religionsvidenskab for den venlige modtagelse. En stor tak skal også lyde til mine nye kolleger, der ligeledes har taget vældig godt imod mig. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet.
