Aarhus Universitets segl

Bogudgivelse af Else Roesdahl

Else Roesdahls nye bog Fra Vikingetid til Valdemarstid. Danmark 950-1200 udkom i november måned på Aarhus Universitetsforlag. Det er en ny og anderledes Danmarkshistorie.

Over 21 kapitler spænder den over den dramatiske tid 950-1200, altså både sen vikingetid og første del af middelalderen, og den bygger således bro mellem perioder, der normalt er adskilte. Desuden bygges bro mellem mange fag, først og fremmest arkæologi og historie. Overordnet handler bogen om en tid, hvor der foregik et gennemgribende kulturskifte fra en nordisk til en europæisk kultur med danske særtræk. Her afdækkes lange linjer og nye forskningsresultater præsenteres, bl.a. om kristendommens officielle indførelse i Danmark og dens hurtige tilegnelse. Værket er på 481 sider inklusive noter, litteratur og registre samt ca. 250 illustrationer.

Fra vikingetid til Valdemarstid handler om Danmarks politiske op- og nedture, vikingetogter og vendertogter, og indædte magtkampe mellem kongeslægtens unge mænd. Mange konger døde unge, og mange blev dræbt. Men riget bestod. Bogen redegør ligeledes for 1100-årenes voldsomme kirkebyggeri og en stærk teknologisk og økonomisk udvikling – bl.a. introduktion af sten og tegl som byggematerialer, almindelig brug af mønter til betaling og et boom af nye byer. Og den handler om samfund, indvandrere, internationale forbindelser, skriftkultur, hverdagslivet, militære forhold, tidens flotte kunst – og om mindesmærker som Danevirke, Jelling og ringborgene, der alle er udnævnt til Verdensarv. Forfatteren søger ligeledes at indkredse nogle af tidens centrale aktører – fra Harald Blåtand over Svend Estridsen til Valdemar den Store, dronning Sofia, sønnen Knud 6. (som nutiden tit overser) og biskop Absalon. 

Else Roesdahl er professor (emerita) i Middelalderarkæologi på Aarhus Universitet.