Vikingernes arv

Med de besparelser, som kræves af universiteterne, vil en række fag og forskningsområder blive ramt så hårdt, at de reelt forsvinder. Dette gælder blandt andet undervisning i norrønt sprog (= oldislandsk) på Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Og det sker som følge af det ansættelsesstop, som universitetet p.t. har indført. Vi er imidlertid mange, der ser grund til at råbe vagt i gevær omkring netop det norrøne sprog.

Det er ødelæggende for dansk kultur at fjerne faget. Det drejer sig nemlig ikke kun om et enkelt lille humanistisk fag, som ingen har synderlig glæde af; det drejer sig også om vores selvforståelse som danskere. Aarhus Universitet har i nogle år været det sidste danske universitet med et kontinuerligt udbud af norrønt sprog og levende studiemiljø omkring faget. Derfor kommer norrønt sprog praktisk talt til at forsvinde fra danske universiteter. Nedlukningen er midlertidig, men vi er i tvivl om, hvorvidt besparelserne de kommende år vil tillade en genåbning.

Kan det da ikke være lige meget, at et gammelt sprog, som ingen taler, forsvinder fra Danmark, kan man så spørge. Nej, norrønt er nemlig det sprog, der giver os adgang til den nordiske mytologi og de gamle sagaer. De vigtigste kilder til vikingernes tankegang og til mytologierne er skrevet på norrønt. Kan man ikke læse dette sprog, kan man ikke læse kilderne. De er vores eneste indgang til den mentalitet, det livssyn og den tankegang, som fandtes i Danmark og Norden i førkristen tid. Det er vikingetidens verdensopfattelse, deres fortællinger om guder og jætter, om verdens skabelse og et liv efter døden, som vi risikerer at afskære os selv fra. Det er det ældste tilgængelige lag i vores mentalitetshistorie. Hvad skal vi egentlig også med nordisk mytologi, Odin og Thor, lyder et andet spørgsmål? Kender vi ikke de myter? Igen er svaret nej. Vi tror, vi kender dem, indtil vi nærlæser og forholder os kritisk til kilderne. Mange nye forfattere og populærkulturen støtter sig også til denne del af den fællesnordiske historie.

De studerende er forresten uforstående. I tillæg kan man være bekymret for, om vi i Danmark vil kunne blive ved med at leve op til vores del af aftalen med Island om herhjemme at forske i de gamle islandske håndskrifter, som blandt andet indeholder de mytologiske fortællinger, for de er skrevet på norrønt. Ydermere vil det svække vores ellers anerkendte stilling i internationale forskningskredse. Det svarer nogenlunde til, at man i Grækenland sløjfer Homer, eller at italienerne opgiver Dante.

Er det virkelig det, vi vil? Er der i Danmark et bevidst ønske om dette? Eller kan vi finde midlerne til at bremse denne udvikling? Skal vi sende vølven, Egil Skallegrimssøn, Heimdal og de andre ud i det internationale rum og overlade det til andre at være eksperter på den del af vores kulturarv? Eller vil vi gerne selv fortsat kende vores egen historie?

Karen Bek-Pedersen, Simon Nygård, Pernille Hermann, Richard Cole, Sarah Croix, Agnes Arnorsdottir, Søren Michael Sindbæk, Jens Peter Schjødt. Ansatte ved Religionsvidenskab, Nordiske studier og oplevelsesøkonomi samt Arkæologi og Kulturarvsstudier ved Aarhus Universitet.