I 1658 oprettedes i Amsterdam et trykkeri med navnet “Surb Edjmiacin ew Surb Sargis Z?rawar”. Navnet lå lige så mundret for 1600-tallets hollænder som for 2000-tallets dansker. Det var armenisk, og trykkeriet var oprettet på initiativ af den armeniske kirkes overhoved katholikos Jakob IV.

Til en virksomhedsgrundlæggelse kræves som bekendt både ressourcer og ideer.

Armeniske ressourcer var til stede i 1600-tallets Amsterdam, fordi den blomstrende nordvesteuro­pæiske handels- og søfartsby var endestation for en handelsrute, der begyndte i den armeniske del af den persiske by Isfahan og gik via middelhavshavne som Istanbul, Venezia og Marseille. Armeniske handelsmænd tog levende del i aktiviteterne på alle stationer.

Til idegrundlaget hørte, at armenierne allerede fra 1500-tallet havde insisteret på at få deres egen bibel på deres eget sprog i det nye medie: den trykte bog. I den hensigt havde de længe bearbejdet paven i Rom, men han ville ikke tillade trykning af en “kættersk” bog, og den gamle armeniske bibel - oversat allerede i 400-tallet - afveg fra den latinske “kanon”: Vulgata; den var altså “kættersk”.

Derfor måtte man vende sig til den protestantiske verden, og ideer og ressourcer slog til: armenierne fik deres første bogtrykte bibel, Oskan-bibelen, udgivet i Amsterdam i 1666-68.

Den verden af med- og modspil mellem øst og vest fra ca. 1500 til henimod 1800, som historien om Oskan-bibelen indgår i, var der i 2012 lejlighed til at få indblik i gennem en “vanddråbe” bestående af de 19 bøger, der i Det Kgl. Bibliotek repræsenterer periodens armeniske bogtryk.  De var udstillet i Den sorte Diamant som markering af 500-året for den første trykte armeniske bog. Armeniens hovedstad Erevan var i samme anledning af UNESCO udnævnt til at være World Book Capital 2012, og der blev afholdt udstillinger parallelt med den københavnske rundt omkring i verden.

Henning Lehmann blev bedt om at skrive en artikel om de 19 bøger. Ud fra denne artikel vil han - også i anledning af, at han har nået en alder som hr. Krible-Krable i H. C. Andersens eventyr om “Vanddråben” - søge at vise noget af, hvad man ud af bøgernes vanddråbe kan udlæse om forholdet mellem de to - eller tre eller flere - sprogligt og dogmatisk adskilte verdensdele, der stod over for hinanden i perioden fra barokken til rationalismen.