Kirkehistorie er en af teologiens klassiske discipliner. P.G. Lindhardt (1910-1988) blev i 1942 fagets den første professor ved det unge aarhusianske fakultet. Han var nyslået doktor på en afhandling om pietismen og dens administration. Som elev af J. Oskar Andersen havde han på Københavns Universitet lært historisk kildekritik, den såkaldt erslevske metode, men skulle komme til at udvikle denne ret rigide metode. I 1951 kritiserede han f.eks. vækkelsesbevægelsernes historieskrivning, som han hævdede var bestemt af det augustinske historiesyn: at Gud handler i historien, at han fører sit folk frem mod en bestemmelse. Det var let for vækkelserne at tolke deres historie som udslag af Guds vilje, af Guds finger og førelse i historien. Inspireret af socialhistorikeren Hans Jensen og under indflydelse af Hans Kirks roman Fiskerne anlagde Lindhardt et materialistisk syn på historien. Det hårde og risikofyldte liv på havet og i hytterne skabte grobund for Indre Mission, der lovede ”et bedre forår”. De store hartkorn og flæskeeksporten til England var baggrund for de livsglade og tilfredse grundtvigianere, der allerede levede i gyldenåret. Dette fremførte Lindhardt i bogen Vækkelse og kirkelige retninger.
Den polemiske brug af kirkehistorien møder man ikke hos Jakob Balling (1928-2012), der i 1963 blev ansat som professor i oldkirkens og middelalderens kirkehistorie. Han havde arbejdet med forholdet mellem kejser og pave i middelalderen, men interesserede sig i stigende grad for teologi og poesi samt for historiografi og universalhistorie. Han læste forfatterskaber som Dantes og Miltons på originalsprogene med studenterne. Bogen De unge skal se syner fra 1997 var resultatet af et samarbejde med to studenter (Ulla Morre Bidstrup og Torben Bramming) i forbindelse med en universitetsøvelse. Det var en kommenteret oversættelse af Perpetuamartyriet – beretningen om den unge kvinde Perpetuas lidelse og død under forfølgelser i Karthago i begyndelsen af det 3. århundrede – en tekst, der er særligt spændende ved måske at rumme selvbiografiske optegnelser fra Perpetua og dermed en sjælden kvindelig synsvinkel på bekendelse og martyrium fra oldtiden.
Traditionelt havde man en professor og to lektorer i oldtid og middelalder, mens nyere og nyeste tid varetoges af en professor og tre lektorer. Denne bemanding gik gradvis i opløsning omkring år 2000, og i 2023 varetager to lektorer og en adjunkt forskning og undervisning i kirkehistorie på Afdeling for Teologi.
Da Jens Holger Schjørring (f. 1942) i 1997 blev udnævnt til professor i kirkehistorie, var det uden periodemæssig begrænsning, således at én professor nu skulle dække hele kirkehistorien. Schjørrings arbejde fokuserede især på det 20. århundrede, bl.a. kirkerne i Østeuropa under kommunismen og afrikansk kirkehistorie. En særlig varm interesse nærede han for det internationale økumeniske arbejde.
Også Per Ingesman (f. 1953), der afløste Schjørring som professor i 2009 og varetog stillingen indtil 2021, skulle dække hele kirkehistorien. Ingesmans hovedinteresse var den danske kirkehistorie i senmiddelalderen. Til denne fandt han vigtigt nyt kildemateriale i Vatikanarkivet i Rom, som førte frem til hans disputats fra 2003 om den pavelige højesteret, den såkaldte Rota Romana, og dens behandling af danske sager i middelalderen. I det seneste årti har han ført sin interesse lidt længere op i tiden, til reformationen og konfessionaliseringen i 1500- og 1600-tallet.
De to lektorater i oldtidens og middelalderens kirkehistorie beklædes af Nils Arne Pedersen (f. 1959) og Jakob Engberg (f. 1971). Allerede med sin disputats The Sermon on the Great War. Investigations of a Manichaean-Coptic text from the fourth century (1996) slog Nils Arne Pedersen den tone an, der skulle gøre ham internationalt anerkendt som en af de førende forskere i manikæerne, deres koptiske og syriske skrifter og den oldkirkelige gendrivelse af manikæismen – hvad der kommer til udtryk i, at han fra 2017-2022 har været formand for International Association of Manichaean Studies. I sit arbejde med manikæiske tekster, f.eks. inden for det af FKK finansierede projekt Biblia Manichaica, som han ledte, kombinerer Pedersen omhyggelig eksegese og tekstkritisk arbejde med kirkehistorikerens evne til at kontekstualisere tekstmaterialet både socialt og liturgisk. Blandt de emner inden for oldtidens kirkehistorie, han har beskæftiget sig med, kan nævnes apologetik og kristendomskritik, Athanasios’ påskebreve, men også hvordan de tidlige kristne udviklede en modvilje mod selvmord. I de senere år har Pedersen også beskæftiget sig med et emne fra det 19. århundrede: Grundtvigs dåbsteologi.
Jakob Engberg kom til teologi på Aarhus Universitet fra historie på Syddansk Universitet, hvor han havde skrevet ph.d.-afhandling om de tidlige romerske kristenforfølgelser, der i 2007 udkom som bog: Impulsore Chresto. Opposition to Christianity in the Roman Empire c. 50-250 AD. I 2009 blev han ansat som lektor i kirkehistorie med særligt ansvar for at koordinere kandidatuddannelsen Religious Roots of Europe. Siden 2012 har Engberg været leder af Centre for the Study of Antiquity and Christianity – et tværfagligt center for forskning i den antikke kristendom, som løbende har tiltrukket såvel et stort antal udenlandske gæsteforskere på forskningsophold som eksterne bevillinger. Han har selv deltaget i eksternt finansierede forskningsprojekter, f.eks. projektet Migration of Faith: Clerical Exile in Late Antiquity, der har bidraget med vigtig ny viden om forholdet mellem de kristne og de romerske myndigheder ca. 300-600.
Lektoraterne i nyere og nyeste tids kirkehistorie er gennem en årrække blevet varetaget af Carsten Bach-Nielsen (f. 1955) og Liselotte Malmgart (f. 1968). Sidstnævnte havde på Københavns Universitet skrevet ph.d.-afhandling om udviklingen i dansk diakoni i det 20. århundrede (2002) og kom til kirkehistorie i Aarhus som adjunkt i 2005. Som fast lektor fra 2009 var hendes forskning kendetegnet af en bestræbelse for at se den nyeste kirkehistorie i Danmark i et europæisk perspektiv. Hun har fortsat haft fokus på diakoni, men har også arbejdet med Folkekirkens rolle i samfundet og dens forhold til andre kirker. Siden 2012 har Liselotte Malmgart fungeret som studieleder for Institut for Kultur og Samfund og varetager derfor pt. ikke forsknings- og undervisningsmæssige opgaver.
Carsten Bach-Nielsen er som kirkehistoriker elev af P.G. Lindhardt, men har sin egen profil som forsker. Den er ikke mindst kendetegnet af hans evne til at koble den teologiske disciplin kirkehistorie og den humanistiske disciplin kunsthistorie, som han har bifag i. Bach-Nielsen har især arbejdet med den tidligmoderne periode. I den færdes han hjemmevant inden for både dansk og almeneuropæisk kirkehistorie, og han har skrevet en lang række videnskabelige artikler herom. I højere grad end nogen anden aarhusiansk kirkehistoriker har han dog lagt vægt på også at formidle sin viden til en bredere læserskare. Han har skrevet flere bøger af formidlende art, hvori han har udnyttet sin store viden om kunst og kunstnere til at dreje kirkehistorien i kulturhistorisk retning. Blandt dem kan nævnes Kingo CCC. Studier udgivet i 300-året for salmedigterens død (2002), Sømanden og døden - en ikonografisk skitse om de druknede og de reddede i nordisk kirkekunst (2009) og senest den meget roste redegørelse for Bibelens danske kulturhistorie: Bibelen i Danmark. 500 års kirke- og kulturhistorie (2019).
Bach-Nielsen har dog også stor kompetence i og interesse for kirkehistorien efter 1800. Her kan især fremhæves, hvorledes han har taget et i dansk kirkehistorie næsten helt forsømt emne op, nemlig kirkehistorien på De dansk-vestindiske Øer forud for salget af øerne i 1917. Carsten Bach-Nielsen pensioneredes fra lektoratet i 2020.
Siden 2022 har Mattias Sommer Bostrup (f. 1989) varetaget et adjunktur i kirkehistorie med hovedfokus på nyere og nyeste tid. Sommer Bostrup fik i 2019 ph.d.-graden fra Aarhus Universitet på en afhandling om den danske reformator Niels Hemmingsen og dennes forfatterskab, der sigtede på at lade samfundet ordne efter den nye lutherske teologi. Siden har han beskæftiget sig med emner fra pietismen og 1800-tallet, bl.a. studier i konfessionelle sammenstød på den slesvig-holstenske vadehavsø Nordstrand. Aktuelt arbejder han med spørgsmål relateret til krig, nation, mission og grænse i dansk og sønderjysk kirkehistorie siden Mellemkrigstiden.
