I manikæismens vældige udbredelsesområde fra Atlanterhavet til Kina anvendte man de lokale sprog og ofte lokale skriftsystemer (f.eks. koptisk og kinesisk). Middeliranske og oldtyrkiske tekster fra Centralasien blev derimod skrevet med en særlig og let genkendelig afledning af aramæisk skrift, kendt som manikæisk skrift. Det er sandsynligt at denne skrifttype blev anvendt af Mani selv til hans værker, der overvejende var skrevet på aramaisk (syrisk). Kombinationen syrisk sprog og manikæisk skrift er imidlertid kun overleveret i et ganske lille korpus af tekster, der er betydeligt ældre end teksterne fra Centralasien. De har derfor en helt særlig palæografisk interesse, og foredraget vil behandle spørgsmålet om denne tidlige skrifts afledning og dens forhold til den senere manikæiske skrift.