Felix (40 år) har en autismediagnose og oplever, at skam manifesterer sig på forskellige måder i hverdagslivet. På den ene side er han er ret bevidst om, at han er okay. Det bliver bekræftet af familie, partner og igennem bøger. På den anden side findes der et samfund, der fortæller han, at han ikke er okay, og en jura, der fortæller han, at han ikke er okay. Han beskriver følelsen skam som at føle sig forkert eller ikke være god nok, og den fører til et ønske om at skjule den, han er i frygt for at blive opfattet som forkert. Han håber, at vi kan blive bedre til at lade glæden fylde mere end skammen. Felix opfordrer til at fejre de sejre, som man er lykkedes med, selvom det er nogle, der måske er lette for andre, og ikke kun de øjeblikke som er beundringsværdige med neurotypiske forudsætninger.