Aarhus Universitets segl

Nanna - historie 5 - Afbryde studie

Beskrivelse

Nanna (27 år – de/dem) har autisme og ADD. For 2 år siden valgte Nanna at droppe ud af kandidatuddannelsen, fordi universitetet blev for hårdt med diagnoserne. I dag er Nanna tilfreds med sit valg, for universitetet har været svært fra dag ét. At gå på universitetet krævede at Nanna konstant slukkede ildebrande. Da dispensationer ikke længere var en mulighed på kandidaten, fandt Nanna hurtigt ud af at det ikke var muligt for dem at studere på fuld tid. Det sværeste ved at træffe beslutningen om at droppe ud, var at give slip på idéen om, at de var akademisk dygtig på trods af udfordringerne. Dog var det en befrielse den dag Nanna accepterede, at de havde et handicap, at de ikke kunne, selvom de havde fået at vide hele livet, at de kan, så længe de vil. Nanna mener ikke, at autister ikke kan gå på universitetet, men snarere at det er svært at gå på universitetet under de forhold, der er på universitetet og de krav, der bliver stillet. Systemet er ikke altid indrettet autismevenligt.