Aarhus University Seal

Marianne Qvortrup Fibiger er udpeget som ny afdelingsleder

Marianne Qvortrup Fibiger er udpeget som ny afdelingsleder på Afdeling for Religionsvidenskab, Arabisk og Islamstudier. Hun afløser Jørn Borup. Vi har spurgt, hvad hendes første større opgave bliver, og hvilket aftryk hun gerne vil sætte som ny afdelingsleder.

Præsenter kort dig selv
-Jeg er lektor, ph.d. og har været tilknyttet Afdeling for Religionsvidenskab siden 1995, hvor jeg begyndte en ph.d. med en afhandling om srilankansk tamilske hinduer i Danmark. Mit ekspertområde er hinduisme generelt med særligt fokus på nutidig hinduisme i sine mange former og indlejringer, men jeg er også meget interesseret i religionsteori og i komparativ religionshistorie, samt i krydsfeltet imellem eksplicit og implicit religion.

Hvad kendetegner afdelingen i dag?
-Først og fremmest at det er et godt sted at være, og hvor vi med vores forskellige kompetencer bidrager til en stærk forsknings- og undervisningsprofil. Men afdelingen er, ligesom alle andre såkaldte humanistiske uddannelser, stærkt under pres. Vi mærker tydeligt de mange økonomiske nedskæringer og den generelle ”humanist-bashing”, som råder politisk. Og det bekymrer mig, da det udover at påvirke det stærke faglige og forskningsmæssige drive, som vi har på afdelingen, også påvirker den uddannelse, som vi kan tilbyde vores studerende. Jeg husker stadig, da der var råd til at tilbyde valgfag for de studerende, så de selv kunne forfølge deres egen faglige interesse, som de kunne dygtiggøre sig i. De tider er desværre væk.

Hvad bliver den første større opgave for dig som ny afdelingsleder?
- At sikre, at vi kan bevare vores stærke forskningsprofil, og at de mange nedskæringer ikke får betydning for en stærkt profileret religionsvidenskabelig uddannelse, vi tilbyder vores studerende eller for studiemiljøet generelt.

Hvilket aftryk vil du gerne sætte som afdelingsleder de kommende år?
- Jeg vil gerne være med til at skabe rammerne for, at det er et godt sted at være, og hvor der skal være plads til, at den enkelte medarbejder dyrker sit særlige forskningsfelt, men hele tiden i udveksling og i samspil med andre. Det er min overbevisning, at det er det, der skal til for at sikre en stærk og bredt funderet religionsvidenskabelig profil, som igen vil have betydning for den uddannelse, vi tilbyder vores studerende.