Mette Løvschal får Dronningens Videnskabspris
Arts-forsker og arkæolog Mette Løvschal hædres for sin tværfaglige forskning i forhistoriske landskaber, der kan blive en vigtig brik i håndteringen af den højaktuelle klimakrise.
Hun gør fortidens landskaber til vejviser for klimakrisen.
Sådan lyder de rosende ord om Arts-professor og arkæolog Mette Løvschal, der netop er blevet udpeget som dette års modtager af H.M. Dronning Margrethes Videnskabspris.
Prisen, som er indstiftet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, får hun for sin tværfaglige forskning i forhistoriske landskaber, der med selskabets ord 'kan blive en vigtig brik i puslespillet om, hvordan vi skal håndtere klimakrisen'.
"Det er en meget stor ære og glæde at modtage Dronning Margrethe II’s Videnskabspris – også fordi, man med prisen samtidigt anerkender vigtigheden af arkæologien, kulturarven og vores fælles erfaringsgrund,” siger Mette Løvschal om hæderen, som konkret gives til en dansk forsker under 50 år, hvis forskning har gjort sig særligt bemærket.
For Mette Løvschal retter hendes forskningsvirke sig især mod en række af de biologiske og kulturelle udfordringer, verden står over for.
"Jeg er særligt optaget af to globale udfordringer: Den ene er den omfattende indhegning af jord, der helt grundlæggende forskyder en række økologiske og sociale forhold og begrænser mobiliteten for både dyr og mennesker på en omfattende skala. Den anden er kollapset af fællesskabsbaserede græsningsbrug, som ellers har været med til at opretholde en mangfoldighed af kulturlandskaber gennem århundreder, af og til årtusinder. Og det er vigtigt i relation til klimakrisen, fordi der i begge tilfælde er tale om, at afstanden mellem natur og mennesker vokser," forklarer Mette Løvschal.
Ny forståelse af kulturlandskaber
Fra prisgiverens side er der ifølge præsident for Videnskabernes Selskab, Marie Louise Nosch, flere grunde til, at Arts-professoren hædres med Dronningens Videnskabspris.
"Mette Løvschals forskning giver os en ny forståelse af, hvordan bondestenalderens mennesker for 5000 år siden skabte det landskab, vi lever i i dag. De fældede skove, opdyrkede jorden og lod deres dyr græsse, og derved blev heden til nye kulturlandskaber, som gav en mængde ressourcer gennem tiden. Den ganske fundamentale ændring i landskabet fik betydning for vores liv og organisering, og for hele biodiversiteten," siger Marie Louise Nosch og uddyber:
"En anden tungtvejende grund er Mette Løvschals unikke inddragelse af perspektiver fra forskellige videnskaber, som omfatter både landskabsarkæologi, socialantropologi og humanøkologi," forklarer præsidenten.
Mette Løvschal får formelt overrakt prisen af H.M. Dronning Margrethe ved en ceremoni i Videnskabernes Selskab den 30. maj. Hun bliver samtidig den ottende forsker til at modtage den fornemme hædersbevisning.
Mette Løvschal
Født 1984. Ph.d. fra Aarhus Universitet. Professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Ledende forskningsudvikler, Moesgaard Museum. Modtager af en række priser, herunder Sapere Aude Forskningstalent 1 (2015), og Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-pris (2015). Modtager af flere forskningslegater, blandt andet fra Danmarks Frie Forskningsfond, Carlsbergfondet og et ERC-grant for projektet ANTHEA (Anthropogenic Heathlands: The Social Organization of Super-Resilient Past Human Ecosystems). Forskning er udgivet som højtciterede artikler i blandt andet Current Anthropology, World Archaeology, Anthropological Review og PNAS. Bred vifte af forskningsformidlende udgivelser, blandt andet via Cambridge University Press og Aeon.
Dronning Margrethe II’s Videnskabspris
Prisen er på 100.000 kroner og gives én gang om året til en fremragende dansk forsker under 50 år, hvis forskning er inden for de videnskaber, som repræsenteres af Videnskabernes Selskab. Prisen blev indstiftet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2015 i anledningen af Selskabets protektor H.M. Dronning Margrethe II’s 75-års fødselsdag, og den overrækkes derfor tæt på H.M. Dronningens fødselsdato. Prismodtageren udpeges af Selskabets præsidium efter indstilling fra medlemmer af Selskabet. Tidligere prismodtagere er Peter Lodahl, Lisbeth Imer, Anja Groth, Marie-Louise Nosch, Morten Heiberg, Bo Brummerstedt Iversen og Jens-Christian Svenning.
Yderligere information:
Mette Løvschal, professor
Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier
Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
E-mail: lovschal@cas.au.dk
Telefon: +45 2288 9205