Erik blev født i 1945 og voksede op først i Randers, så i Silkeborg, hvor han fik studentereksamen. Han begyndte studiet i historie på Aarhus Universitet i 1966. Planen var, at han skulle skrive speciale om de skotske højlandsklaners historie, men en studietur til Grækenland med professor Knud Hannestad forandrede hans liv for altid. Her fandt han en interesse for og stor kærlighed til græsk kultur, sprog, historie og arkæologi, som skulle følge ham til det sidste. Specialet skiftede således emne til en afhandling om Knossospaladsets kronologi; et tema som i de år skabte voldsom debat efter den britiske filolog Leonard R. Palmers neddateringer af Linear-B tavlerne og ødelæggelsen af Knossos-paladset. Efter minutiøs gennemgang af dagbøger og fundmateriale fra Sir Arthur Evans oprindelige udgravninger kunne Erik påvise, at paladset var i fuld funktion meget længere tid og først ødelagt 125 år senere end gængs antaget, på trods af at 99% af keramikken fundet i 1900-1902 var blevet kasseret af udgraverne. Denne opdagelse blev det første store bidrag af mange om minoisk kultur, heriblandt en bredere licentiatafhandling om det senminoiske Kreta i 1977.

Erik var historiker af uddannelse. Det kan nok forklare den store interesse for bronzealderens skriftsystemer og statsadministration på Kreta. Disputatsen (dr.phil.) i 1996 om de minoiske segl og forseglinger viser i den retning. Det samme gør publiceringen af det epokegørende hieroglyfiske arkiv fundet i Petras (Siteia, Østkreta) og af flere lertavler med Linear A og især Linear B fra Vestkreta. Han beherskede til fulde læsningen af ideogrammer og stavelsestegn, hvor Linear B havde vist sig som en tidlig form for græsk.

Parallelt med sit virke som historiker uddannede Erik sig selv til arkæolog gennem praksis.  I 1971, samme år som han afleverede speciale, blev han nemlig ansat ved De Græsk-Svenske Udgravninger (GSE) af Kastellihøjen under det moderne Khania. Netop her på øens vestligste del, hvor få havde troet på tilstedevær af civilisation i bronzealderen, viste der sig at være velbevarede levn fra to minoiske paladsrelaterede bosættelser i strategrafisk rækkefølge. Den første bebyggelse på stedet var i yngre stenalder efterfulgt af levn fra samtlige minoiske perioder, de græske og romerske perioder og helt frem til nutiden. Der er særligt rige efterladenskaber fra senminoisk tid, der andre steder ofte er svagt repræsenteret, herunder på Knossos. Erik blev hurtigt udgravningsleder. Under de tidlige udgravningssæsoner mødte han sin fremtidige hustru, Birgitta Pålsson Hallager, som helt fra begyndelsen ledede registreringen af de mange fund fra udgravningen. Frem til Eriks død bestod dette faglige og private makkerskab, der bl.a. var rettet mod publiceringen af den store og vigtige udgravning. GSE i Khania var den første udgravning på Kreta, der fulgte strengt videnskabelige principper dikteret af de mange lag, mure, rum, huse, gader og nedgravninger. Udgravningsområdet fremstår i dag tilgængeligt for besøgende, og der arbejdes på at publicere de sidste GSE bind.

Måske var det kombinationen af arkæologi og historie, der gjorde Erik til en fremragende og stedse dedikeret forsker. Hans død er et meget stort tab for ægæisk arkæologi. I flere perioder boede og arbejdede han i Grækenland, i midt 1970’erne som assistent (amanuensis) på det Svenske Athen-institut og senere som direktør for det Danske Institut i Athen 2004-2010, hvorefter han helt og holdent helligede sig Khania og udgravningerne der. Alle i Khania og omegn kendte Erikos, en stor mand og alligevel et menneske som dem selv. Også for den store skare af græske medarbejdere og venner vil han blive savnet. Ikke uden grund blev Erik og resten af udgravningsteamet ofte inviteret til barnedåb og bryllup i landsbyerne i Sfakia-området af Lefka Ori, De Hvide Bjerge.

Ved siden af forskningen var Erik Hallager også en eminent formidler og kom til at spille en meget stor rolle for fagmiljøet ved hele Humaniora ved Aarhus Universitet gennem etableringen af selskabet Orbis Terrarum, som han grundlagde i 1977 sammen med studiekammeraten Poul Pedersen, senere professor i Klassisk Arkæologi ved SDU. I 1978 blev de to ansat ved tidsskriftet SFINX. Det blev en kæmpe succes med over 4000 abonnementer allerede efter udgivelsen af det første nummer, og det har siden da været det vigtigste danske formidlingsmedie for Middelhavslandenes kunst, arkæologi og historie. Erik redigerede sammen med skiftende medarbejdere og redaktører med skarp sans for at gøre det komplekse forståeligt for den almene læser, og han skrev selv utallige artikler om sine udgravninger og den minoiske kultur. Fra 1979 boede tidsskriftet på Institut for Klassisk Arkæologi, og Erik Hallager blev dermed en fast del af forsknings- og studiemiljøet. Det førte naturligt til en adjungering som professor på Klassisk Arkæologi fra 2002 til 2007.

Ære være Erik Hallagers minde.

Helle Vandkilde
Professor, Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier

Vinnie Nørskov
Lektor, Institut for Kultur og Samfund -  Afdeling for Historie og Klassiske Studier, Leder af Antikmuseet