Aarhus University Seal

News

Bjarke Hellemann Weiss - Ny Ph.d. ved Afdeling for Historie og Klassiske Studier

Bjarke Hellemann Weiss er indskrevet som Ph.d. pr. 1. september med projektet: "Borgerlig identitetsdannelse, religion og medborgerskab ca. 1770–99."

Mit navn er Bjarke Hellemann Weiss, og jeg starter som ph.d.-studerende ved historie på en 4+4 ordning den 1. september 2021. Jeg er BA i historie med tilvalg i sociologi fra Aarhus Universitet. Jeg afslutter min kandidat i kulturhistorie sideløbende med A-delen af mit ph.d.-studie.

Mit projekt har den foreløbige titel ’Borgerlig identitetsdannelse, religion og medborgerskab ca. 1770–99.’ Jeg vil undersøge hvilken rolle religion spillede i dannelsen af en borgerlig identitet i slutningen af det 18. århundrede i Danmark (primært København) samt hvilke idéer om medborgerskab, der blev formuleret i denne proces. Mit kildemateriale vil bestå af publicerede skrifter fra den offentlige debat i perioden ca. 1770–1799. Projektets tese er, at religion spillede en væsentlig rolle i dannelsen af en borgerlig identitet samt i formuleringen af medborgerskabsidéer, men at religionen stod i et forhandlingsforhold med øvrige strømninger som for eksempel oplysningsfilosofi og patriotisme. Jeg håber på, at projektet foruden at belyse en ny vinkel, også vil kunne historisere det forhold mellem religion og medborgerskab, der kan spores i samtidens debatter om for eksempel medborgerskab og integration.

Jeg glæder mig meget til at få min daglige gang på instituttet og til at komme i gang med mit projekt.  


Kontakt: 

Bjarke Hellemann Weiss 
Institut for Kultur og Samfund
Jens Chr. Skous Vej 5
8000 Aarhus C

bjhe@cas.au.dk