Frådende zombier, blodtørstige klovne og skånselsløse fugle.

Den moderne filmhistorie er spækket med gys og gru – fra Nosferatu til Pennywise – og det samme gør sig gældende for alverdens forlystelsesparker, hvor skumle spøgelseshuse tiltrækker turister i tusindvis.

Men hvorfor opsøger vi gladeligt de skrækindjagende oplevelser, og hvad er det præcis, gyserfilmen eller spøgelseshuset gør ved kroppen?

Det er blandt de spørgsmål, en forskergruppe fra Interacting Minds Centre ved Arts har undersøgt på nærmeste hold.

"Vores forskning tilbyder noget af den første videnskabelige empiri på forbindelsen mellem frygt, nydelse og fysisk ophidselse inden for rekreative former for frygt. I forsøget på at undersøge, hvordan mennesker kan opnå nydelse via frygt, fandt vi ud af, at der lader til at være et 'sweet spot' af frygt, hvor nydelsen hos individet tilsyneladende bliver maksimeret," forklarer leder af forskningsprojektet, Marc Malmdorf Andersen.

Den rette mængde frygt
Holdets resultater er netop blevet offentliggjort af det videnskabelige tidsskrift Psychological Science og afslører kort fortalt, hvordan horror, som genren populært kaldes, fornøjer os mest effektivt, hvis den rammer den rette balance af frygt og fysisk ophidselse. Rædselsmomenterne i spøgelseshuset eller gyserfilmen må altså hverken skræmme os for meget eller for lidt.

"Tidligere forskning i rekreativ frygt har endnu ikke påvist en direkte forbindelse mellem nydelse og frygt," siger Marc Malmdorf Andersen og uddyber:

"Hvis folk ikke for alvor bliver skræmt af en forlystelse, nyder de ikke oplevelsen i samme grad. Det samme gør sig gældende, hvis forlystelsen skræmmer dem for meget. Det lader altså til at være et spørgsmål om at ramme den helt rette mængde af frygt og fysiologisk ophidselse for at opnå maksimal nydelse."

Skrig og skræk i Vejle
Og hvordan når man så frem til dén konklusion? Man sender såmænd 110 deltagere igennem et spøgelseshus i Vejle. Her ligger horror-attraktionen Dystopia Haunted House, hvor det udklædte personale venter med skrig, skræk og motorsave i de godt 50 urovækkende rum. Hver deltager blev udstyret med en hjertemåler, alt imens Marc Malmdorf Andersen og hans kolleger fulgte slagets gang fra en lang række overvågningskameraer.

"Vi ved fra forskningen, at det kan være vanskeligt at undersøge følelser som frygt og fornøjelse i et psykologisk laboratorium. Ved at gennemføre vores studier i et spøgelseshus, hvor deltagerne ligefrem skriger af frygt og fryd, gjorde det vores undersøgelse lettere. Men det affødte samtidig nogle helt unikke udfordringer, som eksempelvis det enormt komplicerede logistiske arbejde, der er forbundet med at udføre empiriske studier i et mørkt, larmende og ustyrligt spøgelseshus," fortæller Marc Malmdorf Andersen.

Leg med frygten
Ikke desto mindre har resultatet ifølge ham vist en interessant forbindelse mellem de kendetegn, der typisk gør sig gældende, når vi som mennesker leger.

"Der er flere studier og teorier fra legeforskningen, der peger på, at den helt rette dosis af overraskelse og usikkerhed er central for, at leg føles sjovt og belønnende. Vores resultater minder altså påfaldende meget om dét, som ifølge flere forskere karakteriserer den menneskelige leg," forklarer Marc Malmdorf Andersen.

Sagt med andre ord - når vi gyser af Hitchcock og Stephen King eller skriger os igennem et spøgelseshus, så leger vi dybest set med frygten.


Interacting Minds Centre
Interacting Minds Centre (IMC) er en tværfaglig forskningsplatform, som har til formål at undersøge menneskelig interaktion på tværs af humaniora, samfundsvidenskab, kognitiv videnskab, biologi og klinisk forskning. Centret er støttet af fakulteterne Arts, Health og BSS på Aarhus Universitet.