Aarhus Universitets segl

Mette Lind Kusk modtager Dansk Etnografisk Forenings Formidlingspris 2025

Mette Lind Kusk, Postdoc ved Afdeling for Antropologi, Aarhus Universitet, modtager Dansk Etnografisk Forenings Formidlingspris 2025. Hun hædres for sit banebrydende arbejde med at forbinde tegning og grafiske udtryksformer med etnografi – særligt i tegneserien ”Nuancer: En hverdag efter flugt”.

Mette Lind Kusk takker for prisen. Prisen består af en 'værktøjskasse', fyldt med ting valgt af den foregående vinder og hvorpå, hver af de tidligere vindere har fået et lille navneskilt.

Mette Lind Kusks råd til forskere, der vil formidle visuelt

“Først og fremmest skal det jo give mening, så tænk over, hvorfor du gerne vil formidle visuelt. Dernæst er det supervigtigt at finde nogle gode samarbejdspartnere. Mit råd vil være at række ud til nogen, hvis arbejde man synes, er inspirerende. For det tredje kræver det funding, og jeg vil fremhæve Carlsbergs Mindelegat, der støtter forskningsformidling i samarbejde med professionelle formidlere, som jeg selv modtog.”

Fakta om Dansk Etnografisk forening (DEF)
Foreningen har eksisteret siden 1952 og er en af to store antropologiske foreninger i Danmark, hvor den anden er Antropologforeningen. Foreningen udgiver tidsskriftet Jordens Folk, som er det ældste eksisterende populærvidenskabelige tidsskrift i norden. Dansk Etnografisk Forening er drevet af frivillig arbejdskraft og er et fagligt fællesskab uden forpligtelser, politiske eller kommercielle tilknytninger. 

Hvert år uddeler Dansk Etnografisk Forening en formidlingspris til enkeltpersoner eller grupper, der har gjort en særlig indsats for at bringe antropologisk viden ud til et bredere publikum. I år går prisen til Mette Lind Kusk, post doc ved Afdeling for Antropologi på Aarhus Universitet.

Om dette års prismodtager udtaler Frederik Vejlin fra Dansk Etnografisk Forenings bestyrelse:

 “Mette Lind Kusk modtager prisen som en anerkendelse for det store arbejde med at forbinde tegning og grafiske udtryksformer med etnografien, særligt med tegneserien Nuancer: En hverdag efter flugt. Selvom hun også yder et voksende bidrag til udvikling af tegning som etnografisk metode, modtager Mette i særdeleshed prisen som følge af sit engagement i gentænkningen af forholdet mellem grafisk formidling og antropologisk viden, der formår både at favne et bredere publikum for antropologien samt synliggøre nuancerne og kompleksiteten i menneskelige erfaringer på en inspirerende og nærværende facon.”

Grafisk antropologi som fagligt felt
For Mette Lind Kusk er prisen en vigtig faglig anerkendelse:

"At en niche som grafisk antropologi, og specifikt en etnografisk tegneserie som Nuancer, anerkendes af fagfæller og anses for at have relevans indenfor vores disciplin, gør mig utrolig glad og stolt. Prisen er med til at understrege, at tegning og grafiske udtryksformer tages seriøst, og at tegneserieformatet har noget at tilbyde, når det kommer til kollaborativ antropologi og forskningsformidling."

Hun peger på, at der i de senere år har været en stigende interesse for at udforske tegningens potentiale som antropologisk metode og analyse.

Fra dagbogsskitser til forskningsformidling
Mette Lind Kusk har altid været optaget af tegning som både udtryksform og erkendelsesform:

"Tegning er ikke kun formidling – det er også en måde at forbinde sig til det, man oplever og observerer. Når man omsætter erfaringer i tegning, ansporer det til en særlig form for tænkning og sansning," fortæller hun.

I arbejdet med ”Nuancer” samarbejdede hun med unge med flugtbaggrund og to professionelle illustratorer om at skabe karakterer og fortællinger.

"Processen med at skabe tegneserien har været lige så vigtig som det endelige produkt. Jeg tror, det er kombinationen af tegneseriens æstetik, tempo og forankring i ægte menneskers liv, der fanger læseren."

Antropologi med krop, sanser og æstetik
Tegneserien Nuancer formidler komplekse erfaringer på en stille og nærværende måde, og det er netop balancen mellem det dokumentariske og det kunstneriske, der optager dette års prismodtager:

"Som antropolog synes jeg ikke kun, vi er forpligtede til at formidle det faktuelle. Vi skal også formidle levet liv – det sanselige, modsatrettede og komplicerede. Tegneserier kan appellere til læseren intellektuelt, følelsesmæssigt og sanseligt, og det er en gave."

Ifølge Mette Lind Kusk kan tegneserieformatet noget helt særligt:

"Når man forsker i migration og gerne vil bane vej for, at mennesker med flugterfarings fortællinger kommer bredt ud, kan tegneserier skabe forbindelse mellem store ideer og konkrete liv. De kan vise, hvordan abstrakte begreber som flygtningekonventioner eller økonomiske ydelser påvirker hverdagen for konkrete familier."

”Nuancer” kan lånes på biblioteker landet over, og skoler kan låne fysiske eksemplarer som klassesæt via Center for Undervisningsmidler: https://mitcfu.dk/MaterialeInfo/?faust=140998877

Link til tegneserien


Kontakt

Mette Lind Kusk

Mette Lind Kusk, postdoc
Afdeling for Antropologi
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: melk@au.dk

Oops, an error occurred! Code: 202602271151387791dd61