Aarhus Universitets segl

Om Maritime Gateway

Maritime Gateway er et initiativ, der har til formål at styrke båndene mellem Aarhus Universitet (AU) og den danske maritime sektor. Projektet er skabt for at fremme rekrutteringen af AU-studerende til karrierer inden for det maritime erhverv og for at samle og koordinere universitetets maritime forskning, der i dag er spredt over flere fakulteter. Ved at skabe en fælles platform for forskning, uddannelse og samarbejde med erhvervslivet, ønsker vi at udnytte de stærke kompetencer, der findes på AU, og bringe dem i spil for at udvikle nye løsninger og viden, der kan gavne både den maritime industri og samfundet som helhed. Projektet forankres på Globale Studier ved Institut for Kultur og Samfund, hvor ekspertise inden for blandt andet økonomi, politologi, international relations og kulturforståelse vil blive kombineret med tekniske, naturvidenskabelige og humanistiske discipliner. Dette tværfaglige fokus vil gøre Maritime Gateway til en central aktør i udviklingen af fremtidens maritime løsninger, med en særlig vægt på bæredygtighed og innovation.

Mål

Maritime Gateway har som mål at øge kendskabet til og interessen for det maritime område blandt de næsten 40.000 studerende og 9.000 forskere på Aarhus Universitet. Vi ønsker at skabe bevidsthed for de studerende på AU om de omfattende muligheder, der findes indenfor både maritim forskning og karriere i den maritime sektor. Gennem tværfaglige partnerskaber og tæt samarbejde med førende maritime virksomheder og organisationer, vil vi styrke uddannelsestilbuddene og samtidig skabe en platform, hvor forskning, uddannelse og industri mødes. Projektet sigter mod at spille en aktiv rolle i at fremme FN's verdensmål, især inden for kvalitetsuddannelse, ligestilling, anstændige jobs, industri, innovation og klimaindsatser.

Planer

For at opnå disse mål vil Maritime Gateway iværksætte en række konkrete initiativer. Vi vil etablere en række praktikophold, erhvervsrettede specialer og workshops for studerende på alle fakulteter, i tæt samarbejde med virksomheder som bl.a. indeholder Danske Rederier, DFDS, Molslinjen og Maersk samt Danske Maritime og Danske Rederier. Desuden vil vi udvikle valgfagskurser og summerschools om maritime emner samt efteruddannelsesprogrammer, der vil give både studerende og professionelle de nødvendige kompetencer til at bidrage til den maritime sektor i samarbejde med AU’s kursuscenter. Gennem opbygningen af stærke netværk med skibsindustrien vil vi også arbejde målrettet på at løse konkrete udfordringer, såsom at styrke kulturforståelsen om bord på skibe eller at understøtte digital transformation. Vores ambition er at integrere AU's forskere og studerende dybt i det maritime erhverv, hvilket forventes at føre til, at mindst 20 kandidater finder beskæftigelse i sektoren inden for de første to år.

Styregruppe