Aarhus Universitets segl

Ph.d.-kurser, internationalt

Herunder har vi samlet et udvalg af ph.d.-kurser, som andre ph.d.-studerende i historie har taget i udlandet.

Siden er under opbygning. Hvis du selv ønsker at bidrage med gode råd til eller erfaringer fra relevante kurser, er du meget velkommen til ph.d.-studerende fra RUC Sine Maria Vinther på smariav@ruc.dk eller til ph.d.-studerende fra AU Bjarke Hellemann Weiss på bjhe@cas.au.dk. Så lægger vi dit bidrag op på siden!

På grund af udveksling i foråret 2022 vil der muligvis gå lidt længere tid end normalt med at lægge
jeres beskrivelser op eller med at svare på eventuelle spørgsmål, men I skal endelig ikke tøve med
at sende noget til os.

‘Aesthetic and Intersectional Perspectives on Archival Studies’ ved Lund Universitet

Lund Universitet arrangerede i november og december 2021 ph.d.-kurset ‘Aesthetic and Intersectional Perspectives on Archival Studies’.

Kurset bestod af to gange to kursusgange (fire dage i alt) med én skriftelig opgave til 7,5 ECTS. Kurset var tværfagligt med fokus på arkivstudier og centreret om tre teoretiske temaer: “Post-colonial perspectives on archives, conceptualizing an archive & feminism and the archival turn”. Som historiker var kurset særdeles brugbart for mig, da jeg fik stor indsigt i nyere arkivforskning, som jeg kunne debattere med ph.d.-studerende fra divergerende discipliner, hvilket resulterede i spændende og udbytterige samtaler. Kurset var planlagt godt og med en tydelig passion fra arrangørernes side. Der var inviteret gæste-speakers, som ligeledes var spændende og relevante. Pensum til læsning inden kurset var dog til den tunge side og for stor en læsebyrde, hvilket arrangørerne selv havde indset og vil lave om, hvis kurset bliver tilbudt igen. 

Lund Universitet er i sig selv et spændende (og smukt!) sted for historikere, da deres historiefakultet er stort og lader til at være spækket med aktiviteter. Jeg kan anbefale, at man holder øje med Lund Universitets “Nationella forskarskolan i historiska studier” på Facebook.

Sine Maria Vinther, 
ph.d.-studerende, RUC,
februar 2022