”Jeg kan mærke, og jeg ved, at vi gør en forskel”, sådan lyder det fra Birthe*, som er en af de engagerede frivillige, som på forskellig vis har ydet – og fortsat yder – praktisk og social støtte til de congolesiske- og burundiske kvoteflygtninge, som er blevet genbosat i Danmark i de seneste år. Fra april 2023 til september 2023 har jeg, Mathilde, lavet feltarbejde i fire danske kommuner, hvor jeg har fulgt Birthe og en række andre frivillige aktører. I den periode har jeg været med i de aktiviteter og gøremål, som de frivillige og kvoteflygtningefamilierne har mødtes om. Herunder udflugter, sprogtræning, besøg på sygehuset, bibellæsning, hjemmebesøg, syning, ture i svømmehallen, snak over kaffen, fællesspisning og meget mere. Der er ingen tvivl om, at de frivillige yder en stor indsats for at hjælpe og være der for familierne, og flere af dem spiller en central rolle i familiernes liv. Men hvem er de frivillige egentlig, og hvad driver dem?

Hvem er de?

De frivillige, som jeg har mødt under mit feltarbejde, er meget forskellige og dog, er der også nogle fællestræk, som går igen. Mange af de frivillige er kvindelige pensionister som Birthe, der bruger en stor del af deres tid på frivilligt arbejde. Flere af dem har været engageret i frivilligt arbejde omkring flygtninge i mange år, nogle helt op til 20-25 år. Her er tale om frivillige, som også stod klar, da der kom flygtninge fra bl.a. Syrien, Afghanistan og Bosnien, og som også tidligere har været lektiehjælpere, kontaktfamilie osv. Der er også yngre frivillige med fuldtidsjob, hvoraf nogle også har børn. Jeg har oplevet, hvordan disse i højere grad forsøger at rammesætte og strukturere møderne for, at de kan passe ind i en travl hverdag. Størstedelen af de frivillige, som jeg har fulgt, har været organiseret gennem DRC Dansk Flygtningehjælp, enten som frivillig ’netværksperson’ for en specifik familie eller som en del af et mindre lokalt frivilligfællesskab, der ugentlig tilbyder socialt samvær og støtte for flygtninge i lokalområdet. Jeg har også fulgt frivillige aktører gennem adventistkirken. Adventistkirken har vist sig ikke blot at være et trosfællesskab for de congolesiske- og burundiske familier at søge mod, men også et sted at hente hjælp og støtte. Nogle af menighedens medlemmer har set det som en vigtig opgave at hjælpe familierne – deres trosfæller – med stort og småt. Hertil kommer, at også tidligere kvoteflygtninge fra Congo og Burundi, som blev genbosat i Danmark for 10-15 år siden, har hjulpet de nye familier med at finde sig til rette.

Der er altså tale om forskellige typer af frivillige, men fælles for dem alle er en lyst og en vilje – i det omfang, som man nu engang har mulighed for – til at hjælpe lokale congolesiske- og burundiske familier med at finde fodfæste i en ny tilværelse i en dansk kommune

Hvad driver dem?

”Det er spændende at møde mennesker fra andre kulturer og selv lære noget på den måde”, svarer Esther, der er frivillig gennem DRC Dansk Flygtningehjælp, da jeg spørger hende, hvad der motiverer hende til at engagere sig i frivilligt arbejde omkring flygtninge. Udtalelsen vækker genklang, eftersom flere frivillige udtrykker, at de synes, at kulturmødet er spændende. De fleste har rejst meget, og enkelte frivillige har også boet en periode i et afrikansk land. En stor drivkraft er også muligheden for at kunne gøre en forskel i andre menneskers liv. ”Det giver jo bare en masse glæde at se, at de falder til lige så langsomt”, udtaler Karen, der er netværksperson for en lille gruppe kvoteflygtninge, der er kommet til Danmark indenfor det seneste år. At kunne være med til at hjælpe andre på vej oplever frivillige som Karen som værende meget meningsfuldt.

Hvilke udfordringer står de med?

Det er ikke altid en nem opgave at være frivillig. Det manglende fællessprog har været en af de største udfordringer, særligt i den første tid. De congolesiske- og burundiske kvoteflygtninge taler henholdsvis kinyarwanda og kirundi – og nogle af dem en lille smule fransk. ”Jeg synes i starten, at det var meget op ad bakke, fordi det var så svært at forstå hinanden”, fortæller en tidligere netværksperson. Enkelte frivillige har kunne kommunikere lidt på fransk med mødrene, mens andre har kommunikeret gennem børnene på dansk eller engelsk. Men i mange tilfælde har de frivillige også måtte tage mere kreative metoder i brug: ”Jeg tegnede meget – og meget primitivt – og så grinede vi af det, når vi endelig forstod hinanden”, fortæller en af de frivillige.

”Det har været en meget stor del af mit liv, også lidt større, end jeg lige havde forestillet mig. Jeg har været nødt til at aflyse mange andre ting for at få plads til det”, fortæller Karen mig under et interview. Selvom man som frivillig måske i udgangspunktet kun har forestillet sig at skulle ses med familien et par timer hver eller hver anden uge, vil man ofte opleve, hvordan uforudsete ’opgaver’ pludselig opstår. Som når et af familiens børn brækker armen til fodbold og mangler nogen til at køre på det på skadestuen, eller når køkkenvasken er stoppet en fredag eftermiddag, og man ikke ved, hvem man skal ringe til. Det kan være svært at trække en grænse, når nogen rækker ud og rent faktisk har brug for ens hjælp. Dette er en af grundene til, at det kan være tidskrævende og til tider udfordrende at være frivillig – om end også givende.

Som feltarbejder har det været interessant at følge disse møder mellem kvoteflygtninge og frivillige og få et indblik i de udfordringer, der kan opstå, når man f.eks. er udfordret af en stor sprogbarriere, men også hvor givende disse møder kan være for begge parter.

*Alle navne er anonymiserede