Aarhus Universitets segl

Følgegruppemøde 2024 i projekt Reorienting Integration

Fredag den 1. marts 2024 afholdte vi det tredje følgegruppemøde i projekt Reorienting Integrations levetid.


Som tidligere foregik mødet i DRC Dansk Flygtningehjælps lokaler i Borgergade i København. 

På mødet deltog en række repræsentanter fra projektets følgegruppe. Det sætter vi fra projektet stor pris på!

Postdoc Mette Lind Kusk og adjunkt Emilie Lund Mortensen bød velkommen og gav herefter et kort rids af de aktiviteter, som projektet har været involveret i det seneste år, herunder Folkemøde, SIRI Sparringsmøder, konferencer og rapportskrivning. Desuden fortalte Mette og Emilie om de nye veje projektet har bevæget sig efter, at de congolesiske familier (for nogens vedkommende) har været i Danmark siden julen 2021. I projektet er fokus nu på færre familier men med flere forskellige tematikker for øje i kraft af blandt andet nye specialepraktikanter, der hver især udforsker aspekter af livet som genbosat kvoteflygtning i Danmark, såsom frivillige relationer, beskæftigelsesrettede forløb, og religiøse menigheder. Endvidere indeholder projektet nu delprojekter, der fokuserer på både børn og unge, på voksne kvinder og mødre, og på ældre. 

Herefter fortalte først Mads Ted Drud-Jensen fra DRC om den rapport omhandlende helbredsundersøgelser blandt kvoteflygtninge, som udkom i efteråret 2023. Rapporten kaster lys på praksis, erfaringer og udbytte vedrørende helbredsundersøgelser for kvoteflygtninge og præsenterer en række anbefalinger, som kan bidrage til at styrke den helbredsmæssige indsats i forbindelse med modtagelsen af flygtninge i Danmark. Siden fortalte videnskabelig assistent Rikke Trige Jensen om sit og PI Mikkel Rytters arbejde med rapporten ”Kvoteflygtninge, religion og nye fællesskaber”, der stiller skarpt på oplevelser og erfaringer forbundet med de nyankomne kvoteflygtninges møde med og deltagelse i kristne menigheder i Danmark.

Efter en kort pause gik ordet videre til Mikkel Rytter, der fortalte om det nyeste delprojekt med fokus på ældre kvoteflygtninge og deres nye liv og hverdag i danske lokalsamfund. Med en bevilling fra Fonden Ensomme Gamles Værn er det blevet muligt at ansætte Rikke Trige Jensen som videnskabelig assistent i dette delprojekt, og Rikke skal have særligt fokus på kvinder fra midt 50erne til 80erne.

Vi brugte også mødet til at få input og sparring fra de mange gode kræfter, der var samlet. Postdoc Mette Lind Kusk fortalte om sit nye formidlingsprojekt, der, over de kommende 18 måneder, i samarbejde nyligt genbosatte unge med congolesisk og burundisk oprindelse og professionel illustrator, Line Høj Høstrup, skal udvikle grafiske fortællinger om livet som ung og genbosat i Danmark. Projektet er støttet af Carlsbergs Mindelegat. Dette gav anledning til megen god dialog og mange gode indspark fra mødedeltagerne. Sammen med adjunkt Emilie Lund Mortensen fortalte Mette Kusk også om en kommende rapport med fokus på unge, krop og grænser, der sætter fokus på de udfordringer nogle unge oplever i mødet med en dansk ungdomskultur. Rapporten vil beskrive de konkrete omstændigheder, der kan bidrage til disse udfordringer blandt målgruppen samt præsentere relevant materiale for unge, der formidler viden om krop, grænser og seksualitet. Også dette oplæg gav anledning til en konstruktiv dialog og mange gode forslag til opmærksomheder og relevant materiale. Tak for det!

Deltagere 
1.    Mikkel Rytter (AU)
2.    Mette Kusk (AU)
3.    Emilie L Mortensen (AU)
4.    Rikke Trige (AU)
5.    Clara Ebberup (AU)
6.    Mathilde Søgaard (AU)
7.    Anna Balslev (AU)
8.    Elizabeth Brown (AU)
9.    Mia Kragskov (AU)
10.    Mette Blauenfeldt (DRC)
11.    Mads Ted Drud-Jensen (DRC)
12.    Jacob Midtgaard (DRC)
13.    Vibeke Jakobsen (VIVE)
14.    Mads Vestergaard (Røde Kors) 
15.    Nanna Windfeld (Mødrehjælpen)
16.    Sara Glahder Lindberg (KL)
17.    Karen-Lise (SIRI)
18.    Inger Neufeld (Red Barnet)
19.    Hassanen Weli DFUNK 
20.    Susan Whyte (KU)