Hvordan er det at blive genbosat som barn eller ung? Hvilke personer, institutioner eller genstande baner vej for forståelse for ens nye hverdag og deltagelse i nye fællesskaber? Hvad er forvirrende eller svært de første år efter genbosættelse i en dansk kommune? Hvor hurtigt tilegner børn og unge sig det danske sprog i forhold til deres ældre familiemedlemmer, og hvordan påvirker det deres rolle i familien og adgang til fællesskaber udenfor hjemmet? Hvordan påvirker faktorer såsom alder og køn de muligheder, som børnene og de unge møder?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg kommer til at udforske de næste tre år, hvor jeg skal lave feltarbejde med særligt fokus på de børn og unge, der bliver genbosat i Danmark. Børn og unge under 18 år udgør en relativt stor andel af de kvoteflygtninge, Danmark modtager i disse år, men der findes ikke meget viden om, hvordan det er at blive genbosat som barn eller ung. Ofte fremhæves det, at børn er fleksible og hurtigt tilpasser sig nye omgivelser og tilegner sig et nyt sprog. Men hvordan hverdagen de første år i et helt nyt land konkret ser ud for forskellige børn og unge, og hvordan det opleves at skulle tilegne sig nye rutiner og nyt sprog samt indgå i nye fællesskaber, ved vi ikke meget om.

Som indledning til mit feltarbejde blandt familierne, som jeg påbegynder i foråret 2023, har jeg talt med en række kommunale medarbejdere, der har haft tæt kontakt med børnene i de familier, der i skrivende stund har boet i Danmark omkring et år. De kommunale medarbejdere fremhæver blandt andet, at sproget er en stor udfordring, både for de voksne men også for de store børn og unge. Det er svært at lære dansk, og det betyder selvfølgelig en masse for familiernes og børnenes hverdag. Medarbejderne observerer, at der er et vigtigt skel mellem børn under 12-13års alderen og de unge i familierne. Børnene kan ofte ’ lege sig ind’ i nye fællesskaber i skole og fritidsordning, hvor manglende sprog ikke udgør så stor en barriere, og hvor sprog samtidig tillæres hurtigt. De unge er lidt anderledes stillet. Her giver de kommunale medarbejdere eksempler på, hvordan især pigefællesskaber i fx ungdomsklubber er centreret omkring samtale, hvilket gør ungefællesskaberne sværere tilgængelige. Rent organisatorisk placeres børn og unge ofte i forskellige skoletilbud afhængig af alder. Børn under 14 år kommer ofte ind i en folkeskoleklasse eller en modtageklasse på en lokal folkeskole, imens de ældre unge eksempelvis kommer på en sprogskole for unge. Det har en betydning for, hvor nemt de lærer jævnaldrende i lokalområdet at kende. På den måde synes alder og køn at være vigtige opmærksomhedspunkter i forhold til at forstå, hvordan hverdagen former sig de første år i Danmark, samt hvilke fællesskaber der bliver tilgængelige.

Jeg håber at kunne følge et begrænset antal familier relativt tæt – besøge dem jævnligt og tilbringe tid med dem i og udenfor hjemmet – for derved at få indblik i børnenes hverdag på tværs af skole, fritidsaktiviteter og familieliv. Metodisk kommer jeg til at arbejde med brug af visuelle hjælpemidler, både i form af fotos og i form af tegning. At tegne tænkes at kunne fungere som en aktivitet, jeg kan lave sammen med børnene, hvor samtale og sprog ikke er i centrum. Jeg vil selv tegne nogle af de observationer, jeg gør mig, og invitere børnene til at kommentere dem for at skabe dialog. Samtidig vil jeg invitere børnene til at tegne oplevelser fra hverdagen, som kan give anledning til samtaler om emner, som jeg ikke havde tænkt over på forhånd, og som børnene ikke nødvendigvis ville artikulere selv. I et tidligere forskningsprojekt tegnede en ung kvinde med flygtningebaggrund for eksempel denne tegning, da jeg bad hende skitsere, hvordan hun håbede hendes liv så ud fem år ude i fremtiden: